Grizzly Bear: Veckatimest

Ensomhed, afskårethed og uforenelighed kan ikke just betegnes som de mest opløftende emner at beskæftige sig med over en hel plade, men det er ikke desto mindre, hvad Grizzly Bear har taget favntag med på deres seneste album, Veckatimest, der meget passende er navngivet efter en lille ubeboet ø ud for staten Massachusetts i det nordøstlige hjørne af USA. Et koldt og øde sted, som afstanden og akavetheden mellem to mennesker, er den lyd, Grizzly Bear søger at genskabe over deres tredje fuldlængdealbum, og selvom det til tider kræver en fokuseret indsats at trænge ind til Veckatimists kerne, kan man ikke andet end betages af dens gradvise udfoldelse og afsløring af en simpel skønhed bag det ofte komplekse og tilbagetrukne ydre.

Kompleksitet såvel som tilbagetrukkenhed har altid været et nøgleord for Grizzly Bears musik, selvom meget er sket, siden deres lo-fi-kammerpop spirede og bredte sig fra New Yorks undergrund for fem år siden. Skramleriet og de dvælende, semi-shoegazede guitarpassager, der var så sløve, at de nærmest skulle trækkes ud af anlægget, blev på Yellow House fra 2006 om ikke erstattet med, så i hvert fald omformet til en klar lyd, med en distinkt, men vidtfavnende instrumentering, der alligevel beholdt sin indadvendte charme.

Det er fra dette udgangspunkt, at Veckatimest er blevet til, og det er svært ikke at tænke, at bandet har valgt at skrue på de helt rigtige knapper for at skabe et både fremad- og indadsøgende værk, for dykkes der ned i pladens umiddelbart ensformige og tilforladelige folknumre, farer man let vild i en veritabel tangskov af omskiftelighed, hvor skæve guitarakkorder, snublende trommer og dvælende vokaler blandt et hav af andre aktører langsomt omformes og udvikles til noget større, noget skrøbeligere, noget dystert eller – ved sjældne lejligheder – noget særdeles vidunderligt. Vi snakker ganske vist år 2009, hvor freakfolk-tsunamien efterhånden burde have skyllet enhver tilbageværende originalitet væk i bølger af violinbåren weirdness, men den er ikke til at komme uden om på dette album, og selvom det umiddelbart ligger lige for at nævne et band som Animal Collective i denne sammenhæng, synes det som en alt for overrumplende sammenligning at drage til Grizzly Bears drævne og melankolske indadvendthed, der alligevel viser sprudlende legesyge på sin helt egen, diskrete vis.

Refleksioner over distancen mellem to mennesker og den hertil relaterede tendens til fornægtelse dominerer Veckatimests tekstunivers, og selvom pladens introverte melankoli er svær at komme uden om, indeholder den alligevel de mest iørefaldende numre, der hidtil er kommet fra bandets hånd. Pladen åbnes af “Southern Point”, hvis ulmende fingerspil snart farer derudad, efterhånden som det får selskab af alt fra violiner til tamburiner og et flot vokalarrangement. Det er opløftende, men på en sær, uforløst måde, da tekst såvel som musik emmer af uafklarede relationer: »In the end / you never find me now / but I’ll return to you / when you return to me […] never say it’s the last one / it’s not the last one / I never find any other / I could ever.« Det har stadig det kendte skær af Grizzly Bear, men meget er nyt, og rent musikalsk besidder mange af numrene en labyrintisk selvfølgelighed, der ikke før er hørt så detaljeret fra bandet.

Hvad, der også er nyt, er tilkomsten af numre, der kan betegnes som deciderede hits. Selvom singlen “Two Weeks” ikke indeholder de samme krinkelkroge som pladens mere indesluttede øjeblikke, sammenføres dens simple klaverklimpren og Beach Boys-lydende kor alligevel til et smukt indslag, der måske kun overstiges af “While We Wait for the Others” senere på pladen. Her kulminerer pladens midterstykke af eftertænksomme indslag i et forløsende klimaks, når pågående guitarriff udløser konstateringen af tomheden to mennesker imellem: »All your useless pretentions awaying my time / you could beg for forgiveness as long as you like / or just wait out the evening / you only leave me dry / so I’ll ask you kindly to make your way / and what was left / the perfect cleft / we all fall through.« Og det er netop et forløsende udsagn efter en række numre med drømmerier, illusioner og længsler, der ikke kan indfries, og øjeblikket understreges af pladens mest befriende melodi, båret af det karakteristiske herrekor der her endelig giver sig lov til at stræbe mod noget overjordisk.

Inden dette sandhedens øjeblik er der dog mange tanker, der skal tænkes, og situationer, der skal efterstræbes, og det er en indsigtsfuld og ikke altid lys proces, men uinteressant bliver det aldrig. “Fine for Now” forholder sig afventende med ordene »There is time, so much time, we’ve got time,« mens Edward Drostes blå, monotone vokal på elegant vis drives frem til passivt-aggressive sammenstød mellem alverdens instrumenter. “Cheerleader” er anderledes nedbarberet og lægger op til en stille dans i sort og hvid anført af jazzede aktører, mens “Dory” lader drømmerierne tage over og til lyden af solen, der spiller i tropehavets overflade, higer efter friheden og simpliciteten ved et liv uden andet fokus end lykken mellem de implicerede parter: »We’ll swim around like two dories let loose in a bay.«

Stærke afslutninger har altid været Grizzly Bears speciale, og Veckatimests trekløver – udgjort af “While We Wait for the Others”, “I Live With You” og “Foreground” – overgår tidligere tiders præstationer på området. “I Live With You” lader en stille, jazzet opbygning føre til bombastiske udladninger, der synes at besidde den frustration, man har savnet udtryk for pladen igennem, og endelig udfoldes den tindrende “Foreground”, der med skønsang og smukke klaveranslag varsler om fred og forsoning, selvom det måske ikke er af den mest lykkelige slags. Det er pladens mest simple nummer, og det er lige i øjet til at afslutte den forudgående lille times sjæleforskruelser.

Veckatimest bliver aldrig udpræget dramatisk, gestikulerende eller nemt gennemskuelig, og det er både pladens styrke og dens svaghed, for selvom den er et lille, forsagt mesterværk, kommer den næppe til at efterlade sig så stærkt et ekko, som den kunne fortjene. På den anden side er netop denne svaghed måske pladens allerstørste styrke, for den vidner på alle måder om de emner, Veckatimest samler op og bearbejder: menneskelig fortabelse, kærlighed, besættelse, frustration og lykke pakket ind på den mest sympatiske, uprætentiøse og dog håbløst forførende måde. Giv dig tid til at forsvinde i dens dybe lommer af liv, for lærer du den først at kende, har du et værk, der vil være vedkommende og holdbart langt ud i fremtiden. Veckatimest er en af årets bedste plader.