All Products Made Nice: s.t.

En lille plade på lidt over et kvarters spilletid er ikke meget materiale at skulle bedømme noget ud fra, men ikke desto mindre må man forestille sig, at det meget vel kunne være et gennemtænkt strategisk trick fra All Products Made Nices side, så man som lytter forbliver interesseret ved ikke at få for meget foræret. Jeg ved ikke helt præcis, om det er det, der er tilfældet her, for de fem numre på pladen stikker lidt i hver sin retning. En slags helgardering måske, men ikke nødvendigvis en af dem, hvor der er en præmie i horisonten, selvom man spiller pladen fuld so to speak.

Det kan dog trække lidt op, at coveret er håndlavet, ud i det der ligner en stencil eller sågar linoleumssnit, men desværre trækker det så væsentligt ned igen, da selv samme cover hverken er særligt fantastisk eller smukt. Sidst, men ikke mindst, vil jeg alligevel mene, at det samlede coverresultat trækkes en smule op med den lille notits nede i højre hjørne, der siger 41/200 og dermed påpeger, at vi har med en special edition at gøre, og at folkene bag All Products Made Nice faktisk har siddet og brugt en betragtelig mængde tid på projektet. Det kan jeg egentlig godt lide.

Nuvel, i coveret ligger også en lap papir, hvorpå der står tre små separate beskrivelser af musikken efterfulgt af et navn. Ved første øjekast kan man fristes til at tro, at det er uddrag af anmeldelser, men efter lidt kiggeri på gruppens hjemmeside finder man ud af, at det faktisk er bandets medlemmer selv, der nærmest kriminelt har skamrost deres eget resultat i små vendinger af floskelkarakter. Den slags bryder jeg mig ikke så meget om. Det skulle egentlig ikke være nødvendigt med den slags gimmicks, hvis man tror på sit lort, og giver desværre bare bagslag og bevidner mere om manglende tiltro til sit værk. Ret mig bare, hvis der hersker uenighed.

All Products Made Nice er en trio bestående af Asger Christensen, Iris Marie Jacobsen og Henrik Rivera Hansen, og på pladen af samme titel har de tilført værket stemning og nerve ved hjælp af mange gæstemusikere. Instrumenteringen er rig på diversitet med alt fra rhodes-klaver, banjo og keyboards til irsk bouzouki, som er et dejligt folkeligt instrument, og som vel nok stadig mest bruges i, ja, irsk folkemusik, country, bluegrass og roots. Resultatet er et slags blandingsprodukt, der ligger titelmæssigt et sted, som kan kaldes distortion-folksy pop eller noget i den stil.

Egentlig lægges der ret godt ud på pladens første skæring “My Indiscretion”, som kunne blive et hårdtslående ørehængerhit med dets blanding af lige dele AC/DC og Marnie Stern-guitarriff. Det svinger fantastisk og lyder både hult, tomt og 80’er-afgrundsagtigt blandet med nerve, stemning og pågåenhed. Man kan næsten ikke lade være med at blive revet med. Henrik R. Hansens vokal er dyster og tung, men virker ganske velafstemt til nummerets helhed, og det stråler af musikalitet og harmoni. Lækkert.

Næste sang på skiven er også en fin blanding af det tidlige R.E.M. a la Reckoning og de muntre og dog semi-eksperimenterende toner fra Architecture In Helsinki prydet med Iris Jakobsens forholdsvis smukke røst. Hav in mente, at der ikke rigtig kan antydes mere end ’forholdsvis’, da der som tidligere nævnt ikke er meget stof at stikke ørene i.

Skæring tre og fire springes over. Milevidt ved siden af det andet materiale og ikke noget videre at bruge krudt på – det skulle da lige være, at det som så ofte før set er en kende irriterende, at nogle grupper partout smider pladens bedste og mest fuldendte nummer på som første skæring i stedet for at vente til cirka midtvejs. Hvorfor? Fordi det som lytter er væsentligt mere overbevisende og fantastisk at opbygge sig et klimaks til cirka midtvejs på en plade i stedet for at smide det på som det første, hvorefter det ikke kan matches og alting ramler og går ned ad bakke i et stødt, men solidt, tempo. Kurven skal helst ligne et ’A’ – dog uden stregen.

Sidste streg på pladen er stille, enkle akustiske toner, der frembringer stunder og stemninger fra José Gonzales og Chad VanGaalen. 1 minut og 45 sekunders tostemt vokal, der virker modent og stilsikkert. Mere af det. Det klæder.

All Products Made Nices udspil er og bliver kun en formodning om, at der er noget i gære, men mere præcist end det bliver det desværre aldrig rigtig. Det skal dog nævnes, at trioen virker som individer, der har humoren og ironien på deres side, hvilket også sætter pladen i et andet perspektiv. Men det skader jo aldrig at slå sit budskab fast, så man som lytter ikke bliver alt for meget i tvivl om, hvornår det er jovialt, og hvornår det er alvor.