På coveret til den nye plade med Syntaks stirrer en smuk kvinde længselsfuldt ud i intetheden. Det ser meget poetisk og smukt ud, men ligner samtidig også lidt noget fra et dameblad. Det er også disse to poler, Ylajali befinder sig imellem.
Pladen er inspireret af Knut Hamsuns ideal om at beskrive menneskets indviklede psyke. Konceptet er dog lidt søgt. Næsten al musik er vel i større eller mindre grad opstået ved nogle ubevidste processer. Al musik beskriver vel dét at være menneske på en eller anden måde.
I disse ‘post et eller andet’-tider er det sgu helt ok at tage sig selv lidt seriøst. Det behøver ikke at være ironi og la-la det hele. Slet ikke, når man laver højdramatisk syntetisk shoegazer, parret med noget der nemt kunne betegnes som newage. Det er dog klart, at en plade, der virker så ekstremt selvhøjtidelig, stemningsmæssigt og konceptuelt, også må leve op til en vis musikalsk relevans.
Produktionen er bestemt flot. Jakob Skøtt og Anna Cecilia fremmaner den ene velproducerede stemningsmur efter den anden. Der er brugt meget rumklang – også for meget på trommerne.
M83 har haft stor lyttermæssig succes med at kombinere lyden af guitardreven shoegazer a la My Bloody Valentine med mere syntetiske klange. Syntaks tager skridtet fuldt ud og kombinerer luftig postpunket guitar med noget, der seriøst lyder som newage-alfen Enya. Hvis shoegazergenren er et bagerudvalg, er Syntaks helt klart flødeskumskagen.
De guitardrevne numre fungerer bedst. Når guitaren træder frem over de massive lag af luftig synth og præsenterer et simpelt, men effektivt tema, som i åbningsnummeret “Twentytwohundred”, kommer der en behagelig fremdrift i musikken. De massive synthmure på pladen og de catchy guitartemaer giver mindelser om The Cures Disintegration. Guitartemaet i “Twentytwohundred” minder også til forveksling om titelnummeret herfra, og det er ikke så dårligt med en tilbagelænet instrumentalversion af Cure-klassikeren.
Det påtaget falske, men kedelige klavertema i “Phantasmogoria” er til gengæld fuldstændigt ulideligt at høre på. Men så kan man jo spole videre til “She Moves in Colors”, der sammen med åbningsnummeret er pladens højdepunkt. Nummeret bygger langsomt op for at kulminere i massiv guitarstøj. Det er bygget op lige efter postrock-bogen, men det er effektivt. Guitaren og synthen blender sammen på en dejligt sugende måde. Herligt endelig at få noget spade efter den meget syntetiske åbning. Det nummer måtte gerne have fortsat 10 minutter længere.
Et andet af de bedre numre er “Blue Sunshine”. Det poppede tema får nummeret til at virke som et friskt pust. Der gemmer sig også noget fed skramlet percussion under overfladen, der næsten er helt funky. Dog ender nummeret med at gå lidt i tomgang, og de Enya-agtige vokaler kan godt blive for meget for den puritanske lytter.
Egentlig kan jeg godt anbefale den her plade til noget med stearinlys, varme tæpper og tedrikkeri. Alle numrene – undtagen det irriterende “Phantasmogoria” – fungerer fint som baggrundsmusik til læsning eller lignende. Jeg kunne dog godt tænke mig, at Syntaks tog lidt flere chancer, puttede lidt flere ingredienser i gryden og måske skruede lidt ned for synthmuren i passager. Skøtt er dygtig til at producere bombastisk lyd, men synthen er altdominerende. Det er fint, når numrene er så gode som “Twentytwohundred” og “She Moves in Colors” – men ellers kan det godt komme til at virke lidt ligegyldigt.
