The Jesus & Mary Chain: The Power of Negative Thinking

The Jesus & Mary Chain er den type band, der virkelig har opdyrket rockmyten, uden det nødvendigvis har været intentionen. Man skaber ikke rockmyter ved bevidst at planlægge den, men ved ren og skær personlig lidelse. De store rockmyterne dør tit unge, enten af stoffer, druk eller ved egen hånd. De lider åbenlyst og er derfor et samlingspunkt for ligesindede, der gennem disse medier medicinerer deres egne lidelser og får det bedre med deres eget miserable liv. Nogle gange tager disse opofrelser desværre bare livet af mediet. Jim Morrison, Ian Curtis, Kurt Cobain. De blev alle samlingspunkt for skæve eksistenser, men drivkraften, der førte dem dertil, endte også med at opsluge dem på den ene eller anden måde og pressede dem ind i en sort kasse, hvor eneste udgang var fysisk ophør.

Brødrene Jim og William Reid overlevede deres værste perioder, men lige så meget som deres rockmyte er bygget på overdreven indtag af stoffer og en udpræget afsøgning af destruktion, har deres familiære bånd muligvis også reddet dem, da de har været to, der kendte hinanden godt, som kunne bære byrden. Det er dog nok også netop det, at de er brødre, der har været med til at skabe rockmyten, for deres interne stridigheder ligner den form for konflikter, der er mellem mange søskende, og de er tit blevet stillet til skue for publikum. Den mest myteskabende begivenhed var deres sidste koncert sammen inden gendannelsen i 2007. Den foregik i 1998 i det klassiske spillested The House of Blues i Los Angeles, hvor brødrene spillede en udsolgt koncert på deres USA-tour. En kontrovers på scenen endte i nævekamp mellem de to brødre, hvorefter William skred. Ikke bare fra scenen, men fra bandet i det hele taget. På det tidspunkt var de uenige om alt.

Opsamlingsboksen The Power of Negative Thinking dækker hele perioden af bandets levetid fra deres første, skramlede demo-optagelse af “Up Too High” fra 1983 til singlen “iloverocknroll” fra maj 1998. Men det er kun B-siderne, som bandet altid strøede gavmildt om sig på ep’er og maxi-singler, der kan høres her. I et interview i den ekstremt lækre booklet i magasinkvalitet, der følger med denne gennemførte boks, understreger Jim, at de aldrig så B-siderne som B-sange. De udgjorde tværtom en mulighed for at være frie, fordi sangene her ikke behøvede at være et hit. Det forhindrer nu ikke sangene i boksen i gennemgående at være fremragende. Sjældent har et band formået at lave så mange enslydende sange, der hver og én fænger og sætter øret i brand. Kvaliteten af materialet på disse fire cd’er er lige så højt som støjniveauet på sangene, og de fleste bands må misunde de to brødres evne til at skrive så suveræne sange og så skrotte dem til fordel for nogle endnu bedre.

60’er-pop i en sky af støj
Men hvad var baggrunden for et så kvalitetsbevidst band? Jo, bandet startede i 1983 i East Kilbride, Skotland. På det tidspunkt havde punken udviklet sig til postpunk, og der blev eksperimenteret med sort mascara i alle afskygninger i det britiske rocklandskab. Brødrene Reid dyrkede musikken, men var alligevel ikke helt tilfredse med udfaldet. De undrede sig over, at der ikke var nogen, der lavede popsange som den Phil Spector-producerede pigegruppe The Shangri-Las, men med samme tilgang til produktioner som Nick Caves tidlige postpunkband The Birthday Party. Således var markedet åbent for The Jesus & Mary Chain.

Den lyd ramte de på mange måder ret præcist, men det var også tydeligt, at andre vinyler fra den klassiske rockhistorie havde ramt de to brødres pladespillere. Et af deres største hits, “Just Like Honey”, der her findes i en demo-version, dyrker tydeligt Spectors 60’er-pop med flerstemmige vokaler og den klassiske rytme fra The Ronettes’ (en anden Spector-gruppe) store hit “Be My Baby”. Deres cover af The Temptations’ “My Girl” er nok i samme poptradition, men den leveres i en noget mere livstræt, nærmest apatisk version, som hvis The Velvet Underground havde lavet den i 1968. The Velvet Undergrounds kombination af simpel rock’n’roll og støj går helt sikkert igen i meget af gruppens lyd, og de havde tydeligvis en fascination af musikken fra 60’erne, mens mange af deres samtidige bevidst tog afstand fra den. Således anvender de huh-huh-huh-baggrundsvokalerne fra Rolling Stones’ “Sympathy for the Devil” i deres støjende og feedback-plagede version af Princes “Alphabet Street”, der blev indspillet, mens bandet var så fulde, at de knap kunne holde deres instrumenter.

