I disse år, hvor genrerne opbrydes og blandes hurtigere og hurtigere, fordi der er en større og større rockhistorie at trække på, og den er lettere tilgængelig via internettet end nogensinde før, giver det også mening, at selv genrefaste pladeselskaber bliver utilregnelige. Warp, der om nogen var med til at definere den hurtigt voksende electronicascene i 1990’erne, har de senere år taget rocken til sig. Både regulær rock, men også mere interessant og eksperimenterende rock, der ikke skelner mellem elektroniske og analoge instrumenter, men forener dem gnidningsløst i en ny eksperimenterende dansemusik – mest åbenlyst med !!!, men også deres seneste tilføjelse: Gang Gang Dance.
Fotos: Jon Klein
I puljen med eksperimenterende dansemusik ligger også Battles, som efterhånden har tiltrukket sig en del opmærksomhed med deres kantede, komplekse postfunk. Men de herrer i Battles har en fortid af mere eller mindre glamourøs karakter. Tyondai Braxton er lillebror til Toni Braxton (rettelse: Skribenten har haft snuden lige lovlig langt nede i rygtebørsen, og der er tilsyneladende ingen beviser for påstanden. Til gengæld er han søn af freejazz-musikeren Anthony Braxton, red.), og trommeslager John Stanier er tidligere medlem af det poppede noiserock-band Helmet, der opnåede et MTV-hit med “Unsung” fra albummet Meantime i 1992. David Konopka er nok mindst kendt, da han kun har været med i Lynx, der blev omtalt som en lillebror til Don Caballero. Og ad den kringlede vej er jeg fremme ved artiklens omdrejningspunkt.
Battles’ guitarist Ian Williams var nemlig med i dette band fra Pittsburgh, Pennsylvania, der op gennem 1990’erne opdyrkede og udviklede den bund, som Slint lagde med deres Spiderland-plade, og som – til udøvernes store fortvivlelse – skulle blive kendt som math rock. Udøverne brød sig bestemt ikke om genre-fængslet, da deres formål netop var at redefinere, hvordan man lavede rockmusik, og kategoriseringen var jo et nyt forsøg på fastholdelse. Endnu et eksempel på, at musikjournalisters kategorisering og videnskabeliggørelse af rockmusikken sjældent modtages med kyshånd fra de bands, der ryger ned i kasserne. Ikke desto mindre har Don Caballero inspireret en lang række af mathrock-scenens bands, der giver deres egen personlige fortolkning af mestrenes usædvanlige lyd.
Oprindeligt var planen, at bandet skulle have haft en vokalist, men da nogle af deres numre relativt tidligt blev efterspurgte og udgivet som populære singler – i undergrunden forstås – droppede de ideen igen. Bandet startede med Damon Che på trommer, Pat Morris på bas og Mike Banfield på guitar, og ikke længe efter blev Ian Williams indlemmet i bandet, men hen over årene blev der skiftet en del ud – primært på bassistens plads. Mike Banfield var med helt frem til den tredje plade, men ville så ikke være med mere og blev skiftet ud med Eric Emm, som Williams havde spillet med i et sideprojekt kaldet Storm & Stress. Der var dog ingen tvivl om, at bandet primært blev domineret af Che og Williams. Den del kommer vi til.
Navnet på bandet havde de fra en parodi på The Godfather fra et komedieshow kaldet Second City Television, og dette humoristiske udgangspunkt gik igen i deres underlige sangtitler, der brød med deres ellers meget seriøse og konstruerede musik. Allerede på den første plade For Respect lyder en af titlerne “Bears See Things Pretty Much the Way They Are”, og det blev endnu mere mærkeligt, som årene gik, med titler som “You Drink a Lot of Coffee for a Teenager”, “Delivering the Groceries at 138 Beats per Minute” og “Details on How to Get ICEMAN on Your License Plate”.
På deres første plade For Respect havde de allerede udviklet en personlig lyd. En kompleks støjrock med et meget dynamisk rytmespil og et væld af skiftende guitarfigurer, der både er decideret guitarstøj, men også tungt rockende riff. Sangene svinger ret fedt til trods for kompleksiteten, og der er også melodier på albummet. Albummet består primært af hurtige, tungt rockende sange, der nærmer sig metal, og så mere udflydende, vegeterende sange, der antyder den struktur, bandet udviklede senere i karrieren. På det andet album, tørt kaldet 2, har bandet udviklet sig enormt. Ches trommespil er blevet endnu mere progressivt og dynamisk, og hans rytmer buldrer ud over hele pladen (netop på grund af hans flagrende arme blev han også kaldt “The Octopus”). Williams er samtidig kommet nærmere hans stil ved at tappe sine guitarfigurer frem for at skabe dem gennem riff. Det giver et mylder af toner, dog koncentrerer de sig om et enkelt udtryk, som så bliver varieret i forskellige retninger. Den metalliske lyd dukker stadig op her og der og bliver enkelte gange underbygget af dobbeltpedal på stortrommerne, men bandet excellerer i nogle ret uforudsigelige numre, der udfolder sig som arabesker. Det er minimalistisk og komplekst på samme tid, og der tæskes en hel del energi ind i de velkomponerede sange, der virker langt mere modige og mindre skitse-agtige, end det var tilfældet på debuten.
