Interview

The Dodos – begrænsningens muligheder

På en varm sommerdag i stegende hede mødte Kim Elgaard Andersen de to herrer, der startede The Dodos, til en samtale om bandets udvikling, udvidelse og deres endeligt.

En dronte er en uddød fugl, der var cirka en meter høj og kunne veje over 20 kg. Ikke just en elegant fugl, kan man nok regne ud, og man kan da også forvisse sig om det ved at se på gamle malerier af fuglen, der blev udryddet i det 17. århundrede. Dronten bliver også kaldt en dodo, der angiveligt er et gammel portugisisk ord for sinke.

Foto: Charlie Villyard

Foto: Charlie Villyard

På en måde er fuglen velvalgt for gruppen The Dodos, dog ikke fordi de er sinker. Men guitarist Meric Longs akustiske blues-stil er om ikke uddød, så i hvert fald temmelig sjælden nu om dage, selvom den lidt har fået en genkomst med Devandra Banharts popularitet. Samtidig er Logan Kroebers rytmer lige så tunge som den uelegante fugl, om end de bliver spillet med en del mere ynde, end jeg kan forestille mig, fuglen har bevæget sig med.

På årets Roskilde-festival fik jeg en snak med de to bagmænd, og selvom de til en start virkede lidt uinteresserede, så fik jeg da fremtvunget nogle svar fra dem alligevel om deres nye album og bandets udvikling.

Efter den kritikerroste Visiter har The Dodos nemlig udgivet opfølgeren med den muntre titel Time to Die. Her har de medbragt et nyt medlem, vibrafonisten Keaton Snyder, og selvom de tidligere har haft en vibrafonist med på tour, kan det alligevel undre, at det af alle instrumenter lige er vibrafonen, der har fået æren. Det forklarer Meric med, at det tidligere har fungeret for dem, og det ikke er en almindelig vibrafon, men en elektronisk, så lydene kan manipuleres, og instrumentet kan dermed udnyttes som en synthesizer. Det er en tilføjelse til bandet, der fungerer, da det er et rytmeinstrument, der kan lave toner.

Men hvordan har det så ændret jeres lyd, spurgte jeg nysgerrigt, hvorefter Meric svarede: »Det sjove er, at det faktisk ikke har ændret vores lyd. Faktisk kommenterede Keaton, vores vibrafonist, at når han lyttede til de gamle sange, synes han nærmest at kunne høre vibrafoner allerede, selvom de ikke var der.«

Da han nævner Keaton, peger han på ham bag mig, og da jeg vender mig om, ser jeg en mand med overskæg, som ligner en idrætslærer, sidde og blinke frækt til mig. Meric og Logan griner og forklarer, at han har et attitude-problem. Jeg er dog ikke så nem at fornærme.

dodosMed bandets udvidelselse er de oppe på et mere traditionelt antal bandmedlemmer, men er der fordele ved kun at være to mand? Var det et bevidst valg?

Meric svarer: »Det startede sådan, og det giver os plads til at prøve en masse ting.«

Logan fortsætter: »Den opsætning udvider, hvad man kan gøre med kun to eller tre i bandet. Man kunne sagtens være fem, og så skal den ene spille violin osv. Men at tage det show på tour er besværligt, og det er nemmere at være kun to eller tre og få det til at virke.«

Meric præciserer: »Det handler om begrænsning. At sætte visse grænser. Det betyder, at vi bliver nødt til at få det bedste ud af, hvad vi har. Det hjælper os til at blive bedre musikere og til at presse os. Vi arbejder alle tre rimelig hårdt.«

Men det leder jo frem til det næste åbenlyse spørgsmål. Hvor lang tid kan The Dodos blive ved med at lave sange med den sparsomme opsætning?

Meric svarer: »Når det sutter. Når det sutter, stopper vi. Så begynder vi at lave noget andet. Hvem ved, hvad der kommer til at ske. For at være ærlig: Efter den sidste plade tænkte vi begge to: “hey, vi tror ikke, vi kan lave endnu en plade” […] vi tvivlede på os selv dér, men da vi kom tilbage til studiet og begyndte at øve og skrive sange, var der bestemt en masse lort, der skulle ud.«

Så måske viser bandnavnet sig at være nemesis. Måske er der en dag ikke flere udfoldelsesmuligheder inden for The Dodos’ rammer, og så ender de med at være historie – ligesom fuglen de er opkaldt efter. Indtil da kan man høre, hvordan udvidelsen med en vibrafonist fungerer for dem på Time to Die.

Læs anmeldelsen af Time to Die.

Leave a Reply