Men ud over deres fascination af klassisk rock’n’roll – komplet med ekkoende vokal for at give den rette rockabilly-lyd – så havde brødrene også fat i efterkommerne af The Velvet Underground. “Hit” er med en sløv rytme og en klagende vokal et dopet nummer med minimal fremdrift, der kunne minde om Iggy Pops hypnotiserende “Nightclubbing” fra The Idiot. Og på lige så uforudsigelig vis som hos Iggy Pop liver vokalen også op til sidst og begynder at stønne et samleje frem, hvilket forårsager pludselige drøn af guitarstøj. Samme guitarstøj kommer i bølger og prøver at overtage vokalen i “Just Out of Reach”, der lyder som et Suicide-nummer med dens kolde, mekaniske lyd.

The Jesus & Mary Chain hentede også inspiration fra samtidige grupper. Støjdimensionen i deres musik kom til dels fra industrial-genren, da de tit brugte programmerede rytmer eller fik trommeslageren til at spille som en robot, og deres produktioner lød tilsvarende som hentet fra en lagerhal: store og rungende. En smuk sammensmeltning af postindustrialiseringen og Spectors Wall of Sound. I “Bo Diddley Is Jesus” (endnu en dyrkelse af den tidlige rock’n’roll) er der endda sære, høje metalrytmer i ren Einstürzende Neubauten-stil. Men attituden var også industriel. De var konfronterende, vokalerne er – hvis ikke livløse – så helt desperate. Som determinerede på at destruere sig selv, fyldt med had, presset indædt ud gennem tænderne, mens guitarerne presser sig krasbørstigt ned over de simple arrangementer. Flere gange bryder sangene helt sammen til sidst. Det er dårlige trip, mentalt forstyrrede sindsbilleder og uforfalsket lede over sig selv og verden.

De lod sig dog også inspirere af Spacemen 3’s gospel-inficerede psykedelika i bl.a. en sang som “Shimmer”, der har pulserende, rolige rytmer, bløde, lyse guitartoner og en meditativ tone. Og til trods for tilnærmelsen af det religiøse, så er selv paradis plaget af mismod, og frelsen ligger i destruktionen: »There’s pain in paradise / she makes the rivers flow / she looks into my soul / destruction sets us free.«

Verden set fra sorte øjenhuler
Netop dette sortsyn, flirten med det negative, som jo også ligger i opsamlingens titel, udforskes i rigt mål i bandets sange. Ud over at bokssættet er en kærkommen lejlighed til at følge brødrenes udvikling fra at skrive aggressivt og ustyrligt støjende popmelodier til mere afdæmpede og kontrollerede popsange, så er det nemlig også en glimrende introduktion til deres sorte verdenssyn og forhold til religion og kærlighed, hvor sidstnævnte sjældent var af den lykkelige slags.

En meget åbenlys dyrkelse af tristessen kan findes på singlen og hittet “Happy When It Rains”, der her findes i en demoversion. Et repeterende, halvakustisk guitarriff driver den fængende sang frem, der nok har de samme kvaliteter som en popsang af The Beach Boys, men solskinspoppen er vendt til regnvejrspop. Roen findes i det dårlige vejr. Samme tilgang til verden findes i “Everything’s Alright When You’re Down”, hvor titlen i sig selv besynger nedturen som et trygt sted. Lykke og glæde er blevet så fremmede følelser, at de forekommer skræmmende, hvorfor kulkælderen er den eneste oase. Det understreges også i omkvædet, hvor der synges »Fuck me now / run me down now,« og hvor harmonier understreger, at det er idealtilstanden. Til trods for harmonien er det stadig en indadvendt følelse, hvorfor flugten fra verden, isolationen, ligger ligefor som i “My Little Underground”, der i øvrigt er et skidegodt popnummer, som kører derudad uden skift i støj og rytme: »I’m gonna run and find / a place where I can hide / somewhere that no one knows / someplace that no one goes / so don’t you look for me / I’ll be where you can’t see / somewhere I can’t be found / my little underground.« Den sang berører også outsider-opfattelsen, der desuden kan findes i “(I’m in With) The Out Crowd”. Samfundets præsentation af normalen kan de ikke identificere sig med, og de dyrker derfor bevidst deres egen modkultur. De stiller sig uden for den omgivende orden og dyrker deres eget snævre rum.

