Synthindsølet og sexfikseret
Prince, 1999, Warner, 1982
Den avantgardistiske megastjerne
I dag står 80’erne, blandt meget andet, som megastjernernes årti og en tid, hvor det var muligt for en enkelt musiker at opnå en fanbase og en kommerciel gennemslagskraft, der nærmest transcenderede begrebet “larger than life”. Fire vidt forskellige musikere udgør i dag den store globale, fælles kulturarv fra 80’erne: Madonna, Bruce Springsteen, Michael Jackson og Prince.
Alle lavede de plader og frem for alt hitsingler, der nåede ud til hundreder af millioner af mennesker, og som vil blive lyttet til mange generationer ud i fremtiden, men alligevel synes Prince at skille sig ud i den lille flok. Godt nok opererer han i den kollektive bevidsthed på samme måde som de tre andre: Han har lavet sange, der som “Born in the USA”, “Like a Virgin” og “Billie Jean” er kulturelle referencepunkter, alle kender. De er en totalt selvfølgelig del af de fleste menneskers musikalske baggrund, og det er vel de færreste, der kan huske præcis hvornår og under hvilke omstændigheder, de første gang stiftede bekendtskab med numre som de ovenfor nævnte, da de indgår som globalt kulturelt pensum på linje med Eiffeltårnet, Mona Lisa og Frihedsgudinden. Men alligevel er Prince, modsat de tre andre, ikke noget, man uden videre eksponeres for i dag, og han kan bestemt ikke siges at være oppe i tiden. Michael Jackson har udviklet sig til et offentligt freak show, Madonna og Bruce Springsteen har begge holdt fast i deres kernepublikum, mens Prince mere eller mindre forsvandt i obskure røgslør i løbet af 90’erne.
I dag er det, som om folk, der blev musikinteresserede efter 1990, selv må opsøge Prince, hvis de vil kende hans værker indgående. På sin vis må man tage tilbage til 80’erne, hvor de synes at være blevet tabt i en tidsboble. Prince er ikke længere noget, der bliver brugt som underlægningsmusik, når de i fjernsynet snakker om 80’erne, og der er aldrig tre for en hund- kampagner med hans plader i pladebutikkerne.
Det, tror jeg, skyldes, at Prince var så insisterende langt fremme i skoene i sin storhedstid, at han fik et massepublikum til at høre musik, som normalt er alt for eksperimenterende, excentrisk og bizart til at opnå så bred en gennemslagskraft. Et megahit som “When Doves Cry” fra Purple Rain er eksempelvis at regne for en kompositorisk bastard sammenlignet med alle andre hits fra perioden, og i takt med at Prince fulgte sin helt egen musikalske vision op gennem 80’erne, blev hans albums og singler blot mere og mere spraglede, omfangsrige og egne. Samtidig med at publikum labbede det hele i sig, og han bibeholdte sin globale megastjernestatus, vel at mærke.
Konturerne af en vision
1999 fra 1982 er specielt væsentlig i Prince-sammenhæng af flere årsager. Først og fremmest medførte den hans endelige kommercielle gennembrud, og den indeholder et par af hans mest kendte numre. Dernæst manifesterede den Prince som den persona, han rendyrkede årtiet ud og i grunden altid har været. Det specielle ved den persona er, at den er Prince: Et lille sexfikseret, sexrevolutionerende partymonster af et musikalsk geni. Kanal for en vision om sex, frihed, apokalypse og overflod produced, arranged, composed and performed by Prince. Og hvem, der gemmer sig inde under personaen, er der ingen, der ved, og det er et af de allermest dragende aspekter ved Prince som kunstner. Ingen ved i virkeligheden, hvem han er, og det gør det kun endnu nemmere og mere tillokkende at svømme hen i hans vision. Derudover er 1999 hans måske mest eksperimenterende og indflydelsesrige plade, og den indeholder nogen af hans allerbedste numre. Den startede en mindre syndflod af fantastiske plader i Princes produktion, der blandt andet indbefatter hans to absolutte mesterværker: Purple Rain og Sign O’ the Times.
