Brett Anderson gjorde et massivt indtryk, den første gang jeg så ham. Som for mange andre unge var MTV en del af min hverdag, og britpoppen var så småt ved at melde sig i begyndelsen af 90’erne. Men jeg spærrede for alvor øjnene op, da Suedes første single “Animal Nitrate” røg hen over skærmen: panoramaudsigt fra en altan i et betonbyggeri, der efter kort tids zoomen ender i en velourbeklædt lejlighed, hvor man møder bandet og i særdeleshed denne her Dracula-lignende type – en bleg Brett Anderson med lang sideskilning og tøj, der klæbede til hans krop. Et uforglemmeligt syn.
De fleste ved, hvordan tingene siden hen skulle komme til at gå for bandet og deres karismatiske forsanger, men det er svært at undgå navnet Suede, når man 14 år senere får den tidligere forsangers solodebut i hånden og må spørge sig selv, om den lyder som noget, man hørte for 10 år siden? Er Anderson stadig klynkende? Holder melodimaterialet det gamle niveau?. Alle de spørgsmål banker lige så stille på, inden man lader første nummer “Love Is Dead” drive ud gennem højtaleren. Et nummer, der dog ikke besvarer alle de tanker, der forinden sneg sig forbi.
Sangen er på mange måder stemningsmættet med et fornemt strygerensemble og en god melodi. Brett Andersons vokal kan stadig fylde det store rum, og det er absolut en af pladens forcer som helhed. Men der er ikke nok smerte og hjerte i et nummer, som via titlen antyder noget nedslående. Det er simpelthen for pænt, og man tror ikke helt på mandens udsagn. Det virker, som om han siger ét, men mener noget andet, og det er desværre lidt generelt for de elleve numre.
De er velklingende, godt arrangerede og fyldt til randen med vokal og strygertemaer af høj karat. Men hvor er tidligere tiders ægte melankoli? Den savnes kraftigt! Ingen tvivl om at Brett Anderson kan skrive en popsang – men man smager ikke længere blodet, så at sige.
“One Lazy Morning” er skåret ud efter samme skabelon og lider samme skæbne. Et smukt pionotema rammes ind af en strygerflade, der igen omkranses af Brett Andersons fyldige og lidt klynkende vokal. Det er let at høre, at akkorderne skal gå fra det lyse til det mørke og ikke omvendt. Det er let at høre, at det skal lyde deprimerende – men det gør det bare ikke. Kompositionerne når simpelthen aldrig ned og skraber i andet end overfladen.
Den mere rockede “Dust and Rain” er langt mere troværdig og ligefrem. Ingen forudindtaget smerte, men i stedet en metallisk klang, der trækker lange tråde til Suede-tiden, og genhøret er hverken patetisk eller ligegyldigt. Brett Anderson kan stadig skrive en beskidt popsang med saft og kraft fra rockens rødder.
Er det så dét, pladen mangler – mere materiale fra den energiske skuffe? Nej, egentlig ikke, for det ville tage det personlige fra hans plade, og der er da ingen grund til at “genindspille” noget, man har hørt et utal af gange på tidligere Suede-udgivelser og på den enlige plade fra The Tears.
Det er altid rart med noget personligt. Noget man kan forholde sig til – mand til mand. Den indre smerte, de store tab, ensomheden og det omkransende mørke. Det er dér, Brett Andersons lidelsessange tager deres udgangspunkt. Det er modigt og fortjener respekt, men rent musikalsk pakkes det utroværdigt ind. Derfor knækker filmen, og albummet bliver ikke til nogen stor oplevelse.
Det er, som Anderson ikke tør gå planken ud – og det er en skam, for man kan mærke, at intentionerne har været der. En sang som f.eks. “Song for My Father” er ikke bare skrevet på må og få, men fordi der ligger et oprigtigt afsavn og lurer bag sangen. Men man rammes bare ikke af tristessen. Der er en usynlig hinde mellem sang og musik, hvor instrumenteringen ikke bakker de smertelige sange godt nok op, og det er beklageligt, for man vil så gerne kunne dele den følelse eller de dilemmaer, Brett Anderson tydeligvis sidder og tumler med.
