Svenskerne Jennie Abrahamson og Rebekka Karijord varmer denne onsdag den fulde Stauning Sal i Lille Vega op til norske Ane Brun, der skal spille en udsolgt koncert. Det gør de godt, og da den harpespillende Karijord forlader scenen, er salen trykket af mørk, skandinavisk stemning, der fortsætter, idet de to opvarmende indtager scenen som kor for Ane Brun. Aftenens hovedperson har sort kjole med hætte på, hvis glimtende inderside står perfekt til koncertens åbner, den piratagtige “My Lover Will Go” og til Bruns næsten gennemsigtige hud (der i øvrigt eftersigende skulle være resultatet af Bruns allergi over for sollys).
Ane Brun har de seneste år primært gjort sig som livemusiker med en optræden i Stockholms koncertsal i 2009 som hidtidige højdepunkt med et bagkatalog på tre studiealbums plus to livealbums. Det seneste studiealbum, Changing of the Seasons, blev udgivet i 2008 på det selvejede DetErMineRecords og er produceret af Valgeir Sigurdsson, der bl.a. også har produceret Björk, Múm, Bonnie Prince Billy, Coco Rosie og Maps.
Denne aften er det også i høj grad det seneste album, der udgør aftenens sætliste, og det er tydeligt at fornemme Brun og co.′s store erfaring med liveshows. De er alle velspillende, har en fænomenal lyd (naturligvis også takket være to dygtige teknikere bag knapperne) og har overskud til dels at lave franske Edith Piaf-lignende liveversioner af deres numre og dels have kontakt til publikum, der dog ikke altid fanger Bruns norske gloser. Dog får hun leveret et budskab ved at genfortælle en drøm, hun lige har haft: Brun er med i tv, hvor en mand i kostume fortæller hende, at de sammen skal stoppe jordens rotation i 30 minutter, og så er alt det, vi har gjort galt, genoprettet. Brun vågner fra drømmen og vil videregive budskabet til hendes publikum: »Vi skal lægge pres på politikerne til klimatopmødet i december, så de tager klimaet alvorligt.« Som en slags trøstesang har hun skrevet “Lullabies for Grown-Ups” til sig selv og en anden klima-skyldbetynget veninde.
Til “Lullaby for Grown-Ups” (og “10 Seconds”) introducerer Brun os for den lille spanske guitar, Baby Martin, der ikke fylder meget i forhold til Brun og co.’s store vokaler. I centrum står nemlig de tre kvinders hjemsøgende vokaler plus spredt cello, harpe og keyboard foruden naturligvis den altid bagvedliggende akustiske guitar, der som oftest er henvist til fingerspil. De mere folkede sange fra Changing of the Seasons fungerer suverænt med de tre kvinders stemmer som melankolske novembersirener, og både den Dolly Parton-lignende “The Treehouse Song” og den mere Devendra Banhart-folkede “The Puzzle” fungerer virkelig godt.
Sangteksterne i Bruns univers kredser om kærlighed og mørke og sættes oftest til molmelodier, der giver kærlighedsteksterne tyngde (og tristhed). Sangen “My Star” bliver i Lille Vega da også introduceret af Brun således: »Her er en sang, jeg skrev til min ekskæreste, før han blev min kæreste.« Sangen kan stå for resten af citatet: »And you know me now / you know that I’ll come running / it’s when you’re dark brown eyes turn black / I’ll never let them suck you in / my love.«
Ane Bruns vokale melankoli synes at passe perfekt ind i novembers begyndende depressive, og mens f.eks. landsmanden Thomas Dybdahls til tider lettere uudholdelige efterårsømhed let kammer over, er Ane Bruns mørke Mitchell/Bush-toner personlige og troværdige i deres udtryk. Når Brun synger om tilsyneladende simple temaer som årstiderne, det skandinaviske vejr (og kærlighed) med folket nerve, er det virkelig svært ikke at være fuldstændig henført. Ane Brun selv kan med sangen “Changing of the Seasons” stå for resten: »It´s the changing of the seasons / he says I need them / I guess I’m too Scandinavian / the relief of spring / intoxication of summer rain / the clearness of fall / how winter makes me reconsider it all.«