I det selvoptagede rum er der dog plads til selvtillid – sikkert godt hjulpet på vej af den sky af amfetamin, brødrene var kendte for at indtage. I “The Living End” synger Jim i hvert fald »I’m in love with myself« i klassisk narcissistisk stil hen over den onde bikerrock, de elskede at dyrke, hvor simple rytmer og basgange føg glat over kulsort asfalt. Men ellers synes selvhadet at dominere. En følelse, der på mange måder hører rockmyten til. Det virkede i hvert fald til at være det, der drev de to brødre langt hen ad vejen. Den presser sig også gennem “Why’d You Want Me”, der egentlig er et sødmefuldt nummer om et forhold, hvor hun ser lyst på livet, mens han ser sort. Denne kontrast fremhæver endnu mere hans livsholdning, der fører til et selvhad, hvor han ikke forstår, hvad hun vil med ham.

Brødrenes livssyn bliver bedst udtrykt i “Snakedriver”: »I don’t mind if I get broken / I don’t mind if I get fixed / I don’t mind if I’m not spoken / I don’t mind if I get kicks / if I wake up dead / I’ll wake up just like any other day / and the photographs of God I bought have almost fade away / everything just passes by / I thought it always would but then I kissed her.« Det tomme hylster af en krop slæber sig apatisk gennem livet, og den religion, der egentlig skulle redde ham, har mistet sin gennemslagskraft. Den eneste vej ud af mismodet, selve frelsen, er den fysiske, romantiske kærlighed to mennesker imellem, som erstatter Guds manglende åndelige kærlighed. Således rammer sangen ned i kernen af temaerne hos The Jesus & Mary Chain.

Den umulige kærlighed
Den romantiske tosomhed er nemlig om noget et væsentligt tema i de to brødres tekstunivers. Men selvom den ovenfor fremstilles som frelsen, så er den i virkeligheden lidelsen, for projektet lykkes meget sjældent. Den ulykkelige og uopnåelige kærlighed er centrum i sangene, og objektet for følelserne bliver derfor ofte lagt for had, hvilket fastholder det formørkede livssyn i teksterne. Meget åbenlyst i “Something I Can’t Have”: »You’re in my house, you’re in my face / you made me hate the human race.« Og sådan får kvinderne tit en bredside, pga. deres manglende velvilje til at opfylde drømmene om kærlighed. »Sometimes I feel nothing’s good it’s all gone wrong,« som der synges i “Rollercoaster”, hvis titel udmærket beskriver de op- og især nedture, teksternes hovedpersoner oplever i kærlighedens uretfærdige spil. Forelskelserne fortærer tydeligvis sangenes frustrerede hovedperson, hvilket kan aflæses i “Taste of Cindy”: »I just can’t get away / Cindy kills me every day […] knife in my head, when I think of Cindy / knife in my head is the taste of Cindy.« Den psykiske smerte manifesterer sig fysisk.

Der er dog sange, hvor forelskelsen stadig er ny, frisk og uspoleret, som i “Some Candy Talking”, hvor der i en halvakustisk 60’er-popopsætning drømmende synges: »The way she’s talking / the way she’s walking / I want your candy / give me some of your stuff.« Men langt hen ad vejen er det i smerten ved de forliste forhold, hvor produktiviteten hentes. Flere af sangene handler nemlig om break-ups, hvilket indikerer, at kærlighedsforholdene bliver etableret, men aldrig beskrevet, før de er ødelagte. “The Hardest Walk” beskriver rammende den tomme følelse af et brudt forhold: »I never thought that this day would ever come / when your words and your touch just struck me numb / oh, and it’s plain to see that it’s dead / the thing swims in blood and it’s cold stoney dead / it’s so hard not to feel ashamed / of the loving living games we play / each day,« hvorefter der afsluttes med ordene: »I walk / oh honey, I talk / don’t want you to want me.« Her er bruddet dog hans beslutning, men oftere forlader kvinderne ham og efterlader ham i en sølle tilstand, som det så hjerteskærende beskrives i “Bleed Me” over en fin, halvakustisk guitarmelodi: »Take what you need / take it and leave / take what you need / leave me to bleed,« hvorefter den akustiske guitar afbrydes af guitarstøj, der understreger smerten.

