Wilco: Wilco (The Album)

Åbningssangen “Black Sabbath” på Black Sabbaths første album, Black Sabbath, tegnede med et klart sprog et utvetydigt billede af Black Sabbath fra bandets, pladens og sangens første spind. Wilco går knap så selvsikkert til biddet med deres lignende, men sprogligt mere pædagogiske treenighed “Wilco”, “Wilco (The Album)” og “Wilco (The Song)”: For det første er Wilco (The Album) Wilcos syvende studiealbum. For det andet er “Wilco (The Song)” nok karakteristisk, men ikke typerende, som Morten Olsen ville sige. Og for det tredje har Wilco takket være genreekskursioner og skiftende besætninger igennem de sidste 14 år formået at tegne et retningsfast, men dejligt slingrende billede af Wilco som flagskib inden for alt. country og eksperimenterende rock.

Man kan altså intet andet end intetanende gå til Wilco (The Album) med blot Jeff Tweedys stemme og den trods alt klare wilconess som tydelige pejlemærker. Plade- og åbningssangtitel antyder, at Wilcos essens bliver udpenslet denne gang. Det er tilmed første gang, bandet trakterer med to plader i rap med samme besætning, så noget tyder på, at vi her er inde ved kernen. Wilco har altid været et ualmindelig velspillende band, men udtrykket på Wilco (The Album) er i hvert fald mere homogent og sammenhængende end på den udmærkede forgænger Sky Blue Sky – til trods for at forgængeren var mere ligefrem, mens Wilco (The Album) eksempelvis har et rigere lydbillede med cembalo, kirkeklokker, udefinerbare lyde, diverse støj og meget andet.

Det er særligt den virtuose guitarist Nels Cline, som var ny sidste gang, der har fundet sig til rette. Clines dominerende og overlegent tekniske spil var indimellem næsten klægt på Sky Blue Sky. På Wilco (The Album) fylder han stadig meget, men spiller mere organisk og løssluppent sammen med bandet og særligt Tweedy, som immervæk også er en fabelagtig, skælvende guitarist. Det minder om og lugter lidt af et guitarmakkerpar på størrelse med Tom Verlaine og Richard Lloyd i Television, bare mere facetteret.

Med denne kolossale gevinst i Clines perfekte integration spadserer det gennemmusikalske og velspillende band en både smuk, kras og humoristisk tur ud i et ukendt, vellydende landskab, som byder på rock, pop, en slags krautrock, en slags country og meget andet. Her støder de ind i den eksistentielle, behændigt storslåede “One Wing”, der lægger forsigtigt ud, undervejs bygger op og kommer omkring en malende guitarsolo, der fortsætter ud i et harmonisk eroderende klimaks, som får hele verden til at kollapse og eksplodere. Det er tindrende betagende.

På den videre færd er “Bull Black Nova” fatalt intensiverende med enerverende monotone ottendedele på klaver og guitar, der får selskab af snigende disharmonier. Det bliver afbrudt af et forløsende miniriff og et lille harmonisk vers, der for en stund får tingene til at falde på plads, inden det hele ramler i disharmonisk, klaustrofobisk uafvendelighed.

Videre viser sig nede i en brønd en fin duet med Leslie Feist i “You And I”. Generationssangen “You Never Know” er farrock på erfaringens alter, “Solitaire” arver sindighed fra Nick Drake, og de øvrige sange glimrer på forskellig vis, indtil fuglekvidrende guitarer i enden lader solen gå ned over “Everlasting Everything”.

“Wilco (The Song)” er en ironisk, tekstmæssig emosang om, hvor nederen livet er: »Is someone twisting a knife in your back?« Symbolske kirkeklokker ledsager c-stykkets postulat og gør vugge til grav: »There’re so many wars that just can’t be won / even before the battle’s begun.« Der er dog et klart holdepunkt undervejs på livets landevej: »Put on your headphones before you explode / oh / Wilco will love you, baby,« forsikrer Tweedy lakonisk.

Denne humoristiske, musikalske fuckfinger til selveste eksistensen er en del af den gavmilde Wilco-essens, som vi får denne gang, inden den formodentlig er en anden på næste plade. Der er al mulig grund til at elske Wilco højt tilbage for uhøjtideligt at hylde kompleksiteten med hjertevarme, fantastiske sange og stor musikalitet.