I 2008 udgav Atmosphere det fremragende album When Life Gives You Lemons, You Paint That Shit Gold, der i luksusudgaven også inkluderede et eventyr i børnebogsformat, og det har åbenbart skaffet Atmosphere så mange lyttere, at man fra Rhymesayers’ side har besluttet at genudgive det album, der af mange anses for at være det bedste fra Atmospheres hånd, God Loves Ugly fra 2002.
Sammenlignet med When Life Gives You Lemons, You Paint That Shit Gold er produktionerne på God Loves Ugly ikke helt så beattunge og mainstreamvenlige, ligesom numrene både er længere og synes at være mere krævende på en helt anden måde end numrene på When Life Gives You Lemons, You Paint That Shit Gold. Det skal dog med det samme siges, at der bestemt er masser af gode, stramme og catchy beats på God Loves Ugly, men der er en udefinerbar kompleksitet over pladen, der er svær at sætte fingeren på.
En del af forklaringen på, hvad det er, der gør albummet så svært fordøjeligt, er uden tvivl, at lydbilledet er meget komplekst og består af mange forskellige lydeffekter og instrumenter fra nummer til nummer. Hertil kommer Slugs aggressive, tempofyldte og meget kompakte rap, der – selvom hans flow er ret distinkt – sætter lytteren på prøve. Man bliver simpelthen bombarderet med indtryk, og det er nok det, der gør pladen til en både stor, men også krævende oplevelse.
Et andet aspekt, der gør oplevelsen krævende, er, at man aldrig kan vide sig helt sikker på, hvad man får. F.eks. fortæller “Hair” om, hvordan Slug og en kvinde flirter, og hele nummeret bygger op mod, at de skal være sammen. Man falder nærmest til ro i nummeret, og s唦 ud af det blå og leveret med den største selvfølgelighed: »She missed a red light / we hit a pick-up truck and we both died.« Atmosphere er uberegnelig og svinger ind og ud mellem beats, sødmefuld baggrundsvokal og aggressiv rap.
Og netop Slugs aggressivitet, der uden tvivl også gør sit til at underbygge pladens kompleksitet, understreges af et ekstremt udtryksfuldt tekstunivers, hvor Slug selvfølgelig – som alle andre rappere – bruger noget energi på at booste sit ego, men i høj grad også lever højt på ekstremt personlige og selvudleverende tekster. Et godt eksempel på det er den stærke “F*@k You Lucy”: »I wanna stand on top of this mountain and yell / I wanna wake up and break up this lake of hell / I feel like a bitch for letting the she twist me up / the last star fighter is wounded time to give it up / on a pick it up mission / kept it bitter / getting in a million memories just to forget her / [“¦] / fuck you Lucy for leaving me / fuck you Lucy for not needin’ me / I wanna say fuck you / because I still love you / no, I’m not ok / and I dont know what to do.«
God Loves Ugly er nemlig i høj grad emorap, der kan opfattes som en antitese til hiphoppens grundlove, som fokuserer på at booste det mandlige ego ved at være den bedste graffitimaler, den bedste rapper, the biggest balla/highest rolla, mens emorappen tager fat i – ofte meget aggressive, store og tunge – følelser og viser dem og sig selv frem i al sårbar nøgenhed (og her kan man så passende starte en diskussion om, hvorvidt det at fortælle om og vise sine følelser i virkeligheden ikke er det reelt maskuline, men lad det nu ligge).
Forfaldet og de destruktive, svære følelser er centrale temaer på God Loves Ugly, og selvom det er en plade, der i al sin grimhed og udførlige beskrivelser af bl.a. kærlighedens skyggesider gør mig tung om hjertet, så er det samtidig en anbefalelsesværdig plade, fordi den gjorde og kontinuerligt gør op med en af de stereotyper, som er moderne, alternativ hiphops største trussel – gangstarappens oppustede maskuline ego – og i stedet fremviser følelser og ægthed på en bund af hiphoppens real deal: gode, solide og velproducerede beats. Tilsætter man dertil Slugs vedkommende, rørende, velskrevne og velleverede rim, har du virkelig en plade af allerhøjeste kvalitet.
