Mogwai-koncerten på sidste års Roskilde Festival var vel egentlig højdepunktet for mig. På en og samme tid var det fantastisk, smukt, overvældende, uforglemmeligt og helt og aldeles ondskabsfuldt. Men det skulle det også være. Det var den oplevelse og den sindsstemning, jeg ledte efter på den tid af dagen, og den fik jeg i overflod. Samtidig var det skelsættende, for da koncerten var slut, vidste jeg godt – uanset hvor majestætisk det end havde været – at det var mit farvel til postrocken. Det støjinferno, jeg havde oplevet på Arena med mine yndlingsskotter, var den perfekte afslutning. Det endegyldige farvel til et liv med himmelråbende og altoverskyggende post-kaos. Jeg sagde godt nok til mig selv, at jeg skulle hjem og finde Young Team, Come on Die Young og Rock Action frem fra bagerst i reolen, men lige så snart at ordene havde forladt min mund, vidste jeg, at de var løgn. Den tid var forbi, og mange andre sindsstemninger ventede på at tage over. Ventede på at fylde mit øverste med nye følelser og skade mine ører på andre, men formentlig ikke voldsommere måder.
Her et år efter vil skæbnen det imidlertid sådan, at ørepropperne skal findes frem fra gemmerne. Denne gang er det dog ikke pga. et besøg fra kongerne, men fra nogle af dem, som forsøger at overtage tronen. Måske netop af frygt for denne overtagelse har Dominic Aitchison fra Mogwai valgt at indlogere sig på hotel Crippled Black Phoenix. Etablissementet udgav i 2006 debutalbummet A Love of Shared Disasters, som af Undertoners anmelder fik følgende rosende ord med på vejen: »Det lykkes igennem konceptet om håbløshed, sørgmodighed og søgen at få skabt en fælles lyd, der rent faktisk fungerer, om det så er rumledrone eller melodisk alt. country.« På efterfølgeren, 200 Tons of Bad Luck, som jeg sidder med i dag, har disse roser taget form af stilforvirring og dårligt håndværk. For at gøre det enkelt; de ting, som bandet kan, gør, vil og engang gjorde – ja, det gør de ikke særlig godt mere og heller ikke med nogen særlig overbevisning. Støjen er gjort til skamme. Mændene er blevet til mus.
Pladen starter, som man kan forvente. På åbningsnummeret, “Burnt Reynolds”, skuffer de ingen og overrasker ingen. Stille startende, voldsomt sluttende. Som på ethvert postrock-nummer med respekt for sig selv og sin genre holder man sig til strukturen. Gradvist opbygges den syv minutter lange intro med guitardrone og messende trommer. Herefter bliver der langsomt, men sikkert skruet op for tempoet. Bandet buldrer derudad, og det er tydeligt, at man befinder sig bedst, når volumen er på max. Således fungerer det sublimt i fem af de syv minutter, som nummeret varer. Dernæst får vi første varsel om de ulykker, som pladen indeholder. Guitaronani i 80’er-forklædninger. Soloer som hørt hos D:A:D, H.I.M. og deslige. Et underligt behov for at voldtage strengene og klæde dem i dragter, som ikke passer dem. For nogen er det lykken, for Crippled Black Phoenix fungerer det ikke særlig godt. Heldigvis følger værkets bedste nummer; den dejligt aggressive “Rise Up And Fight”, som med buldrende trommer, dommedagsagtig ondskab, super-tight guitarspil og glimrende vokalarbejde for en stund overskygger de rædsler, som man – lykkeligt uvidende – har i vente.
Det største problem på 200 Tons of Bad Luck er stilforvirringen, men egentlig også stilen i sig selv. Weltschmerzen tenderer bristepunktet, og strygerne, som af en eller anden underlig grund akkompagnerer hvert eneste nummer, har ikke den ønskede virkning. I stedet for at smyge musikken lækkert ind og give den en overnaturlig og hypnotiserende effekt, virker de banale. Tunge i deres udtryk. Søvndyssende i sin værste form. Når det klikker, så skal det være altoverskyggende. Man skal ligesom være i det. Modtagelig for udtrykket og den stemning, som det kan frembringe.
Instrumentalnumrene “Time of Ye Life/Born for Nothing/Paranoid Arm of Narcoleptic Empire”, “Wendigo”, “Crossing the Bar” og “444” formår desværre ikke at leve op til de høje forventninger. I starten af “444” kører det ellers meget godt: »We’ve got a loudspeaker here / when we go into battle we play music very loud / and it calms us down.«
Modsætningsforholdet er, som det skal være. Støjen er et middel mod og for kaos, som den skal være. Desværre virker det hverken ægte eller særligt befordrende for lytteren. Øjeblikkene af ondskab bliver pompøse og ikke dragende. For mig at se skal det helst være sådan, at ens mor bliver bange. Bange for ens udvikling og ens mentale tilstand, når hun står med øret klemt mod teenagedøren. Hun skal signalere uforståelighed. Hun skal blive urolig, når man lytter til den slags ‘støj’. Det skal så at sige helst være sådan, at Dr. Phil advarer imod det.
Sådan er det desværre bare ikke. Alt for mange sekvenser mangler vildskab og virilitet. Øvelsen er ofte skåret ind til benet, men det virker tamt og iscenesat. Progrockede numre som “Littlestep” og “Whissendine” er kedelige og uden drev. Det sentimentale overskygger de til tider gode melodier. Balladerne bliver lidt for lyserøde, og man mangler ligesom, at en eller anden sindsforvirret person skamferer landskabsmaleriet med sine grå-sorte farver. 200 Tons of Bad Luck er altså ikke så farlig, som den lyder. Uheldet er ude for Crippled Black Phoenix og de unge, som mangler noget melankoli i deres liv.
Det var mit gensyn med postrocken og alt dens sortsyn. Men samtidig var det et lyt, der bekræftede, at min mavefornemmelse var korrekt. Ærgerligt nok sluttede det ikke med et brag, som på Roskilde Festival. Til det er ideerne bag Crippled Black Phoenix ikke længere interessante nok.
