Der findes ikke andre, der på samme måde som Why? formår at blande urbane virkemidler med avantgarde-hiphop og støvet indierock. Derfor er Why? et af de få bands, der appellerer til både den alternative hiphop-scene og slackede indierockere. Det er trods alt de færreste indiebands, der bruger »bitches« og »Benz« i deres tekster. Og Yoni Wolf er nok den eneste rapper, der refererer til Silver Jews og undergrundstegneseriehelten R. Crumb.
Musikalsk er der ikke voldsomt meget nyt under den støvede sol hos Why?. Melodierne er simple popsange, der, når de bliver lagt i hænderne på multi-instrumentalisten Doug McDiarmid, transformerer sig til små psykedeliske ekskursioner og som oftest ender et sted mellem tungt beatbaseret indierock og decideret solskinspop. Og så er det ellers, at Yoni Wolf finder poesibogen frem.
For teksterne er det altoverskyggende omdrejningspunkt på Alopecia. Allerede i “Good Friday” brillerer Yoni med den tørreste levering af ordet “bitches”, der nogen sinde er fanget på bånd: »Sucking dick for drink tickets at the free bar at my cousin’s Bat Mitzvah / Cutting the punchline and it ain’t no joke / Devoid of all hope / Circus mirrors and pot smoke / Picking fights on Dyke Night at Shirleys in Locs / And snatching purses / Doing Elton at karaoke and forgetting all the verses / Blowing kisses to disinterested bitches.«
Det er ganske enkelt fremragende. Pladen igennem bruger Why? hiphop-klichéer så elegant, at de fremstår som både alvorligt mente udbrud og polemisk kommenterende statements rettet mod alt det, rapmusik med tiden er blevet til, men ikke altid har været. Og så gør det ikke så meget, at musikken bag er en noget tør fornøjelse. Begejstringens veltalende ordstrømme gør det hele spiseligt. Men rock-formen gør det også klart, at Yoni Wolf ikke synger helt godt nok til at holde billedet af et hårdtarbejdende rockorkester oppe på væggen. Det hænger lidt skævt og ser ud til at være faldet på gulvet til adskillige tågede sommerfester.
Yoni Wolfs stemme er meget tungt placeret på “beatet”, og den hakkende sangstil kombineret med et fastlåst forhold til melodilinjer gør vokalen stærkt forudsigelig. Hans fraseringer bevæger sig i nogenlunde samme område hver eneste gang, og mens det var charmerende og nyt på det foregående album, Elephant Eyelash, bliver det hurtigt uinteressant her.
Uinteressant er til gengæld ikke de opfindsomme melodiafbrydelser og de sampleragtige instrumenteringer af samme. Som når linjerne »in Berlin, I saw two men fuck in a dark corner of a basketball court / Just a slight jingle of pocket change pulsing« efterfølges af tunge, lummert pulserende guitarer i “The Hollows”. Eller når den kuldsejlede kærlighedssang “Simeon’s Dilemma”, der lander et sted mellem stalker-hymne og ærligt uforløst kærlighed, glider fra linjerne »Stalker’s my whole style / And if I get caught I’ll deny, deny, deny,« over til at være en ømt sunget ballade uden ironisk filter.
Stærkt er også “Fatalist Palmistry”, der er det absolut mest renskurede Why?-nummer til dato. Vers/omkvæd/vers-struktur og ingen udenomssnak. Det nummer har fortjent at komme på alskens mix- og muxtapes, når sommeren for alvor rammer Danmark: »I sleep on my back ’cause it’s good for the spine / And coffin rehearsal.« Right on!