På What Burns Never Returns har Williams perfektioneret sit polyrytmiske guitarspil, så det fylder en hel del mere. Guitarfigurerne er nu meget repetitive med en masse små afvigelser. Desuden kan bas- og guitartonerne godt arbejde på flere planer, således at noget er melodisk, mens andet er skævt, og i det krydsfelt opstår nogle overvældende dynamiske kompositioner.
Samtidig er bandet også blevet mere eksperimenterende og tillader abstrakte passager, der virker løse og ustrukturerede, for at booste overgangen til de stramt spillede dele, så de fremstår mere kraftfulde. Der er stadig enkelte tunge riff, men generelt er der skruet ned for støjen til fordel for en lysere tone, der giver plads til flere toner i lydbilledet på én gang. American Don er en direkte videreførelse af den retning. Der er langt mindre aggressivitet i sangene end før, men kompleksiteten virker mere overvældende, bl.a. fordi bandet nærmest er en stor rytmesektion, der spiller en overflod af rytmer op mod hinanden. Der er dog stadig melodier i Williams’ tapping-feast, og det skaber nogle meget smukke øjeblikke her og der på den myldrende markedsplads af toner og slagtøjsansatser.
Der skete en udvikling fra starten af bandets karriere, hvor Ches trommespil var meget dominerende, og frem mod den sidste plade, hvor Williams’ guitarspil trådte mere og mere i front. Denne udvikling var også med til at bryde bandet op, og til sidst kunne Che og Williams simpelthen ikke udstå hinanden. Udviklingen kan man nøje følge på opsamlingen Singles Breaking Up, der med sin titel refererer til Buzzcocks klassiske opsamling Singles Going Steady og endda har et fikst cover, hvor man i en række fotografier følger, hvordan en flok syv-tommere – spredt ud på en vej for at stave Don Caballero – bliver kørt over eller samlet op af forbipasserende fodgængere. Albummet spænder fra 1992 til 1997 og har dermed ikke de sidste par år med, men det giver alligevel et godt indtryk af bandets udvikling.
Efter at have spillet i et par andre bands, bl.a. Speaking Canaries og Bellini, startede Damon Che Don Caballero igen i 2002 – som eneste originale medlem – og derfor stopper guiden ved det sidste album med Ian Williams, selvom det nok ville gøre Che temmelig pissed, hans fejde med Williams og pressens dækning af den taget i betragtning. Men der er ingen tvivl om, at det er i den første periode, at Don Caballero skabte sit mest banebrydende arbejde.
Her starter du med Don Caballero:
2 (1995)
En grusom, kompleks og larmende plade, der kræver nosser at klare i ét lyt. Damon Ches forpustende aktive trommespil blæser gennem hele pladen og bliver aggressivt suppleret af både metalliske riff og begyndende tappende guitartoner. Der er et komplekst samspil mellem de fire musikere, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Pladen larmer på alle mulige måder og er et udmattende, men givende bekendtskab. Et mesterværk inden for noiserocken og en milepæl for mathrocken.
What Burns Never Returns (1998) 
Her blev bandet om muligt endnu mere eksperimenterende. Hvor de før holdt sig til stramme, komplekse kompositioner hele tiden, lod de her noget tilfældigt opstå i sangene – sådan lød det i hvert fald, men det var sikkert ganske planlagt. De fleste metal-tendenser blev lagt på hylden til fordel for et langt mere polyrytmisk og jazzet udtryk, der på mange måder er kulminationen på Don Caballeros udvikling.
American Don (2000)
Denne plade var den første, hvor der ikke skete en tydelig udvikling i forhold til den forrige plade. Det skyldes nok i høj grad, at bandet på What Burns Never Returns fandt deres æstetiske mål. Den nye guitarist Emm, som Williams havde taget med fra sit sideprojekt Storm & Stress, og Williams loopede med deres pedaler, men ellers var der ikke sket de store forskydninger. I for store doser bliver albummet måske en anelse trættende, men Don Caballero er også som udgangspunkt en overbelastning af informationer.
