Plader

White Hinterland: Phylactery Factory

“Hinterland” betyder “opland”. Det er meget passende, for hvis Katie Melua er den overfladiske og falbydende by, og Joanna Newsom er den dybe skov med alle dens bjørne og aber, så står White Hinterland for det mellemliggende opland, hvor de to yderpunkter mødes i skønsang og balance.

Det er ikke rigtig til at finde ud af, om det giver mening at tale om “singer/songwriter-genren“. Ligesom prædikaterne “pop” og “indie” bærer dette mærkat et så vidtfavnende betydningsspektrum, og man må overveje, om ikke denne bredde i realiteten medfører en opløsning af meningen. For hvad er det, der gør, at denne eller hin kunstner kan rubriceres som singer/songwriter? Er det fortællingen om det unge menneske, som tager fra sin barndoms landlige egn ind til storbyen for at prøve kræfter med det skånselsløse publikum? Eller er det måske snarere musikerens inderlige udlevering af sin egen person?

Begge svar indeholder måske noget af det rigtige, men de er ufuldstændige. Nærmest på en definition kommer man sikkert med den konstatering, at singer/songwriter-prædikatet indikerer, at der er tale om en kunstner, som tekstligt bevæger sig i det dunkle, personlige og reflekterende, og som benytter sig af en musikalsk underlægning, der lader vokalen komme i centrum.

Inden for disse rammer kan amerikanske White Hinterland placeres. Så selv om gruppens forsangerinde og drivende kraft, Casey Dienel, hjælpes på vej af en lang række musikere, og dermed ikke lever op til forestillingen om den indadvendte sanger med den akustiske guitar, kan man nok alligevel godt kalde White Hinterlands særdeles vellydende andet album, Phylactery Factory for en singer/songwriter-plade.

Vokalen er altså i centrum, og det er der god grund til. Inspirationsmæssigt bevæger Dienel sig fra den kvækkende Joanna Newsom over den mere (men aldrig meget) aggressive og passionerede Martha Wainwright. Også minderne om Cat Powers til tider svagelige og bevægende vokal dukker op, når man lytter til Phylactery Factory. Resultatet er en sårbar insisteren, hvis sammenbrud man jævnligt frygter. I subtiliteten ligger en prisværdig oprigtighed og ligefrem køn inderlighed.

Man lytter til Dienels vokal, som man betragter en patient, der er ved at vågne op fra sin koma. Det er formen, der holder det hele sammen: Den åndeløse spænding og bekymring er møntet på den svaghed, som insinuerer, at ophøret kan indtræffe når som helst. Man glemmer således helt at lytte til teksterne; skulle de indeholde noget, der indbyder til videre interesse, er det blot unødvendig luksus.

Akkompagnementet er bredt, dybt, nedtonet, og noget nær perfekt afstemt. Klaveret glider forbi så naturligt og passende, som spillede det af sig selv, og trompeter dukker ubemærkede op. Den hyggeligt skvulpende bas bringer i fællesskab med hvislende hi-hat forestillinger om levemandsjazzmusikere. Og på bemærkelsesværdig vis dukker celloen op lige der, hvor den bør dukke op. Her skal man for en gangs skyld ikke lide under pludselige og påklistrede strygerstykker.

Det hele blander sig og skaber en perfekt form, hvor intet stikker ud, og som beskriver en række små, glade og dog sørgmodige sange. Sker det en enkelt gang eller to, at den glatte, runde form revner, så er det kun for at danne andre mindst lige så fine, men mere svævende formationer.

Et eksempel finder man i et af pladens bedste numre, “Napoleon at Waterloo”. En folkesangslignende harmonika-intro vokser sig langsomt voksen. Snart begynder vokalen at mane noget skæbnesvangert frem, mens trommerne bestræber sig på at slå en, til titlen passende, krigsstemning an. I bunden ulmer det. Et udbrud, hvor alt og alle tilsyneladende spiller for sig selv og på egen hånd, forundrer ved sin mærkværdige og lidt paradoksale vellyd. Alt trækker i sin egen retning, men alligevel går skønheden aldrig tabt: Som ved et lykketræf danner de kaotiske bevægelser en ny ren form, og nye harmonier opstår i kaoset.

Virkningen er stor, af dette ene nummer som af pladens helhed. Men den ville være større, hvis man oplevede den udført live. Det er måske endnu et af trækkene ved genren: Den repræsenterer på en måde øjeblikkets musik; ikke tidens eller livets musik, men den musik, som man lytter til lige på den ene aften, i det ene øjeblik, hvor den berører én. Stemningen er vilkårlig, den er som betinget af den samlede mængde forhold, og måske er det grunden til, at en så forholdsvis forudsigelig genre som singer/songwriternes alligevel kan bringe unikke oplevelser – det er: live-oplevelser. Men når bestræbelserne kan og skal opleves igen og igen derhjemme uden optrædenens mange stemningsberigende elementer, mærker man trods alt, at der mangler noget. Så er det, som om den store vellyd alligevel ikke er helt nok.

★★★★½☆

Lyt til “Dreaming of the Plum Trees”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/do/dreamingoftheplumtrees.mp3]

Leave a Reply