Det nye album fra Veto er stramt, tight og skarpt skåret. Når første nummer, “Blackout”, rammer udgangen af højtaleren, klinger den rene og hårdtpumpede elektrorock betegnende som en stærk strøm af lige dele synths, beats og tunge basgange.
I ordets bedste forstand er elektrorock en meget rammende betegnelse for Crushing Digits. En plade, der er skabt af en blanding af moderne rock og elektroniske kompositioner med en anelse overvægt af sidstnævntes stærkt pulserende, sammensnørede formler.
Troels Abrahamsens desperate vokal styrer slagets gang, og han retter i teksterne sin opmærksomhed mod de små situationer, der omgiver ham; små øjebliksbilleder som f.eks. i “You Say Yes, I Say Yes”: »What’s the point of speach when all I do with it, is just repeating myself? / What’s the point of a soul when all I’m feeling is a faulty copy of myself?« Abrahamsen formulerer sig vældig udmærket, og de fortvivlede udladninger passer fint ind i det tempofyldte musikalske univers.
Der er masser af småfusioner undervejs, der for det meste falder heldigt ud. “Digits”, “Built to Fail” og “Unite” er alle både iørefaldende og spændende arrangerede, men når man kører så stram en formel som Veto har valgt at gøre, er der fare for, at man som lytteren efter noget tid rammes af en langsomt lurende form for klaustrofobisk fornemmelse, der er svær at ryste af sig.
Der mangler i ny og næ nogle elementer, der kunne løfte lidt op i det sammenpressede udtryk og skabe et mere varieret og løssluppet univers. At høre Crushing Digits er som at lytte til det periodiske system. Alt har sin plads, formel og kombination. Veto mikser rigtig fint de i forvejen kendte formler, men skaber ikke mange nye kemiske forbindelser mellem rock og elektronisk musik. Det er virkelig fedt at lytte til pladen et antal gange i træk, men man får simpelthen nok på et tidspunkt og får behov for at fordøje stringensen. Det skæmmer pladens holdbarhed lidt.
Vetos maskinpark fungerer rigtig godt og holder et uhørt højt niveau. Crushing Digits er et markant album, der for så vidt hæver sig over sin forgænger There’s a Beat in All Machines. Intet er overflødigt, og der ligger masser af omtanke bag opbygningen af numrene, f.eks. det meditative “Spit It Out”, der har en enormt appellerende og enkel konstruktion. Sangstrukturen er konsekvent, og alle medlemmer holder sig indenfor de skarpt optrukne linjer. I længden opstår der et behov for pauser til ørerne, og det er svært at negligere, når boet skal gøres op.
Det er dog imponerende, at et band som Veto, der langtfra ses hver dag, da bandmedlemmerne bor spredt rundt i landet, kan præstere et så præcist og velstruktureret album. Et album, der rummer masser af kvalitet, men også et par blindgyder og et åbent spørgsmålstegn omkring holdbarheden.