At 1999 er starten på et projekt, som Prince endnu ikke havde kontrol og overblik over, høres tydeligt pladen igennem. Han er i den grad i sit es, men samtidig er pladen så radikalt eksperimenterende og anderledes i forhold til hans foregående udgivelser, og musikalsk er han ofte ude på så dybt vand, at det ville være noget af en tilsnigelse at kalde 1999 for en helstøbt plade. Det er hans første dobbelt-album, og lige så meget som han senere kom til at perfektionere det format, lige så meget er 1999 kløvet i to dele: Et brag af en synthsoul-plade udgør første lp, mens anden lp i højere grad har karakter af usammenhængende og skizofrene eksperimenter spændende mellem fem og 10 minutter i længde, men det gør den dog på ingen måde uinteressant at lytte til.
Dommedagsporno
De fire første numre på 1999 udgør en kickstart, som i den grad annoncerede, at det var en ny, transformeret og ultraskarp Prince, der her gjorde sin entre. På sine fire foregående plader var han en mere traditionalistisk (i den udstrækning det begreb er gangbart i Prince-sammenhæng) soulorienteret sanger, der kulminerede med hovedværket Dirty Mind fra 1980, men i sit nye udtryk havde han i den grad omfavnet synthesizeren og den bastante trommemaskine. Det høres i fuldt vigør allerede på det første nummer, der også er titelnummer, første single og en af Princes signatursange.
En forvrænget stemme bekender »Don’t worry I won’t hurt you I only want you to have some fun«, hvorefter den udødelige synthesizermelodi på “1999” sætter i gang, og Prince og medlemmerne af hans band The Revolution på skift kan udfolde deres apokalyptiske programerklæring: »Life is just a party and parties weren’t meant to last«. De apokalyptiske skyer hænger tungt over nummeret, og det eneste, der synes at give mening i den sidste stund, er at gå amok i en rus af party. Vi er nået til et punkt, hvor livet er festen. Det lyder hedonistisk, men det har bestemt en frustreret og uhyggelig grundklang. Der festes ikke for at opnå en tilstand af hverken forglemmelse eller nydelse, men for at mærke sig selv, inden alt sprænges til atomer. »If I’m gonna die, I’m gonna listen to my body tonight«. “1999” skaber en uhyre fremmedgørende grundklang for pladen, og kritikeren Dave Marsh har præcist indfanget, hvilken stemning nummeret skaber, og hvilken tilgang Prince har til apokalypsen: »Not that Prince is arguing against the bomb. What he’s against is the idea that you can’t do anything about it. He’s not even angry, just annoyed at anybody who’d knock on his door with something other than partying on his mind. As others try to run from the destruction, he shrugs it off and gets his ass back into gear on the dance floor. What’s really chilling is that it’s so crowded.«
Og hvad, der derefter følger, er selve festen midt i lyset af bomben. De resterende sange på første del af 1999 handler om sex i alle afskygninger, og det er her, Prince-personaen virkelig folder sig ud. Andet nummer er endnu et megahit og måske Princes bedste single overhovedet. “Little Red Corvette” er en popsang fra den allerøverste skuffe, og over et medrivende synthorgelbeat udgør den en ophobning af sex-metaforer primært ved hjælp af så klassiske billeder som hesten og bilen, men sjældent er det hørt så konsekvent udført som her. Og så er det hele blot en opbygning til sangens orgiastiske klimaks, hvor en sylespids guitarsolo hyler budskabet sikkert i havn over den insisterende trommerytme.
Den efterfølgende “Delirious” viser, at Prince virkelig har lært at inkorporere synthesizeren på alle måder. Efter de mere cinematiske “1999” og “Little Red Corvette” er den totalt nedbarberet til bas, trommemaskine og en synthtone så sylespids, at den nærmest skærer i kraniet, hvilket blot forstærker fornemmelsen af at blive “delirious” i nærheden af en hvilken som helst person af det modsatte køn.
Sexmetaforikken og billedet af Prince som sleazy, umættelig og desperat korpulerende dommedagsprofet når sit højdepunkt i den afsindige “Let’s Pretend We’re Married”, der i mine øjne udgør pladens højdepunkt. Det syv minutter lange nummer udvikler sig langsomt over en diskret galoperende grundrytme, der efterhånden suppleres af allehånde synths, plastiske trommer og et virkningsfuldt »Uh-we-sha-sha-ku-ku-yea«-kor.
