De over 100 udgivelser, som Billy Childish i forbindelse med den ene eller anden gruppe under det ene eller det andet navn har udgivet, kan meget let virke uoverskuelige at gå i gang med. Dette er derfor mit introduktionsalbum, og det er en blandet landhandel.
Musikken spænder fra punk over garage til blues. Intet af det er dog mere punk/garage/blues, end at det bevarer nogle popkvaliteter. Alle sangene er lette at holde af, og Punk Rock at the British Legion Hall er derfor et meget let album at sætte på, i og med at det kræver meget lidt koncentration.
Produktionen er ikke ligefrem finpudset. Man har et klart indtryk af, at det har været vigtigere at få udgivet nogle gode sange end at få produktionen til at sidde, men det er kun mere charmerende, hvilket naturligvis også har været en del af bagtanken.
Det første nummer, der kærligt referer til Joe Strummer, er ærkebritisk punket og kunne godt have været fra Childishs bandbarndom sidst i 70’erne. Et simpelt vers, et simpelt omkvæd og et par akkorder – mere skal der ikke til for at lave en god sang, om end resultatet ikke ligefrem lyder nyt.
“Dandylion Clock” er et beskidt garage-nummer. De rå kanter til trods er det en meget melodisk sang, der sådan set lige så godt kunne have hørt til hos The Von Bondies eller The White Stripes. Det er simpelt og ligetil, men særdeles medrivende. Energiudladningerne fortsætter i “Date With Doug”, hvor omkvædet refererer til 60’ernes amerikanske pigebands. Det er den kvindelige bassist Nurse Julie, der synger her, og det gør hun fremragende med sådan en ikke videre skolet stemme.
“Bugger the Buffs” er et bluesnummer af den gamle skole med mundharmonika og et udtryk, der generelt lægger sig lige op ad B. B. King. Dernæst står den igen på garage, og straks skifter det igen.
Som det fremgår, ændrer pladens udtryk sig hele tiden. Til gengæld har alle sangene det til fælles, at de er gode. Der er ikke nogen, der rigtig skiller sig ud. De er bare alle gode, men så heller ikke meget mere. Allerede under første gennemlytning lyder pladen som en af den slags, man har stående i reolen, som man kender nøje og ikke hører længere, men som man alligevel ikke nænner at skille sig af med. Det hele virker bekendt og trygt. Det er i og for sig fint nok, men er det virkeligt det indtryk, man skal sidde med, allerede inden man har hørt en rockplade igennem første gang? Næppe.
Hvis denne plade på nogen måde er kendetegnende for Childish’s diskografi, kunne man godt finde på at bede ham om at overveje at skrue ned for produktiviteten og i stedet være mere kritisk, inden han går i studiet. Dette album bliver i hvert fald alt for hurtigt til baggrundsstøj, og det er en skam, for manden har tydeligvis øre for gode melodier.
Punk Rock at the British Legion Hall har ikke givet undertegnede lyst til at udforske den uoverkommelige diskografi yderligere. Det skyldes ikke, at denne plade er dårlig, for det er den ikke. Den er bare ikke interessant nok. Det skyldes heller ikke manglende anerkendelse af Childishs betydning. Det er nok snarere, fordi jeg intet nyt eller interessant har hørt på pladen, og så vil det være et stort projekt at gå i gang med en diskografi på over 100 plader i håbe om at finde det på en af dem.
