Der har måske ikke ligefrem været behov for at mande sig op, men det har på det seneste delvist handlet om at komme tilbage på sporet for The Blue Van.
Efter den fuldfede debutskive The Art of Rolling fra 2005 og en langvarig turné i bl.a. USA, fulgte Dear Independence i 2007, som ikke helt levede op til de store forventninger. Kort tid efter gik bandets pladeselskab TVT Records konkurs, og så måtte den blå vogn sendes til syn.
The Blue Van er dog på ingen måde at sammenligne med en gammel rusten spand. Tværtimod virker eksil-vendelboerne særdeles veloplagte på dette tredje albumudspil. Umiddelbart skulle man måske ikke tro, at bandet ville virke specielt veloplagte på nuværende tidspunkt. For på trods af hype og store roser udeblev det helt store gennembrud i udlandet.
Man Up lyder dog mere som et band med fornyet energi og genfunden kreativitet end et frustreret band med en galoperende identitetskrise. The Blue Van er stadig retrorock til det yderste, men alligevel er det tydeligt, at bandet har udviklet sig i løbet af de knap fire hektiske år, der er gået, siden debutalbummet udkom. Den kåde retrorock, som var altdominerende på The Art of Rolling, er denne gang mere moden i sin form, og der er mange flere slidstærke sange i forhold til Dear Independence. Derfor lyder Man Up mærkbart anderledes end de to forrige album, selvom bandet ikke har forsøgt at genopfinde sig selv totalt.
Det nye i kvartettens retrorock-univers er dog blandt andet, at hammond-orgelet har fået en langt mindre plads denne gang. Der er tydeligvis blevet tænkt mere over, hvornår det var oplagt at inkludere orgel, og hvornår det var knap så relevant for sangenes krop og sjæl. Disse overvejelser har blandt andet bidraget til, at sangene fremstår langt mere varierede end tidligere. Samtidig bliver der givet los, hvad angår udfoldelserne på guitar, hvor der bliver eksperimenteret på skønneste vis.
Førstesinglen “Silly Boy” opsummerer den nyfundne gejst og energi fortrinligt. Et veloplagt nummer, der handler om trangen til at skille sig ud fra mængden og om samfundets trang til at putte folk i kasser. Omkvædet er medrivende, og bandets sans for melodiøsitet kommer på fornem vis til udtryk.
Hovedfokus er denne gang rettet mod den gode melodi, og dén disker retrorockerne op med gang på gang. Det er guitardreven rock med fængende omkvæd og – naturligvis – et hav af anerkendende nik mod rocken, som den lød i 1950’erne, -60’erne og -70’erne.
Indimellem bliver det dog en kende for forudsigeligt og lettere kedsommeligt. En skæring som “There Goes My Love” letter aldrig fra jorden og ender med at blive for overfladisk i sit udtryk. Så er der langt mere substans og dybde i den blues-inspirerede sag “Lay Me Down and Die”. Tempoet er indledningsvis helt i bund, mens forsanger Steffen Westmark beretter om, hvordan livet fra tid til anden kan føles som én stor forbandelse. Snart udvikler nummeret sig dog til et groovy nummer med uh-uh-pigekor og lækkert medrivende guitarspil, til dunkle linjer som »Fill my bed with roses« og »I was dead before I was born.«
Som kontrast til ovennævnte mørke skal det nævnes, at der stadig er masser af glimt i øjet hos The Blue Van. Det fornemmes naturligvis i de mere tempofyldte og feststemte rockskæringer, men også i detaljer som for eksempel det ironisk-klingende og dirrende »motherfuckeeeer,« der runder “Stop Thinking of Yourself” af.
“Out of Control” er en særdeles vellykket fandenivoldsk kommentar til den meningsløse knivvold. Der er blandt andet hentet inspiration fra kultfilmen “A Clockwork Orange”, og der er fuld skrue på instrumenterne. Skønt!
På “True” skrues der ned for tempoet, og klaveret erobrer anseelig plads i lydbilledet. Med linjer som: »it is easy to feel small / so damn easy to feel no good at all,« skabes en flot skåret og særdeles elegant ballade.
Som nævnt er der flere nye nuancer i forhold til tidligere. For eksempel tilføjer The Blue Van retrorock-kludetæppet vellykkede inspirationer fra glamrock flere steder. På “I’m a Man” kaster bandet sig dog ud i et lidt for vildt eksperiment. Der bydes blandt andet på sax og en gæsteoptræden fra rapperen Shaka Loveless. Det ville sikkert være et festligt indslag, hvis rapperen løb ind på scenen til en koncert, men på plade virker det snarere malplaceret og en kende underligt.
Bandets mange koncerter i det store udland har kastet megen frugt af sig, ikke mindst hvad angår sammenspillet. Det er ganske enkelt en fryd for ørerne at lytte til, hvor sammentømret gruppen er. Man Up er rig på vellykkede og veldrejede skæringer og tilføjer samtidig enkelte nye elementer til bandets lydbillede. Det er ikke samtlige numre, der når sikkert i havn, men albummet indeholder alligevel flere numre, der uden tvivl kommer på min liste over de hidtil bedste fra bandet.
