Her præsenteres det nyeste los over knæet fra iltre Los Campesinos! Udråbstegnet er en uomgængelig markør i bandnavnet og ikke mindst på udgivelsen her. Hurtigere end andre bands følger de alvorligt op på deres debut, som udkom tidligt i 2008. Hold on Now, Youngster… var et album af noget indiefjantet karakter. Dog med så appellerende og velproduceret et udtryk, at de i dag står i første parket af supergrupper fra det britiske. Nu foreligger der et nyt skud på stammen. En uregerlig størrelse, som umuligt kan efterlade andet end betydelige indtryk.
Denne gang står sangskrivningen i Tom og Gareths navn og ikke i kollektivet Team Campesinos. Af samme grund møder man et noget personligere tekstmateriale. Stemmen på dette album er ved første lyt et modløst hvin. Hvor gør det ondt at leve, lyder det. Og galden må ud i en hujende fart, det står klart. Prøv endelig at følge med.
Som den privilegerede vesterlænding har man altid sin elektroniske dims med i ærmet. Især når man er på vej ud i samfundet og vinterkulden. Jeg siger ikke, at We Are Beautiful, We Are Doomed er skabt til denne romantiserede årstid. Det ville være for nemt. Men når et album skal bryste sig af et tema, så skal det siges, at netop “We Are Beautiful, We Are Doomed” gør alt for at vrænge sindrigt af tilværelsen. Og hvorfor ikke gå i følelsesmæssig koks og lytte til ung og opfarende musik i en bus i december? Det gør jeg gerne.
For at blive ved pladens lyriske tema, så ligger alt pladask håbløst hen. Al moral er fornedret til hovedløse aktioner. Og man klapper jævnligt sig selv på skulderen for at være en perfid stodder. Alt i alt er der ikke noget, som betyder noget for den forkvaklede indieknøs. Helt grelle er de seksualforstyrrede fantasier om kopulation med ekskæresten. Makkerskabet Tom og Gareth beskriver den slags som »a soft-porn version of the end of the world.« Et ikke helt utroværdigt billede.
Om ikke andet er teksterne nemme at identificere sig med. Tilmed lyder pladen som alt, man kan komme i nærheden af under rubrikken emotionel powerpop. I denne sammenhæng er det en overophedet vælling af tjep rockmusik med klokkespil, strygere og en hidsig basgang. I stil med det brødrende band Love Is All brager de af sted med fællesskrål og vokalharmonier. Der benyttes elektroniske lyde og keyboard, som man i de seneste år har hørt hos Mates of State, Architecture in Helsinki og Deerhoof.
Vokalarbejdet er klassisk i sin britiske og rigide insisteren på konfronterende rocklyrik. Ingen fingre lægges imellem for kvalte skrig og interjektioner. Den unge mand er gal på det unge liv, og hvad nytter det egentlig? Vokalen læner sig op af det, vi kender fra Kele Obereke fra Bloc Party. I få afdæmpede passager, især på “Heart Swells/Pacific Daylight Time”, hører man næsten Conor Obersts klagende stemme. Men ligheder sløres hurtigt af en temmelig varieret sangstruktur. Ikke mindst på grund af den skiftevis ungdommelige iver og dernæst mutte forvirring. To elementer, der sammen står som katalysator for projektet.
Tilbage står man med oplevelsen af en insisterende og iørefaldende portion emokvidder. Los Campesinos! har fundet formlen, hvormed man gemmer et fatalistisk tungsind bag velklingende popmusik. Lidt som vi kender det fra Belle & Sebastian. Oven i hatten burde det ikke være muligt at lave så god en plade på så kort tid, oven i en turné, og det umiddelbart efter et så populært album, som det forrige var. Men nu kan man kun vente på et tredje udspil, som forhåbentlig trækker på nye sprudlende og lidende walisiske luner.
