Artikler

Causa Sui anbefaler

Skrevet af Redaktionen

Causa Sui giver her en grundig gennemgang af de plader, der inspirerede bandet til deres Summer Sessions. Det er en imponerende og inspirerende tur gennem jazz- og krautrock-landskaber.

Causa SuiDe sidste par år har Causa Sui byttet deres forsanger for en saxofonist og er gået ren syrejazzrock på tre plader under det mundrette banner Summer Sessions. Den trilogi har tidligere kun været udgivet på vinyl, men blev sidste år udgivet i en ekstremt lækker digipack-version, så man med ét smæk kunne få alle tre. I den forbindelse bad vi Jakob Skøtt og Jonas Munk fra bandet fortælle om nogle af de plader, der har inspireret dem, og det blev til en grundig gennemgang af nogle stærkt udfordrende plader.

Her er et lille udvalg af de plader, som har begejstret os, mens vi lavede de tre Summer Sessions-udgivelser. Med andre ord er det de ting, vi har hørt til døde i øvelokalet mellem indspilninger og derhjemme som inspiration. Der har undervejs sneget sig mange referencer og stilistiske nik ud mod et væld af andre udgivelser, men det siger nærmere noget om, hvor svært det er at sætte inspirationskilder på sin egen musik, end det gør om baggrunden for at lave de tre plader. Forhåbentligt har en snert af den nerve og originalitet, som alle disse vidt forskellige plader indeholder, sneget sig ind i vores trilogi. Forhåbentligt får læseren øjnene op for noget musik, han eller hun ikke kender i forvejen eller sågar en ny indgangsvinkel til velkendt musik. Causa Sui handler om fordybelse, så derfor kan vi ikke spises af med tre-fire linjer om hver plade – de nedenstående værker er drivkraften i vores hverdag. Det er plader, der gør én ekstatisk, får fingerspidserne til at knitre, og som giver lysten til at bruge uanede mængder tid og energi på at skabe musik. Mange af pladerne i denne gennemgang er meget sigende lavet mod hårde og opslidende odds og under stor ligegyldighed fra samtidens musikmiljø, men står naturligvis langt stærkere end alt det ragelse, der bliver udgivet og solgt både dengang som nu.

Tony Williams LifetimeTony Williams Lifetime: Emergency, 1969
Det her er en af de plader, man til stadighed kan undre sig over, hvordan overhovedet er blevet til, og som man til tider må finde frem og røre ved, bare for at bekræfte at den virkelig eksisterer. Det virker nemlig som en våd drøm, at den eksisterer rent fysisk, når selve projektet netop lyder som noget, man har sammensat ud fra en eller anden vild og euforisk hallucination: At jazz-giganten Miles Davis’ suverænt vildeste trommeslager ville skabe sin egen sydende rock-trio i 1969 med unge og vitale talenter som Larry Young på orgel og John McLaughlin på guitar. Det er en fuldstændig vanvittig plade – ufattelig rå og uhæmmet, men alligevel blid og ambient. Der eksisterer et meget klart ‘før’ og ‘efter’ med denne plade. Både i musikhistorien, hvor den står som åbningen for sammenblandingen mellem jazzens improvisation og rockens energi, men også for lytteren, der første gang sætter sig ned og hører den. Med Miles Davis’ egne ord: »Tony Williams is THE motherfucker!«

Agitation Free_2ndAgitation Free: 2nd, 1970
Tyske halvfjerdserbands som Faust, Can og Neu! har de sidste 10 år fået en (velfortjent) renæssance i forbindelse med, at krautrocken for alvor er blevet cementeret som en af de vigtigste strømninger i moderne musik – det være sig både inden for den alternative rock og den elektroniske musik. Det kan diskuteres, hvorvidt det giver mening at samle alle disse meget forskellige kunstnere under samme paraply, men faktum er, at man finder en sand overflod af mesterværker blandt den eksperimenterende tyske musik fra halvfjerdserne. Dette enorme antal af meget interessante kunstnere betyder også, at mange fantastiske bands aldrig rigtigt er kommet ud af glemmebogen igen, hvilket er ærgerligt, da nogle af periodens fineste albums blev leveret af bands som Ash Ra Temple (senere Ashra), Guru Guru og Berliner-bandet Agitation Free, der ikke har været plads til i disse års kraut-revival. Og det er ærgerligt, for en plade som 2nd hører hjemme i enhver psych-, kraut- eller prog-samling. Musikalsk set er Agitation Free tættere på lyden af den californiske syrerock end nogen af de andre tyske bands fra perioden. Man kommer især til at tænke på det tidlige Grateful Dead, hvor forunderlige melodiske guitarimprovisationer svæver rundt blandt repeterende grooves og orgelflader, men der er også spor af Mellotron og modulær-synth, der leder tankerne hen på den senere engelske prog-rock, dog uden at besidde noget af den karakteristiske musikalske kompleksitet. Agitation Free spiller smuk hypnotisk syrerock, og selvom de fem tyskere spiller mere end kompetent sammen, går der aldrig show-off i den. Sehr kosmisch.

