Fotos: Mathias Laurvig/LiveShot.dk
Her på Undertoner var vi ganske glade for Calexicos seneste udspil, Carried to Dust. Personligt har jeg været (og er) en smule skeptisk, for jeg synes, at det mangler noget, der får det til at skille sig ud fra de andre Calexico-albums i min reol. Derfor frygtede jeg da også, at jeg ville kede mig en smule til aftenens koncert. Men jeg blev i den grad klogere.
Første overraskelse var, at aftenen startede med en fin ballade, der udelukkende bestod af Joey Burns på guitar akkompagneret af pedal steel. Herefter kom resten af kollektivet på scenen og fandt med det samme rytmen og den klassisk håndklapinciterende americana, Calexico er eksponenter for. Især trompetstrukturerne blev spillet overbevisende med fynd og klem. Og så kom anden overraskelse – for mig i hvert fald. Sidste gang, jeg så dem, var godt nok med Iron & Wine for omkring tre-fire år siden, men den – nærmest postrockede – energi og kraftfuldhed, “Two Silver Trees” blev leveret med, var noget af en overraskelse, og gav nummeret et hav af interessante nuancer sammenlignet med pladeversionen. Allerede fire numre inde i koncerten havde jeg så småt glemt min skepsis.
Generelt var der en dybde og tyngde i Calexicos lydbillede, som jeg slet ikke havde forventet. Men det klæder deres lyd rigtig godt, f.eks. var mine ører på stilke under den på pladen næsten underspillede “Man Made Lake”, der her fik lov til at folde sig helt, helt ud til noget nær et lydinferno, hvor især vibrafonen havde min fulde opmærksomhed. Samtidig glemmer Calexico heller ikke den festlige americana, de leverer så fremragende. Og når de først folder sig virtuost ud på trompet(er), mundharmonika, harmonika, pedal steel og valdhorn, så er det virkelig svært ikke at blive særdeles begejstret og overgive sig – måske er det derfor, at Burns uproblematisk kunne slippe fra at fyre en sætning som den her af: »How are you doing, puta madres«.
Koncertens sidste tre reelle numre samlede på fantastisk vis koncertens forskellige input. Dels det lidt mere eksperimenterende, post-rockede lydbillede, hvor der blev revet i guitarerne, dels den trompetbaserede gringo-rock med dertilhørende håndklap og hæmningsløs dans og afslutningsvis endnu et nyt fænomen i Calexicos lydbillede med det dubbede “Fractured Air”, der udløste et kæmpe bifald.
Kompositorisk og helhedsmæssigt var der bestemt ingen grund til at fylde på med ekstranumre, men de kom nu alligevel, og det var ren leflen for fredagsfesten. Både “Victor Jara’s Hands” fra Carried to Dust og det efterhånden gamle “Crystal Frontier” fra 2001 gav koncerten adskillige prikker ekstra over i’et og var festlige afslutningssalver fra Calexico, bedst symboliseret ved pigen ved siden af mig, der gav sig til at danse snabeldans. Men Calexico var bestemt ikke færdige og gik på scenen for anden ekstra gang, hvor jeg ærligt må indrømme, at jeg helt var holdt op med at prøve at holde styr på numre og sangtitler. Her overraskede de så igen ved – svøbt i gulligt støvlys – at spille post-rocket udsvævende, småstøjende lydflader, nærmest som en light-udgave af Mogwai.
Det var egentlig et lidt mærkværdigt valg, selvom det passede godt til aftenens lidt mere eksperimenterende og småstøjende tilgang til deres lydbillede, men de kom da også – for en sikkerheds skyld – ind en tredje gang og sluttede af med Calexico’sk bravur. »Is it true that Copenhagen is the Paris of Scandinavia? Now I believe it’s true,« charmede Joey Burns, inden Calexico fyrede aftenens sidste nummer af, i noget der næsten mindede om et jam. Så efter næsten to timers fantastiske og uforudsigelige skift mellem ypperlig indadvendt melankoli og hæsblæsende festivitas kunne folk så vakle ud af Vega. Selvom de fleste sikkert gerne ville være blevet endnu længere.
