Det japanske band Boris indtog i lørdags Loppen med en udmattende energi, en kompakt lydstyrke og en røgmaskine, der af al sin pumpende kraft fik folk til at glemme, at man ikke længere må ryge på spillestedet. (01.05.08)Det japanske band Boris indtog i lørdags Loppen med en udmattende energi, en kompakt lydstyrke og en røgmaskine, der af al sin pumpende kraft fik folk til at glemme, at man ikke længere må ryge på spillestedet.
 |
| Fotos: Aida Veggerby/LiveShot.dk |
Selvom nætterne så småt er ved at blive varmere trådte undertegnede ind på Loppen i vinterfrakke og blev ramt af varmen og de rytmisk kuperede loops fra opvarmningsbandet Growing. Alt imens jeg fik indleveret overtøjet og fik skænket mig en glas øl, fortsatte duoens cykliske passager med en overbevisende monotoni og en sans for diskant ambient.
Dog fortsatte den overbevisning i et godt stykke tid, indtil den manglende fornemmelse for musikalsk og intern dynamik, fik mig til at rette opmærksomheden mod min ledsager og endnu et glas øl.
Da der omsider var blevet drukket ud, samlede den moderat store crowd sig foran scenen for at betragte medlemmerne af Boris samle de sidste sager og tjekke lyden endnu en gang.
Brølet fra Watas guitar sparkede koncerten i gang med den indledende guitarfylde og således aftenens første hymne, “Flower Sun Rain”, fra deres seneste album Smile. Med længsel og indlevelse sang Takeshi koncerten i gang med det drevne groove og de seje træk i trommesættet.
Aftenens festfyrværkeri kunne begynde. Bevæbnet med utålmodighed og rasende fagter tog trommeslageren, Atsuo, teten. I konstant bevægelse og balance bankede Boris derudaf, som de færreste kan. En henkastet reference til Motörhead er således helt på sin plads. Atsuo lagde en stadion-attitude for dagen, der i al den tågede røg fra maskinerne fremstod som en ganske komisk kontrast til Watas mere indadvendte shoegazin’.
 |
Der blev disket op med eksplosioner og enkelte eftertænksomme elementer i sættet, der overvejende illustrerede, at Boris netop er på turné med deres seneste plader. Smile lagde således en dæmper på forventningerne, samtidig med, at albummets numre også fungerede som en ventil for dem. Koncerten igennem blev de skiftevis indfriet i den rene hardrockin’ psychedelia og i et mere tæmmet og atmosfærisk udtryk.
Som en omfavnende gestus sluttede bandet af med sangen “Farewell” fra albummet Pink, hvilket såvel kendere som nyindviede måtte finde en skønhed i, for som denne sang kan åbne en plade, kan den lukke enhver koncert med Boris, hvad enten den er karakterafvigende eller respektindgydende.
Aftenen på Loppen var begge dele til trods for de lidt for få ekskursioner i bagkataloget. Næste gang vil vi måske se et andet Boris – eller for den sags skyld måske et helt tredje.
Læs også Undertoners anmeldelse af:
Boris w/ Michio Kurihara: Rainbow
| Karakter: |     |
Bedømmelseskriterier |
