Jeg vil begynde med at begå autoritetsselvmord: Jeg ved ikke en skid om Mogwai. Så har vi ligesom det på det rene. Jeg kender selvfølgelig til Mogwai og deres historie, samt den respekt de nyder for at være én af postrockens igangsættere, frontløbere og innovatører. Jeg ved, at de har udviklet deres lyd, og at mange fans har afskrevet dem, selvom lige så mange har holdt ved, og jeg ved, at der findes numre, som efter sigende slår én bagover i al deres vælde, og jeg ved, at det er et band med integriteten helt på plads. Jeg ved også, hvad genren indebærer, og jeg kender til dens stigninger og fald, larm og harmoni. Det kan være tungt, jovist, men også lettere og blidere, indtil det når til det oftest uundgåelige og oftest b(e)rusende klimaks. Jeg kender Slint, Talk Talk og Bark Psychosis. Men ikke Mogwai.
Og derfor kan jeg ikke se den nyeste plade, nummer seks i rækken, The Hawk is Howling, som enten en videreudvikling eller et tilbagesøgende værk, og jeg er fuldstændig ude af stand til at sige, om de svigter deres idealer, har solgt ud og søgt mod radiofoniens penge, eller om de er gået ind i sig selv, har fundet deres ægte stemme og endelig ladet instrumenterne få vinger eller noget i den dur. Jeg er en stakkels, lille novice med et ønske om at lære og gøre godt, så derfor vil jeg iklæde mig en fiktiv »Blur: are shite«-t-shirt og se, om den hylende høg kan gøre mig klogere på noget som helst:
Det hele lægger stille ud med den vidunderligt betitlede “I’m Jim Morrison, I’m Dead”, der sætter an med lyden af et spinkelt og smukt piano, men lyden får flere lag fra keyboard og violin, og det hele blandes skønt, og det er både kraftfuldt og fascinerende. En præcist kalkuleret blanding af ømheden og det sænkende tunge, der slår sig ud af guitar, bas, trommer og melodisk feedback. Og så bliver der ellers kastet bautasten på jorden. Førstesinglen “Batcat” er et doomet pragtnummer, der slår hugtænder med jordskælvsriff og en aldrig afvigende støj i baggrunden. Trommerne sprækker, nummeret stiger, og det hele lyder så satans massivt, at det ikke er til at trænge igennem til noget andet i ens hoved, men det bedste er melodien, der ikke engang prøver at skjule sig. Som med det første nummer er der hele vejen igennem rytme, fremdrift, saft og kraft og blæsen igennem af trommehinderne, men uden at det bliver obskurt eller fremmedgørende. Genkendelsen af gentagelsen er vigtige genstande inden for genren, og det er også gældende for The Hawk is Howling, hvilket skaber sammenhæng og klarhed i albummet.
Et tredje højdepunkt er “I Love You; I’m Going to Blow Up Your School”, der med virtuost og simpelt guitarspil og elegant trommespil alligevel udvikler sig til den store, stærke og vel mødte mur af lyd. Det er hørt før, men det virker af en eller anden årsag aldrig rigtig trættende, men nærmere som en nødvendighed for numrene. Det er den komplette forløsning af alt det, der ikke bliver sagt i de indledende toner, til det uundgåelige klimaks. Som om instrumenterne endelig finder ud af, hvordan det skal lyde.
Men albummet tager også store drejninger væk fra buldrende crescendoer. “The Sun Smells Too Loud” er lettere upbeat (i følelsen, om ikke andet) med trommeboks, et ringende klaver og en knirkende guitar. Der er stadig en anelse af fjernt bulder i baggrunden, men det er ikke nok til at dække charmen ved nummeret, der adskiller sig uden egentlig at gøre det, for det er et meget harmonisk album. Det er det samme grundtema, der så afviger og afprøver forskellige små retninger, hvilket gør det hele lidt bemærkelsesværdigt. Doom-metal blandes med lys pop, men alt sammen under postrockens faner, og det er der kommet et vældig godt resultat ud af.
Faktisk så godt, at jeg har lyst til at lære bandet bedre at kende. Jeg bliver ikke fan fuldt ud, men der skal i hvert fald stikkes til det. Der er noget tiltrækkende over den grænse, der går mellem braget og det spinkle; postrocken og poppen; glæden og mørket, som Mogwai ser ud til at mestre. Jeg lover at lade være med at fodre dem efter midnat.
