De tunge basrytmer sidder længe i kroppen efter en gennemlytning af The State of Things. Sheffield-bandet Reverend and the Makers bruger det tunge skyts for at skabe hul i lydmuren, og man kan hoppe på toget eller lade være, men har man besluttet sig for en tur i kanen med Jon McClure og hans band The Makers, skal man være forberedt på høj puls og elektro-punk-rytmer.
“Heavyweight Champion of the World”, der har fået pænt med spilletid i radioen gennem efteråret, tegner et beskrivende musikalsk billede af intentionerne, med hoppende trommer, tunge basgange, discorytmer og en nærmest Simon Le Bon-agtig vokal – fandenivoldsk smittende og irriterende iørefaldende.
Det gør sig generelt gældende for The State of Things. Pladen er musikalsk set lidt af en klon mellem noget Arctic Monkeys, Primal Scream og Death in Vegas. (Alex Turner fra førstnævnte synger i øvrigt kor på “The Machine”). Melodierne danser rundt mellem hinanden, og første egentlige pitstop skal man helt hen til sang nr. 6 for at opleve.
Den rolige ballade “Sex With the Ex”, hvor Turner går igen som medforfatter, har både noget poetisk og hverdagsagtigt over sig. Hvem kan ikke relatere til følgende: »Although you left him bitter / he still fancies you / although he has been around a bit since / no-one does it like you do.« Et lille billede på, hvor enkelt og stærkt Reverend and the Makers kan sige tingene uden at male med den brede pensel.
Det forbliver ved det enlige pusterum, for McClure har ikke tænkt sig at lulle nogen som helst i søvn, og tempoet bliver igen sat op. Bandet gør sit til at skabe luft under trædepuderne, for de dansable rytmer står nærmest i kø for at komme til orde, og selv om innovationen ikke er fremherskende, er der noget friskt og livsbekræftende over de energiske numre.
Når det så er sagt, så sniger der sig en anelse ‘lidt af samme skuffe’ ind i løbet af de 12 sange, og skal man pege fingre af noget, må det være den træthedsfornemmelse, der banker på i løbet af pladens sidste fjerdedel. For nok kan man holde trit, men formlen og det elekto-punkede festbeat synes knap så funky på numre som “What the Milkman Saw” og “Miss Brown”, og det er som om, at McClure ikke har nok i benene til at færdiggøre finalen.
Overordnet er det dog en rigtig dejlig plade Reverend and the Makers har lavet. Den rammer spot on, når man har fået nok af efterårets melankolske soundtrack. Der er med garanti folk, der vil hævde, at lyrikken er klichéfyldt, musikken simpel og de tunge beats ligegyldige. Det er muligt, og måske er formlen allerede passé, når vi når midten af 2008, men indtil da lyder opfordringen på at glæde sig over en plade, der kan underholde og banke lidt af efterårets rust af de tungsindige tanker.
