Af alle de 80’er-punkbands, der blev stjerner i 90’erne, fordi Kurt Cobain reklamerede for dem, er Dinosaur Jr. måske det allerbedste. I hvert fald kan man godt savne deres hårdnakkede slidthed, dovne kogermentalitet og beskidte slacker-stil, når man lytter til den strømlinede og taktfaste partyrock, som er på mode for tiden. Selv om toptunet musik selvfølgelig ikke nødvendigvis er frygtelig, er der alligevel noget befriende ved musik, der lyder, som om mændene bag er for ligeglade til at få det til at hænge ordentligt sammen. Indtil midten af 90’erne var Dinosaur Jr. altid leveringsdygtige i den type bundslidt rock.
Nu er gruppen så tilbage i sin oprindelige form med J. Mascis på guitar og sang, Lou Barlow (som ellers meldte sig/blev smidt ud af gruppen i et af 90’ernes mest spektakulære brud og helligede sig Sebadoh) på bas og Patrick Murphy på trommer. Det er noget af et potent lineup.
Alligevel er det med en vis uro, at man lægger deres comeback-plade Beyond i cd-skuffen. For det er vist ikke urimeligt at sige, at det efterhånden er et par år siden, at medlemmerne har lavet afgørende mesterværker. Barlow har ganske vist holdt et vist niveau, bl.a. med soloudspillet Emoh for et par år siden, men hans Sebadoh-mesterværker ligger mindst 10 år tilbage. J. Mascis’ glansår ligger også i midt-90’erne. Faktisk er hans seneste deciderede mesterværk vel Dinosaur Jr.’s Where You Been? fra 1993, selv om der har været lejlighedsvise pletskud siden. Og hvad Murph angår, så har han mig bekendt ikke lavet det store, siden han i 90’erne spillede med Steve Westfield and the Slow Band og senere The Lemonheads (på Car Button Cloth). Der er med andre ord grund til at frygte, at Beyond kunne lyde lidt som et hobbyprojekt fra en flok mænd, der for længst har fundet på noget andet at give sig til.
Når man sætter pladen på, viser det sig imidlertid straks, at Dinosaur Jr. stadig mestrer mindst ét af deres varemærker: den slagkraftige åbner. På stort set alle Dinosaur-plader er åbningsnummeret uovervindeligt: “Little Furry Things”, “Freak Scene”, “The Wagon”, “Out There” og “Feel the Pain”, f.eks. Sådan er det også på den nye plade. “Almost Ready” minder straks om, hvad der er så fedt ved Dinosaur Jr. Det er en hurtig og catchy sang, der starter med et brag af en udkokset guitarsolo – Mascis’ specialitet. Herefter får man alt, hvad man ønsker sig: slagkraftige og groovy trommer, tung fuzzbass, fræsende guitar, en catchy melodi og Mascis’ hæse stemme, der lyder lige så tømmermændshærget som altid. Det er virkelig stærkt.
Herfra får man slag i slag en samling ret stærke numre. Formlen er velkendt: Med et par få ikke helt vellykkede undtagelser, hvor Barlow er frontmand, står Mascis i front med sine udflippede guitarsoloer og sange om kærlighed og den type af problemer, som man møder, når man insisterer på at leve et slidt liv. Jeg tror aldrig, jeg bliver træt af hans melodiske guitarspil, og numre som “Crumble”, “This Is All I Came to Do” og “We’re Not Alone”, hvor han spiller skæve fingerspilriffs, er virkelig smukke og nervepirrende.
I det hele taget er Beyond et stærkt udspil. Det er ikke noget mesterværk, og trods det klassiske mandskab ligger niveauet bestemt under de hæderkronede 80’er-mesterværker You’re Living All Over Me og Bug. Men derfor er her stadig nok af komme efter. Ikke mindst fordi Dinosaur Jr. mod al forventning og trods de mange år på bagen er et frisk pust med deres bundslidte måde at gå til sagerne på.
