»Ahr yeah / Baudelaire / København & spleen / hælder papvin / og Arthur Rimbaud / på din bimbo« (Joker Jay, 2009).
Namedropping af dekadencens franske kejsere er ikke det første, man forventer ud af gæsterapperen Gigolo Jesus’ mund, men det er meget kendetegnende for debutalbummet fra Specktors, Shanksville, sådan at trække tråde mellem omvendt kasket, stenbro og blodig alkoholpoesi. At komme helt ned at skrabe, mens der bliver drømt om et brændende København, dyrisk kærlighed, ‘tuscher’, og man holder en halv flaske sprut om sig. Beatene skal mærkes i asfalten. Det hele skal helst ramme som metalliske stød, og der skal være plads til alt, samtidig med at musikken og teksterne holdes inden for gruppens selvskabte univers ‘Shanksville’ (se: Malk de Koijns “Langestrand”).
Mændene i og bag Specktors (Sluzh, Drysset, Wanr, JonasForFaen) kommer alle fra vidt forskellige baggrunde som dødsmetal, industrial, techno og anden 120 bpm-baseret musik. Det er en af den slags blandinger, der gør, at man forventer et bastardalbum af den bedste slags. Hvor man netop tager musikken, der definerer og omkranser objektet ′byen′ ved hjælp af råhed, hårdhed og at give en fuck om at give en fuck. Angående råheden, så er et af de oftest nævnte ord på pladen da også ′blod′. Blodet, som det er, når det flyder i en kvindes trusser (hvilket en anden gæsterapper, Magermayn, vammelt, men fremragende beskriver på afslutteren “Blodbad”), blodet fra den egentlige, håndgribelige vold og sidst, blodet som byggesten og byens essens. Alt dette er i sig selv interessant og kunne danne grobund for en udfordrende kærlighedserklæring til byen, og de forskellige medlemmers fortid taget i betragtning er det besynderligt, at det desværre sjældent er nogen af tingene.
Lyden er fin. Det vil sige: Det lyder mest af alt som dansk Spank Rock, inklusive dennes røvfetich, der dukker op i det kedelige, men velsmurte radiohit “Hellerup ansigt // Amar røv”, og hvis man er til den slags, og det er jeg (altså Spank Rock (ikke, at jeg ikke kan lide røv)), så går det hurtigt med at anerkende clubrystelserne fra højttalerne og at tænke, at det måske alligevel er lykkedes at lave en splejsning mellem drukkenboltpoeten og hængebuksen uden at tage patent på nogen af de to af slummets bohemer. Og man mærker, at det fungerer et kort stykke hen ad vejen. Især, når de kører hastigheden ned på “Broerne brænder feat. Fagget Fairys” og dunker apokalyptiske Gameboy-lyde ud i æteren eller introducerer sig selv smurt ind i mørk, glitzet electro på “B.B.B.H.” på den tilpas flabede måde, så man undgår at blive irriteret.
Men når pladen er halvt ovre, begynder man hurtigt at kede sig. For selvom lyden er, hvad den er, og måske ikke behøver den store variation, så begynder produktionerne af Pato at trætte, fordi de hverken er særlig interessante eller ørehængende nok til at bære Specktors hele vejen. Og når man så heller ikke bliver draget ordentligt ind af universet og rappen, begynder albummet at stå tilbage som en fintlydende og underholdende bagatel.
Hvilket er ærgerligt, for der er helt klart potentiale til en omgang gennemført, hårdt bangende og original clubhiphop hos Specktors, og det er skuffende, når en plade – med åbningsnummeret “Røg” – nu begynder så sejt, med et børnekor der skriger »blodbad, blodbad, blodbad« og derefter går over i distortionbåren, rystende og utydelig hiphop. Da følte jeg, at jeg kunne mærke københavns stenansigt og blodet og kvinderne og alt det dér, som Specktors vil give mig, men bortset fra et par klare lys- og højdepunkter (og, mind you, ingen egentlige lavpunkter) bliver jeg efterladt med en omgang Københavnsk gavflaberi af den ikke særligt inciterende slags. Og Rimbaud og bimbo rimer sgu ikke.