Soft Machine_SevenSoft Machine: Seven, 1974
Blandt Soft Machine-fans er der en sær konsensus om, at Three er den ultimative bedrift for bandet. Og til dels at alle plader efter Fourth er decideret idiotiske. Men der er ingen tvivl om, at vi i Causa Sui har nydt lige godt af alle pladerne i ‘tal’-serien – absolut ikke mindst slutstykket i serien, Seven. Denne plade er den første efter bassisten Hugh Hopper forlod bandet. Hoppers unikke tilgang til sit instrument havde skabt en særlig flydende bund for bandet, og drivkraften for Seven synes at bevise, at der findes et Soft Machine efter tabet af en af bandets vitale energier. Pladen er måske den mere cheesy udgave af Soft Machine, men absolut også den absolut mest groovy plade i hele deres katalog. Alle numre på pladen smelter mere eller mindre sammen fra skæring til skæring, så de tunge bas-synth-drevne riffs smyger sig op af rygraden, i hvad der synes som uendelige suiter af unison-figurer. Det er svært at komme tættere på en plade, der både er enormt jazzet løssluppet i sine soli og fills og samtidig så enormt opklodset og tungt, langsomt groovy.

Tim Buckley_StarsailorTim Buckley: Starsailor, 1970
Vi elsker alle Tim Buckleys plader – fra den psykedeliske folk-rock på Hello and Goodbye op gennem den underfundige atmosfæriske jazz-folk på Happy Sad og Blue Afternoon til de sleazy latino-funk-boogie-rock-albums han udgav i sidste del af sin karriere, som mange fans ellers elsker at hade. Men det er Starsailor, der har været fast inventar i øvelokalet i årevis. Et one-of-a-kind-mesterværk, der er en kulmination af Tim Buckleys ekstremistiske side, der for alvor gav sig til kende på albummet Lorca, som udkom tidligere samme år, men egentlig var indspillet allerede før den mere tilgængelige Blue Afternoon. Buckley havde, siden han opdagede Miles Davis’ In a Silent Way i 1968, bevæget sig ud på en rejse, der tog ham længere og længere væk fra den populære folkrock og psykedeliske pop og helt ud i afkrogene af moderne klassisk musik, freejazz og elektronisk musik, uden at give afkald på det svedige drive, der samtidig var begyndt at koge op i ham. Samtidig havde Buckley efterhånden også definitivt vendt berømmelsen og hele mainstream-verdenen ryggen og valgte at forlade Elektra til fordel for Frank Zappas Straight Records, hvilket naturligvis blev betragtet som kommercielt selvmord.

Albummet har skrevet sig ind i historiebøgerne med ”Song to the Siren” – et nummer han skrev i starten af karrieren – men det er numre som ”Monterey”, ”Jungle Fire”, ”Come Here Woman” og ”Down by the Borderline”, der udgør substansen af Starsailor. ”Monterey” er en spændstig duo-komposition af Buckley og trommeslager Maury Baker, der trods sine sparsommelige midler rykker som ind i helvede – eller måske nærmere som ind i et syretrip på Venice Beach. Pladens højdepunkt, ”Jungle Fire”, starter med en rundtosset intro, hvor Lee Underwoods underfundige guitar-arabesker hvirvler ind og ud af Buckleys omsvimlende vokaler, hvorefter der bliver givet plads til et pumpende 5/4-groove, der for alvor tænder vanviddet i Buckley, som omdanner de resterende to et halvt minut til en af de smukkeste passager i rockhistorien med vokaludladninger som på én gang synes at udtrykke seksuel ekstase, dyb dyb smerte og ren og skær madness. Det er sublimt i ordets oprindelige betydning: Modsatrettede kræfter er på spil i musikken og kæmper en eksplosiv kamp uden at lade bevidstheden finde fast ståsted; lytteren bliver hængende i en faretruende og berusende tilstand, der for et kort øjeblik næsten åbner op for et smugkig ind i evigheden. Komplet udknaldet og fuldstændigt fantastisk.

”Down by the Borderline” runder ballet af med et svedigt latino-groove, der peger i retning af senere albums som Greetings from L.A. og Sefronia. Starsailor er bestemt ikke Buckleys mest sammenhængende værk, men der findes ikke noget, som bare minder om den. Den eksisterer i en verden for sig.

