Det er vældig søgt og lidt af en kliché at drage paralleller fra albumtitler eller kunstnerpseudonymer til en musikers udtryk, men det vil jeg i dette tilfælde se stort på, for Andrew Bird fremstod ved mandagens koncert i Lille Vega fuldstændig som titlen på sit seneste album, Noble Beast. Et nobelt bæst. For hr. Bird er ganske vist en nobel herre, der iført slips og jakkesæt trakterer et velopdragent og behersket publikum med nydelige og swingende kompositioner fremført på noble instrumenter som violin og xylofon, men han er også et bæst. Ikke et bæst med de negative bibetydninger, der nu må tillægges ordet i dagligdags forstand, men slet og ret et dyr, hvor instinkt fører til handling. Disse modsatrettede udtryk af mere eller mindre voldsom mimik og en stærkt udtalt musikalsk legesyge samlet i en fattet og høflig skikkelse var en direkte personificering af den underspillede ironi og det ekletiske lydbillede, der er kendetegnende for Birds musik, og dermed hovedårsagen til, at hans numre denne aften stod stærkere end nogensinde.
For – indrømmet – jeg var som udgangspunkt ikke udelt begejstret for Noble Beast, hvis afdæmpede, men finurlige indslag jeg syntes kunne brug en tand mere af den småpompøse og skæve poppethed, der tidligere har præget Birds udgivelser, men ved mandagens koncert var det netop overlegenheden ved den eksperimentende fremførsel af disse tilbageholdende numre, der fik publikum til enten at holde vejret af frygt for at forstyrre en spinkel violin eller ivrigt at nikke med, når kompositionerne foldede sig ud i fuldt flor.
Førstnævnte var især tilfældet, da Bird alene åbnede aftenen med “Dark Matter” i en nedbarberet version, hvor loopede violinstrøg og fløjterier byggedes op til et imponerende facetteret onemanshow, der fortsatte over i “Action/Adventure” fra den seks år gamle Weather Systems. Først herefter fik Bird selskab af sit liveband, der nydeligt og nuanceret fulgte hans udkejelser uden at aflede opmærksomheden fra den gestikulerende hovedperson, der ofte syntes at sige langt mere om et nummers betydning gennem mimik og armbevægelser end via den egentlige lyrik. Når bølgerne gik højest, som det var tilfældet under “A Nervous Tic Motion of the Head to the Left” eller ved den helt sublime fremførelse a “Why?” fra tiden med Bowl of Fire-konstellationen, forsvandt grænsen mellem musik og teater, og hele foretagendet smeltede sammen til den hæsblæsende, underholdende og ekstremt musikalske oplevelse at se Bird have heftige diskussioner med sin egen loopede stemme.
Her er det vigtigt ikke at glemme nøgleordet ’musikalsk’ blandt alle løjerne, for Bird er gennemsyret af en musikalitet, der skinner igennem, når han så meget som kigger på sin violin, og dette talent er uden tvivl hans vigtigste karaktertræk på en scene. Aftenen igennem opstod der da også visse passager af ren og skær vellyd, som eksempelvis under “Skin Is, My” eller “Masterswarm”, men ved aldrig at affyre mere end et par guitarakkorder ad gangen og hele tiden at veksle mellem et bredt spektrum af instrumenter tillod bandet ikke, at publikum på noget tidspunkt forfaldt til at blive strøget med håret. Der var derimod tale om et langt, kunstnerisk højdepunkt af en koncert fremført af en mand, hvis evne til både at underholde, fascinere og forføre gennem musik jeg sjældent har oplevet hos nogen anden kunstner. Bird var simpelthen det bedste selskab, man kan forestille sig – bæst eller ej.
