Pladen i eget navn åbner med, efter min mening, en af de bedste danske singler i år. “Hvad der sker” er et fremragende surfrock-nummer, der har et guitardrive og et omkvæd, som bare gør det helt rigtige – nemlig fænger, beruser og sætter stød i kroppen. Man får straks lyst til at synge med, slå sig på låret og nikke i takt til musikken. Det er ægte køre i bil-musik af højeste karat, og det giver unægtelig visse forhåbninger i retning af et fremragende, dansksproget album her i ellevte time af 2008.
The Raveonettes er kørt i garagen for en stund, og alt imens frk. Foo barsler, spilder Sune Rose Wagner ikke sin tid med pjat og pjank. Han har i løbet af sommeren arbejdet med Jakob Høyer omkring sine dansksprogede sange og på to uger kreeret og indspillet de 10 skæringer, som lydmæssigt ret beset ikke kan skjule et strejf The Raveonettes, men alligevel rækker armen ud til et helt andet univers og indrammer den mere rolige og romantiske del af retrorocken i langtrukne guitarflader og vokal med rumklang.
Det er et vældig godt album, Sune Rose Wagner har lavet. Det holder et godt stykke hen ad vejen, men det bærer også præg af den skabelon, det er lavet i (en kort proces), og der er numre, som kunne have haft gavn af lidt mere tid og pleje. “Et underfuldt liv” lyder lidt tungt og kedeligt i sin inderste kerne, hvor det hele kører lidt i ring uden at flytte sig, og når man, som Wagner, har valgt at lægge fokus på guitarens øverste strenge, skal der arbejdes en hel del med produktionen for at få en eller anden form for drive frem. Det kniber det med på pladens andet nummer.
Der skal ikke pilles ved mandens evner til at skrue tingene sammen og sammensætte en guitars muligheder. Wagners akkorder glider eminent godt gennem albummet, og han skaber gode stemninger med sit instrument, der trækker lange tråde gennem et musikunivers fra 1960 og så til nu. Lidt surf, lidt shoegazer, retropop osv.
Et nummer som “Afgrunden” er i bund og grund ganske enkelt og akkorden simpel, da den repeteres igen og igen, men der stikkes enkelte skarpe melodistykker ind mellem det gentagne, og Wagners lidt triste vokal gør det til et perfekt stykke musikalske sparring, hvis man savner sin kæreste.
Balladedelen, og i det hele taget pladens romantiske snit, køres sikkert hjem. Wagner kan det der med inderligheden. Både “Tyskerpiger” og “Svinske mænd” er udmærkede referencer i den del. Faktisk svæver der en tyk, tyk sky hen over pladen, og den sky er fyldt med følelser, kærlighed og intimitet. Det er her, Wagner hæver sine sange op over det ligegyldige og sætter et ægte og inderligt aftryk. At hans vokal så sikkert vil dele vandene er en anden sag. Den reverb, rumklang eller ekkomaskine, han kværnes igennem, giver tydelige associationer til den musikalske kultur, vi havde for 40 år siden, og det passer godt ind i konteksten. Men jeg vil have forståelse for dem, der finder det enerverende i længden, for citronen presses til det yderste.
Det er altså ikke en The Raveonettes-plade bare på dansk. Hjørnerne er rundere og konceptet langt mere flerstrenget. Sune Rose Wagner har fundet en fin recept, som kombinerer hans The Raveonettes- og newyorker-baggrund med de danske rødder og især sproget. Det er, som om ordene har større vægt på denne plade end på de tidligere udgivelser fra Wagners hånd. Der lægges i hvert fald mere vægt bag, og stroferne udtrykkes tydeligere, hvilket giver pladen endnu et løft væk fra både Lust Lust Lust, og hvad de nu hedder alle sammen.
Jeg har svært ved at se, at dette skulle være en kalkuleret julegaveudgivelse i stil med Helmut Lotti Goes Bananas at the Bahamas. Sune Rose Wagner er et sommerprojekt, der udkommer i en kold tid, og hvor er det fornøjeligt, når en kunstner forsøger at udfordre sig selv, sprænge rammer og tage chancer. Det er muligt, at Sune Rose Wagner ikke lige rammer plet første gang, og måske indfanger han ikke helt det nye “gamle” sprog til alles begrejstring, men han sætter en tyk, tyk streg under sit store talent.
