Som så mange gange før, i hvert fald på hans seneste udgivelser, har Damien Jurado fået god og kvalitativ hjælp fra hans miniduo: Jenna Conrad på cello og Eric Fisher på keyboard, guitar og trommer. De tre udgør et stærkt kort inden for det at skrive sørgmodige sange, båret frem af relativt enkle midler, ikke alt for meget larm og et konsekvent fokus omkring formidling af en stemning og en historie.
At der så har været ganske mange forskellige former for tristesse, når man ser på Jurados bagkatalog, er en helt anden historie, og skal man med visse forbehold give Caught in the Trees en mærkat, må det være en af Jurados klart mest poppede og lyse udgivelser.
Pladen er på mange måder et opgør med fortiden, og er der en sangskriver i denne verden, der ikke har gjort særlig flittigt brug af livets lyse sider, må det siges at være Damien Jurado. Om han er blevet inspireret af José Gonzales’ mange reklamestunts, hvor singer/songwriter-genren virkelig har fået et skud epo, eller om han er blevet træt af at være en skygge af sig selv, skal jeg lade være usagt, men et faktum er, at Damien Jurado anno 2008 aldrig har lydt mere livsglad og sprudlende – i hvert fald et stykke hen ad vejen.
“Gillian Was a Horse” ligefrem oser af overskud og radiovenlighed. I en blindtest var der garanteret mange, der ikke lige havde gættet på Jurado, og vi nærmer os næsten noget, der kunne ligne amerikansk radiorock – ikke lo-fi singer/songwriter.
Den første håndfuld numre går rent gennem rockmaskinen, og der må virkelig være hardcorefans, hvis indre jeg muterer flere gange, indtil laseren rammer “Sorry is for You”, der så til gengæld rammer den gode gamle Jurado-stil, med intime stemninger og enkle arrangementer.
Om pladens indledning er et forsøg på at tage chancer eller gøre sig selv mere synlig/mainstream, er et spørgsmål, der utvivlsomt rejser sig, men faktum er, at man er nødt til at dele Caught in the Trees op i en form for yin og yang for at forstå dens dimensioner.
Første halvdel af pladen er poppet og ligefrem. Anden halvdel er langt mere indadvendt og Jurado’sk, f.eks. duetten “Everything Trying”, der kommer helt ind under fodsålerne, og Jenna Conrad beviser, at hun kan andet end at spille cello. Hendes vokal smeder guld i selskab med Jurados noget navlebeskuende vokal.
Bredt betragtet er albummet lidt af en kamæleon. Det begynder ikke så overbevisende – eller rettere sagt, så er Damien Jurados livtag med amerikansk radiorock ikke super vellykket. Ikke decideret dårligt, men heller ikke decideret appellerende. Heldigvis får hans gode gamle jeg overtaget, og det skrabede og bombastisk enkle i pladens sidste halvdel giver grund til at have forhåbninger for manden.
Så et par velmente ord skal du have med på vejen, Damien Jurado. Drop idéen om at ligge nummer et på alverdens hitlister. Søg videre i dine homogene og substantielle tåger af livsbetragtninger. Det er her, du giver verden baghjul og viser, at »less is more« for alvor er din rette hylde. Respekt for at ville noget andet og for at søge udfordringen, men lad det blive ved det ene forsøg, og tag så dine egne ord bogstavligt i “Sorry For You”: »I change my tune if it matters to you«.
