Plader

Calexico: Carried to Dust

Man kan anklage Calexico for at gentage sig selv med deres blanding af alternativ country og texmex, der lyder af støvede landeveje og byder på lige dele mariachi-horn og pedal steel. Men der er ikke rigtig nogen, der gør det bedre end dem, og de har virkelig formået at perfektionere et egenartet udgangspunkt.

Anklagerens procedure:
Et par gamle røvhuller, der har været for længe i rock-branchen uden at opnå bred kunstnerisk anerkendelse uden for alternative rock-kredse – forståeligt nok deres manglende musiske talent taget i betragtning, laver endnu et album, hvor intet sker. De samme gamle tricks foldes ud gang på gang: lidt twang-guitar og pedal steel, så man får en klam fornemmelse af, at de slår plat på country-genren; mariachi-horn, så der kommer lidt beregnende eksotisk kulør på paletten, og alle de kultur-radikale kan føle sig »åh, så alternative og i kontakt med den tredje verden«; og så den der forbandede støvede produktion, der skal give albummet et skær af autenticitet, når det i virkeligheden er så konstrueret, at man skulle tro, at det var alverdens lyd-ingeniørers livsværk.

Især vokalen er søvndyssende, fordi den er så glat, at selv Stampe med snesko ville komme på glatis. Den mumler: »Passér gaden, her er absolut intet at høre og se.« Og det er der virkelig ikke. Bare nogle trætte, gamle mænd, der er så selvsmagende, at det er utroligt, de endnu ikke er blevet opløst i deres eget mundvand.

Forsvarerens procedure:
Nogle har en sygelig trang til fornyelse. Progression, progression, progression, synes deres mantra at være. Men den velfunderede overvejelse, gennemtænkningen af materien, giver et mere formfuldendt slutprodukt. Calexico har gennem årene udviklet en helt igennem enestående lyd og har udforsket og fordybet sig i den. På Carried to Dust kan man tydeligt høre deres lyd og de virkemidler, de har brugt flere år på at afsøge, anvendt velovervejet til at skabe et helstøbt album, der både indeholder variation og eftertænksomhed.

Deres blanding af alternativ country og texmex, der en gang imellem låner fra postrockens strukturer, er helt deres egen, og de kender efterhånden deres styrker så godt, at de med lethed kan tilføre deres støvede lyd fængende melodier. Melodier, der endda lyder umiddelbart genkendelige, men også er slidstærke nok til adskillige lyt.

Når deres lyd skaber billeder af aftenskumringen i USA’s sydlige stater, og de silkebløde vokaler blæser hen over huden som en let brise, er det svært ikke at lade sig henføre. Den dovenskab, der ligger i deres melankolske stemningsbilleder, bliver understøttet af en fyldig og rig lyd med rigeligt rum til at lade hver tone klinge på den imaginære prærie, hvor følelsesmæssige kaktusser prikker i huden. Det giver plads til de små detaljer, der som små soniske gemmesteder beriger den ellers nedbarberede instrumentering og åbner op for større replay value.

Nej, der er ikke sket det store med Calexicos lyd, men de eksekverer den med en kvalitet og sikkerhed, der afslører et grundigt arbejde med deres lyd, og derfor er behovet for at forny sig overflødigt. Carried to Dust er som et andet hjem, når ens eget føles fremmed.

Dom: Thi kendes for ret: Calexico er uskyldig.

★★★★★☆

Deltag i debat