M. Ward har de senere år plantet sig solidt på den amerikanske indiefolk-scene. Med gennembrudsalbummet Transfiguration of Vincent viste han sit værd, med Post-War slog han det fast, og med det seneste album, Hold Time, beviser Ward, at han i den grad har talent for at fortælle billeder i lyd ud fra en ganske simpel, men særdeles holdbar skabelon.
På Hold Time, der er Wards sjette studiealbum, er stilen mere end let genkendelig, så hvis man håbede på fornyelser eller måske bare lidt overraskelser, vil man blive slet skuffet. Hvis man til gengæld er en af dem, der er blevet afhængig af Wards varme, men rustne vokal og hans evne til at skrive ørehængere, hvor countryens nostalgiske nerve afvejes mod americanaens energi og rockens råhed, er Hold Time så godt som uundgåelig.
Wards sjælesørgende, guitardominerede univers er igen originalt skruet sammen på Hold Time. Hans iver for at bruge guitaren i alle dens afskygninger giver albummet dynamik og variation. Vi gennemgår således alt fra mexicansk mariachi-guitar til simpel spansk guitar til slideguitar og skærende spade i løbet af albummets i alt 14 skæringer. Tilmed er Wards tekstunivers blevet forfinet siden sidst. Dette gælder især på numre som “Jailbird” og “Blake’s View”, hvor lytteren præsenteres for gæve anekdoter og finurlige eventyr.
Ward har tidligere tiltrukket mange samarbejdspartnere, bl.a. Jenny Lewis, Bright Eyes og My Morning Jacket, og også på dette album brillerer han i samspil med blandt andre Zooey Deschanel (fra She & Him, som også tæller Ward), Jason Lytle (fra Grandaddy) og ikke mindst Lucinda Williams i duetten “Oh, Lonesome Me”, hvor Williams’ rå vokal supplerer Wards vanlige rustne skønsang på usædvanlig smuk vis.
En del numre på Hold Time følger en let genkendelig opskrift, hvor mange ingredienser minder en hel del om dem, der dannede fundamentet på den højst anbefalelsesværdige Post-War. Igen er Wards vokal ofte placeret langt tilbage i lydbilledet, hvilket er med til at skabe det nostalgiske præg, der er blevet Wards kendetegn. Den akustiske guitar spiller en afgørende rolle som sædvanlig, dog denne gang også spædet op med en del strygere og gode vokalarrangementer. Melodierne følger også oftest en færdiglavet skabelon, hvor vi starter i det blide, sætter i let trav og ender i det kontrollerede vilde.
Men selvom genkendelsens glæde til tider er ved at overskride sin grænse, f.eks. i numre som “Rave On” og “For Beginners”, er det alligevel netop denne opskrift, som også udgør pladens styrke. For Ward skriver bare gode melodier, der er fuldkommen hans egne!
