Engelske Help, She Can’t Swim har tilbragt deres tid i lydlaboratoriet med at blande forskellige soniske væsker, der for størstedelens vedkommende ender med at være sydende og spruttende, men også meget syntetiske i deres udtryk.
Albumåbneren “Pass the Hat Around” er lyden af de første blandingsforsøg. Ulmende guitarfigurer svæver i baggrunden, mens der lige så stille bygges op med Tom Deeneys og Leesey Francis’ vokaler i forening. Nummeret skifter glimrende mellem støjende og mere stille momenter og udviser en ganske vellykket form for kontrolleret rastløshed. Undervejs introducerer Deeney sin skrigende sangstemme, inden Francis svarer igen med en blid og sødmefuld vokal. Kontrastforholdet fungerer rigtig godt her, og nummeret ender faktisk med at fremstå som pladens bedste.
For efterhånden som albummet skrider frem, savnes den mere kontrollerede variant af rastløsheden. Det underspillede og varierede udtryk viger nemlig hurtigt til fordel for et mere spruttende og vrængende udtryk, der fremstår påtaget og dermed også temmelig uinteressant.
Bedre bliver det ikke når tekstuniverset byder på platte linjer som »Strangle you with the telephone cord / Just because you’re making me feel bored,« der optræder som afslutningssalut i nummeret “Idle Chatter”.
“Hospital Drama” byder på en sær blanding af poppede keyboards, aggressive trommer og en skrigende Deeney, mens Francis nok en gang skaber kontrasten i lydbilledet, men det virker slet ikke lige så godt denne gang.
“I Think the Record’s Stopped” er dog det deciderede lavpunkt blandt blandingsprodukter. Hvor en tyk engelsk accent hos f.eks. Arctic Monkeys fungerer suverænt, er det ingenlunde tilfældet her. Leesey Francis lyder mest som en forkælet engelsk skoletøs med rottehaler og slikkepind i munden, når hun vrænger »You’re gonna get a new band / You’re on the hot shit list / You want your face in magazines / Fuck you / You’re not a feminist.« Tom Deeney supplerer tilmed indimellem med at skrige »So punkrock!«
I nummeret “All the Stars”, som er endnu et slags dancepunk-nummer med hvirvlende keys, dansable beats og vrængende guitar. På ny er Francis kravlet ind i rollen som skolepige – nu bare på ecstacy: »Take med to the discoteque / I wanna dance to heavy metal beats / My head is spinning faster and faster.« Senere bidrager Deeney traditionen tro med skrigevokal, og nummeret afsluttes med, at han vrænger »Hell, yeah« igen og igen.
Som det fremgår, har hovedparten af numrene en kedelig tendens til at flyde sammen som én stor cocktail af ingredienserne fra bandets foretrukne opskrift, og de skurrende og påtagede frustrationsvræl bliver mere end svært at tage alvorligt, som albummet skrider frem.
Hvis så bare al frustrationen og rastløsheden kom direkte fra hjertet, eller det lød, som om frustrationerne endelig var blevet sluppet fri efter flere år i fangenskab – ja, så ville The Death of Nightlife måske være mere vellykket, end tilfældet er.