Sangens egentlig kup er Princes vokal, der vrider sig, råber, skriger og skaber sig, så umætteligheden og den latente desperation virkelig bliver til at tage og føle på. »Excuse me but I need a mouth like yours to help me forget the girl that just walked out my door,« bedyrer han sit offer, og så mangler der ikke andet end titlens ad hoc-alibi, før de kan »go all night« uden tanke for eventuelle forpligtelser. Prince synger, at hans kæreste ikke bekymrer sig om, hvad han foretager sig – og at han i øvrigt ville være ligeglad, hvis hun gjorde – »so come on baby, let’s ball!«. Sangen er måske Princes mest eksplicitte, og i outroen nærmer den sig det pornografiske, når han hvisler »I wanna fuck you«, og det er hans egentlige kunst, at han kan gøre et så voldsomt og potentielt latterligt nummer som “Let’s Pretend We’re Married” komplet overbevisende og til lidt af en musikalsk tour de force.
Det er også et bevis på, hvor godt hans persona fungerer på første del af 1999, men her stopper festen også, og pladen brækker over i to dele. Anden del er så sær, eksperimenterende og strittende, at der næsten er tale om to separate plader.
Det futuristiske synth-laboratorium
Anden del af 1999 forlader fuldstændig første dels party til fordel for noget, der nærmere minder om en post-apokalyptisk tilstand. Numrene bliver markant længere, den fængende pop er lagt på hylden, og i stedet dyrkes repetitioner og en nærmest futuristisk synth-programmering. Dette høres for eksempel på den funky og langstrakte (og næsten 10 minutter lange) “Automatic” og den mere kølige og glatte “Lady Cab Driver”, hvor en hel masse prøves af, og man synes at overhøre en kunstner i sit laboratorium, hvor han eksperimenterer med sanglængde og instrumentering uden at have andet end sig selv og sine ideer i hovedet. Det er til tider befriende at lytte til, og det er sjovt at tænke på, hvor mange millioner hjem der er indehaver af en plade med så far out og sære numre.
Ydermere har anden del mere end et skær af skizofreni over sig, hvilket første gang viser sig, da balladen “Free” afslutter lp’ens side 3. Det er en glimrende og let patetisk ballade, der ikke desto mindre virker uhyre malplaceret i 1999’s kontekst. En hymne til frihed og lighed er ikke noget, man pludselig forventer midt i post-apokalypsen, og herefter mister Prince da også fokus pladen ud.
Især i sammenligning med den ekstremt stramme og perfektionistiske første halvdel virker anden halvdel af pladen næsten for eksperimenterende og til tider skødesløs. Lp’ens side 4 er et miskmask bestående af “Lady Cab Driver”, den spoken word-agtige “All the Critics Love U In New York” og den afsluttende ballade “International Lover”, der minder lidt om “Free” – med den væsentlige forskel, at det prætentiøse er udskiftet med en præcist placeret tunge i kinden. Det ændrer dog ikke på, at hvad der på første halvdel nærmest antog karakter af konceptplade, får en noget diffus og spraglet udgang. Hvis man lytter til 1999 som to separate plader, er anden del fyldt med gode sange og til tider vellykkede eksperimenter samt smagsprøver på balladeformen, som Prince siden kom til at mestre til perfektion på plader som Around the World in a Day og Sign O’ the Times.
Alt i alt er 1999 noget af en mundfuld og en monumental programerklæring for Prince, der her gør 80’erne til sit årti. Det er en plade, der præsenterer den seksuelle besættelse, der i hans produktion hidtil havde haft mere kødelig karakter, men nu begyndte at nærme sig et idéplan og udviklede sig mod en teatertilstand, hvor personaen Prince blev altdominerende og skarpt defineret.
Som skrevet skulle Prince siden hen opnå total kontrol over sin formel og lave bedre og især mere helstøbte plader end 1999, men fornemmelsen af noget stort i sin vorden gør den alligevel til en speciel plade i et mægtigt oeuvre, og så er det altså virkelig svært at opstøve bedre og mere medrivende singler end de fire første numre på 1999.
Trackliste:
1. 1999
2. Little Red Corvette
3. Delirious
4. Let’s Pretend We’re Married
5. D.M.S.R.
6. Automatic
7. Something in the Water (Does Not Compute)
8. Free
9. Lady Cab Driver
10. All the Critics Love U In New York
11. International Lover