Når det overdøvende og overstyrede trapbeat sætter gang i nummeret “Bye Bye” på Kim Gordons andet album, The Collective, er mine ører ved at eksplodere. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at der var tale om en ny udgivelse fra ekperimental-hip-hopperne Death Grips eller Jpegmafia. Men det er altså den snart 71-årige Kim Gordon, der er tilbage med endnu et soloudspil, der bygger videre på 2019-debuten No Home Record. Faktisk tager hun skridtet videre, og lader den tunge dub, den skærende industrial og den udfordrende produktion vokse sig endnu større og vildere. Det er krævende musik at lytte til, men de dekonstruerede numre gør i den grad indtryk i al deres kompromisløshed.
Ligesom på debuten har Kim Gordon på The Collective allieret sig med produceren Justin Raisen, der tidligere har arbejdet med så forskellige kunstnere som New Yorker-postpunkerne Yeah Yeah Yeahs, rapperen Lil Yachty, eksperimentalmusikeren Yves Tumor og hyperpopikonet Charli XCX. Den alsidighed er tilstede igennem hele Gordons album og er formentlig grunden til, at pladen lyder mere nyskabende end blot som en forlængelse af hendes karriere med legendariske Sonic Youth. Der er en no bullshit– og fuck dig-attitude over musikken, som man hverken finder i soloprojekterne fra hendes tidligere bandkolleger Lee Ranaldo og (eksmand) Thurston Moore, men ej heller hos de fleste gængse rockmusikere. Og da slet ikke hos nogle, der har været i gamet så længe. Den blanding af hip-hop, dub, industrial og avantgarde støjrock, som man finder på albummet er både utroligt fængende, original og et bevis på, at Kim Gordon ikke har nogen ambitioner om at skulle lefle for hendes aldrende fans, der måske synes, at autotune og glitchy sange uden almindelige sangstrukturer er djævlens værk. Året er 2024, og Kim Gordons musik er stadig lige så meget på hendes egne præmisser og lige så (post)moderne, som den var i 1984.
På numre som “Tree House” og “It’s Dark Outside” får jeg samme oplevelse, som da jeg først lagde ører til de sidste to Low-plader, Double Negative (2018) og Hey What (2021) – det lyder, som om anlægget er ved at sprænge i luften. Man får lyst til at tjekke, om kablingen er ved at smelte, eller om højtalerne er ved at brænde sammen, fordi guitaren og de elektroniske trommer rasler, vibrerer og skriger så højlydt. På et nummer som “The Believers” får man deciderede chok, når volumen springer op og ned af decibelskalaen. Man ved aldrig, hvornår den næste soniske eksplosion indtræder. Gordon skiftevis hviske-rapper og snakker sig igennem sin poetiske lyrik, mens musikken både dekonstrueres, falder ud og opbygger lydmure. Der en konstant fornemmelse af uvished og spænding, som om alt kan ske.
På lukkenummeret “Dream Dollar” er tempoet højt, og beatet minder mig om Suicide og Alan Vega, før tempoet skrues ned, og lydbilledet mest af alt minder om et Formel-1-løb i slowmotion. Det er dansabelt, mekanisk og tilpas uhyggeligt, men igen skal det ikke blive forudsigeligt: I sangens sidste minut forsvinder den uigennemtrængelige industrialguitar og trommerne, ja hele rytmen nærmest udebliver, og en flydende spøgelsesagtig stemning tager over. De rappe replikker fra Gordon bliver til sfærisk messen og nummerets vibrerende synthoutro kan sammenlignes med en UFO’s susen. Det er nærmest kun på “Shelf Warmer” over halvvejs inde på pladen, at intensiteten skrues lidt ned. Eller lydniveauet om ikke andet. Men selv når Gordon synger roligt, og lydbilledet er minimalistisk, er der en spænding i produktionen, som får hårene til at rejse sig.
Tilbage i slut 80’erne og start 90’erne var Sonic Youth et af de første rockbands, der virkede til at tage hip-hoppen seriøst og faktisk inkorporere den i deres musik. På EP’en Master-Dik (1988) brugte de trommemaskine, og Thurston Moore rappede, på Goo (1990) fik de besøg af Public Enemys Chuck D på “Kool Thing”, og i 1993 lavede de sangen “I Love You Mary Jane” med Cypress Hill. Det er den åbenhed over for (frem)tidens nye tendenser, som gennemstrømmer The Collective, og det fungerer fortrinligt, når Gordon inkorporerer trap og dub i et avantgarde-univers baseret på støj fra guitarer og knitrende elektronik. Særligt singlerne “Bye Bye” og “I’m A Man” spytter lytteren i ansigtet med deres uslebne coolness. Vokalleveringen er lige dele hidsig og afmålt, og sarkasmen bliver tydelig på “I’m A Man”:
»Dropped out of college / Don’t have a degree / And I can’t get a date / It’s not my fault! / … / Don’t call me toxic / Just ’cause I like you, but / It’s not my fault I was born a man / Come on, sweet / Take my hand / Jump on my back / ‘Cause I’m the man.«
Kim Gordon har ikke meget til overs for ansvarsfralæggende mænd med giftige tendenser. Og hvilken bedre måde at sige det på end med spoken word henover et bagtæppe af øresønderrivende noise – og så endda udgive pladen på kvindernes internationale kampdag.
The Collective og Kim Gordon i det hele taget er bestemt ikke for alle. Her er ingen hits eller bangers i en traditionel forstand, og der vel nærmest intet fokus på den klassiske “gode melodi”. Til gengæld er det en udfordrende lytteoplevelse, der ønsker at ruske i og udfordre én. Der er ikke rigtig noget andet musik, der lyder sådan her, og det er mildest talt for sindssygt, at det er Kim Gordon, der stadig sætter standarden for avantgarde “rock”-musik her mere end 40 år efter hendes debut som sangskriver. Det her er ikke lyden af en person, der forsøger at være ung med de unge – det er lyden af en musiker, der viser, hvor skabet det skal stå. Jeg forstår godt, hvis man ikke kan arbejde sig igennem hendes 40-minutters trap-noise, men hvis man kan, så får man sig en oplevelse udover det sædvanlige, og The Collective ligger allerede lunt i svinget på min egen årsliste.
