Enhver anmeldelse af enhver ny plade fra Justin Rutledge er nødt til at starte med at trække trådene tilbage til hans debutplade, No Never Alone fra 2004. Den udkom til generel uopmærksomhed på Slowdive- og Mojave 3-forsangeren Neil Halsteads lille selskab, Shady Lane, men de få, der hørte den, fik sig en countryplade til resten af livet. Undertoner kvitterede dengang med 6 U’er og den afsluttende kommentar “det største mesterværk siden Gram Parsons Grievous Angel“. Unægteligt store ord om en debutplade fra en ung canadier. Den eneste malurt, vor anmelder dryppede i det sejlende fulde bæger, var en vis tvivl om hvorvidt det ville lykke Rutledge og andre af verdens countrysangere nogen sinde igen at lave en plade, der kan matche No Never Alone.
Her godt fire år efter tårner No Never Alone sig ganske rigtigt op som en af nyere tids helt store plader. Rutledge fulgte allerede op på den i 2006, og det var, som om han også selv havde indset, at formlen fra debuten hverken lod sig kopiere eller videreudvikle. Opfølgeren The Devil on a Bench in Stanley Park var en fremragende plade i sin egen ret. En mere stoisk, pæn og moden samling sange, der ikke forfulgte den næsten desperate intimitet fra No Never Alone, men stadig brændte igennem med Rutledges to største aktiver, hans overjordisk smukke stemme og hans uhørt ferme sans for gode melodier.
Tredje værk foreligger nu i skikkelse af Man Descending, og de, der på The Devil on a Bench in Stanley Park savnede den meget rumlige lyd fra No Never Alone, har nu definitivt fået noget at begræde. Man Descending er så konsekvent glat, pæn og poleret, at man er nødt til at synke en ekstra gang, første gang pladen spiller. De AOR-tendenser, der altid har luret i fløjene hos Rutledge, og som stak hovedet frem hist og her på The Devil…, blomstrer nu i fuldt flor. “This Too Shall Pass” giver mindelser om alle ‘selvom det ser sort ud nu, skal det nok gå’-sange fra Carole King til “Everybody Hurts”, og det er ikke svært at forestille sig 70’ernes inkarnation af The Eagles spille sange som “The Wire” og “San Sebastian”. Eller for den sags skyld start-90’ernes udgave af Bruce Springsteen.
Den dyne af håndværksmæssig perfektion og velspillethed, der ligger over pladen, er så tung og glat, at det hele næsten tenderer pastiche. I countrysammenhæng kaldes det ‘Josh Rouse-fælden’, når man går fra en flyvende karrierestart til et cafélydtæppe-hængedynd midt i karrieren. Men nu er Rutledge heldigvis en langt større sangskriver end Rouse og de fleste andre af dagens countrymænd, så her er stadig pristine melodier at finde. Eksempler er åbneren “St. Peter” og den bedårende “A Penny for the Band”, der også viser endnu en Rutledge-force, nemlig de fine tekster, hvoraf ingen dog bliver så inciterende som på No Never Alone eller så præcise og smukke som på The Devil….
Påtalerne af AOR-referencerne og de ekstremt afslebne kanter skal dog ikke opfattes som en entydig kritik af Man Descending. Der er nærmere tale om, at Rutledge her dyrker en specifik stil, og det kunne lyde som et forsøg på at fremelske et mere organisk album, der i højere grad hviler i sig selv som værk modsat debuten, der var en samling af mesterlige sange, og forgængeren, hvis let vildfarende midtersektion lød, som om den havde fået lidt af en mavepuster.
Men pænheden kvæler i sidste ende Man Descending. Det er, som om Rutledge alt for ofte har tænkt: “Her ville det lyde godt med noget lap-steel, og her putter vi lige noget kor ind”. Spontaniteten og den brændende nødvendighed er i den grad til at overse, og det er svært at leve med, når Rutledge tidligere fremstod som en mand, der var ved at brænde op indeni. Det, der førhen var smukt og nøgent, er nu sølet ind i en fælt overfladisk produktion. Pladens absolutte højdepunkt, den bjergtagende afslutter “Alberta Breeze”, der meget sigende er et outtake fra tiden lige efter No Never Alone og de indspilninger, der skulle blive til det kasserede andet album In the Fall. På Man Descending har “Alberta Breeze” fået en poleret makeover, så den passer til resten af pladen, men den står stadig funklende klart som en dybt gribende ulykkelig kærlighedssang i slow motion.
Det er svært at abstrahere fra fortidens bedrifter, når man lytter til en ny Justin Rutledge-plade, og Man Descending er egentlig ikke decideret dårlig. Den er bare blodfattig og blank sammenlignet med sine forgængere, og det kan den afsluttende stjernestund og et par pletskud hen af vejen ikke rette op på. Man kan kun håbe Rutledge genfinder intensiteten og den indre nødvendighed til næste plade. Og helst i lidt mindre pæne omgivelser.