Nogle gange fører disse følelsesmæssigt tunge brud dog til had og hævn, som i “You Trip Me Up”: »But you break me in two / and you throw me away / and you spit on my head / you trip me up / and you break me in two / and you throw me away / knock me on my back / I’ll send a heart attack,« hvorefter »I’d like to trip you up« bliver gentaget igen og igen. Der er ingen forsonende seancer, ingen knus og kram og tak for tiden, ingen ekskærester der bliver venner. Den forliste kærlighed bearbejdes med mere negativitet. I “The Perfect Crime” drømmer han endda en murder ballad frem, hvor han myrder sin elskede, til sidst lydliggjort med et støjende tungt riff, der færdiggør hende.

Gud er død, men ikke skaberkraften
I lige så høj grad som kærligheden svigter, svigter også religionen. Sætningen »and the photographs of God I bought have almost faded away« fra førnævnte “Snakedriver” indkapsler ret præcist brødrenes forhold til religion, der tydeligvis har været til stede, men tilsyneladende er blevet udsat for et klassisk tillidstab. I “33 1/3” lyder det således: »Don’t need love / don’t need drugs / I don’t need Jesus / don’t need anybody / don’t need any body / but myself.« Et udtryk for en ultimativ narcissisme, men også et selvbedrag. Han har nemlig brug for både kærlighed og frelse, men teksten er et udtryk for den håbløshed, han befinder sig i, hvor han hverken har retning eller løsning på sit liv. En håbløshed, der også bliver udtrykt i “Lowlife”: »Help me please cause I don’t know / just no way to save my soul,« hvor han ser sig selv som uhelbredeligt fortabt. Hans livssituation kaster ham ud i fortvivlelse. En fortvivlelse, som ikke kan reddes af religionens tidligere så sikre favn, da troen på den er forsvundet.

Måske er det derfor, at religionen bliver direkte hånet i de to udgaver af Beach Boys-klassikeren “Surfin’ USA”, der i brødrenes version nærmere fremmaner en badeby på den engelske sydkyst i efteråret, hvor vinden slider i de halvrådne moler, end de californiske badestrande. Her hører man en kvindelig prædikant i slutningen af nummeret, og hun bliver brutalt afbrudt af lyden af smadret glas. Fandeme om de vil høre på den slags. Og i “Teenage Lust” rapporteres fra en teenagers seksuelle debut, hvor hun på egen krop mærker, at der intet syndefuldt er ved sex-akten, til trods for hvad hun er blevet bildt ind. Religionens skræmmebilleder bliver kneppet væk.

I brødrene Reids univers sidder fuck-fingrene i det hele taget løst. De sked på undergrundsscenens indadvendthed og lavede popsange, de sked på mainstreamens krav om lettilgængelige sange og støjede, de sked på publikums krav om valuta for pengene og gav derfor nogle gange kvarter-lange koncerter, så de måtte flygte fra spillestederne for at undgå massernes voldelige utilfredshed.

Deres sortsyn blev deres force. De udnyttede deres negative energi til at lave nogle særdeles positive, om end simple resultater, der for altid har skrevet dem ind i rockhistorien som et innovativt og inspirerende band. Nok sled de et utal af bandmedlemmer og hinanden op, men det er den slags dedikation, der skaber rockmyter. Sjældent er en rockmyte blevet præsenteret så smukt som på The Power of Negative Thinking. Ikke bare en B-side-opsamling, men en informativ og smukt indpakket bog om et af 80’ernes vigtigste bands og samtidig et overblik over The Jesus & Mary Chains meritter. Jo, gu pokker skal man have original-albummene, men den her boks er ikke kun lidt ekstra guf for fans. Det er en gennemtænkt hyldest og et dybdeborende indblik i en kreativ åre, hvis selvgenererende kraft var så voldsom, at den udtømte sig selv i en eksplosion.