Sommeren 2008 drog jeg, som så mange andre unge, ud på den obligatoriske globale dannelsesrejse. I en pastiche på romantikkens dannelsesrejser rundt i Europa gennemførte jeg mig min egen light-version ved at tage et smut til Hawaii og Japan. Med på turen havde jeg mig en billig mp3-afspiller fra Aldi, som knap kunne rumme de første 30 numre. Med på den røg bl.a. Bonnie ‘Prince’ Billy, Frightened Rabbit samt Clap Your Hands Say Yeahs debutalbum af samme navn. Tre bands, som var mig forholdsvis ukendte. De to første blev et forrygende soundtrack til Hawaiis chillede stemning og forrevne, frodige natur. Clap Your Hands Say Yeah blev derimod det pulserende, crazy beat, der klædte japanernes overdådige popkultur perfekt. Harajuku lovers, pauke-arkadespil, et vrimmel af farvestrålende figurer og mønstre. Musikken og landet vævede sig sammen til et lettere excentrisk bekendtskab, der trods uvante toner charmerede sig ind på én.
Mo Beauty er soloudspillet fra Alec Ounsworth, der til daglig er forsanger i Clap Your Hands Say Yeah. Hvis sidstnævnte er et møde med en fremmed, sprælsk kultur, er Mo Beauty som at tage på udflugt i Rold Skov. Det kan være ganske hyggeligt og pænt, men det er ikke ligefrem en oplevelse, der overvælder én.
Ounsworths karakteristiske stemme, der tilfører Clap Your Hands Say Yeahs i forvejen crazy melodier en ekstra kant, bliver på Mo Beauty en prætentiøs kuriositet, der akkompagnerer pladens trivielle melodier, som var den en elefant i et glashus. I stedet for at øge sangenes potentiale bliver Ounsworths stemmebrug en anelse irriterende i længden.
Clap Your Hands Say Yeahs drive og kreativitet er lagt på hylden til fordel for en mere afdæmpet tilgang til musikken. Pladen er indspillet i Memphis i samspil med diverse jazzmusikere. Der er da også et ganske jazzet præg på numre som ”Idiots in the Rain”, der med sin brug af trompet, bækken og klaverspil komponerer en lækker, tilbagelænet stemning. Et nummer som ”Holy, Holy, Holy Moses (Song for New Orleans)” er derimod kendetegnende for den mere rolige singer/songwriter-stil, der præger store dele af pladen.
I enkelte tilfælde leges der med sjove indslag, som på ”That Is Not My Home (After Bruegel)”, der starter med hylelyde a la dem, der lød, når man sendte sine missiler af sted, da man som barn henført spillede “Tanks”. Der er i enkelte numre en tendens til at forsøge at skabe en dramatisk stemning. Det sker i det førnævnte nummer, hvor trompeter, trommehvirvler og »ah-ah-ah«-kor bakker op om Ounsworth. På et nummer som det, forekommer der ekkoer af Clap Your Hands Say Yeah, men på en måde der hverken får musikken op på det niveau eller etablerer den i en troværdig, selvstændig kontekst.
Mo Beauty balancerer af og til på kanten af det interessante, men kendetegnende for pladen er desværre, at der ikke umiddelbart er nogle numre, som bider sig fast. Der er enkelte gode øjeblikke, men i denne omgang trumfer udflugten nu ikke eventyret.