Popol Vuh_AguirrePopol Vuh: Aguirre, 1975
I hele den kosmiske afdeling af krautrocken står Florian Frickes Popul Vuh-projekt som det absolut mest unikke. Popol Vuhs stil er altid klart genkendelig, selvom den spreder sig fra udknaldet sitar-syrerock til ambiente meditations-mantraer. På Aguirre befinder Fricke sig i den sidste afdeling, hvor han lader flader og pulseringer forgrene sig i et både simpelt og stemningsmættet univers. Især brugen af vokal-lyde virker vanvittigt original i samspil med den måde, musikken smyger sig af sted. Der er altid en særlig form for melankoli i Popol Vuhs musik – men den overskrider aldrig den enorme vitalitet, der ligger i både de vanvittigt ambitiøse arrangementer, som får musikken til at rykke sig fremad frem for blot at være indadskuende. Det imponerende ved Popol Vuh er netop, at selvom musikken virker dybt intuitiv og organisk flydende, ligger der en understrøm af bevidsthed bag musikken omkring sammensætningen af klange og selve musikkens virkemidler, der ligger på et enormt højt niveau. En dyb forståelse af tingenes og lydenes essens, og hvordan man skaber et nummer på over et kvarter, der er dybt engagerende for lytteren på alle de bedste tænkelige måder. På en eller anden måde er det som at lytte til, mens Popol Vuh får hele verden til at se ud og føles på en anden måde, uden at virkeligheden forsvinder – og det er det største, som musikken kan.

Hvis bare flere mennesker, der laver ambient og drone-musik, ville imødekomme deres arbejde med samme ambitionsniveau i stedet for blot at famle i mørket og i ny og næ snuble over en god ide, ville der måske findes mere musik som Aguirre. Samtidig kunne man godt ønske sig, at lidt flere rockbands ville sætte sig ned med Popol Vuhs plade, i stedet for at køre på testosteron-weltsmertz-skiftene igen og igen.

John Coltrane_One Down One UpJohn Coltrane, One Down, One Up – Live at the Half Note 1965 (udgivet første gang 2005)
1965 var et vigtigt år i Coltranes karriere, for det markerer en overgang i hans værk fra den mere traditionelle, men dog stadig enormt opfindsomme jazz, mod mere og mere ekstrem improvisation. Med A Love Supreme og Crescent bag sig lå det musikalske landskab åbent, og det virker, som om Coltrane aldrig besad større iderigdom end i netop denne periode, hvor han stadig spillede med sin klassiske kvartet, men samtidig var på vej mod en ny musik, der var mere fri, langstrakt og kraftfuld end hans tidligere bedrifter.

Dette album består af to optagelser fra foråret 1965 fra den lille newyorker-klub The Half Note, som nærmest var en slags hjemmebane for Coltrane i den periode, hvor han frit kunne få lov til at eksperimentere sig igennem de sene nattetimer foran et lille, men altid ekstatisk publikum. Da det oprindeligt var to radioudsendelser, er det selvsagt ikke koncerter i deres fulde længder, man får serveret, men et uddrag på to numre fra hver koncert, dvs. i alt fire numre fordelt på to cd’er. Men hvilke numre. Det er en Coltrane-kvartet i sprudlende storform, der syder af energi og overskud, hvor det lille band med overlegent sammenspil tager lytteren med på flyvetur og gang på gang når nye højder. Klassikeren “Afro Blue” bliver fremført i sin absolut bedste version, men det ultimative højdepunkt er den 28 minutter lange “One Down, One Up”, der med nærmest barbarisk intensitet udfolder Coltranes bedste ideer i en række klimakser, der er blandt de mest følelsesmæssigt intense i hans katalog.

Den svenske saxofonist Johan Riedenlow, som efterhånden er blevet fast medlem af Causa Sui, har et nærmest religiøst forhold til Coltrane og kan kun med nød og næppe tvinges til at lytte til musik, der er lavet efter 1967, dvs. efter Coltranes død – for hvorfor skulle man have at gøre med middelmådighed, når man kan erfare udfoldelserne af musikhistoriens største geni? Og når man lytter til disse optagelser, er man næsten tilbøjelig til at ham ret.

Pharoah Sanders_ThembiPharoah Sanders, Thembi, 1971
Pharoah Sanders er nok mest kendt for sit samarbejde med John Coltrane i midten af tresserne, hvor hans tykke, rå saxofon-lyd pryder albums som Ascension, Olatunji Concert og Meditations, men den række af plader, han udgav som bandleder i samme periode og frem til starten af halvfjerdserne, er også mere end bemærkelsesværdig. På albums som Karma, Jewels of Thought og Black Unity blander Sanders og hans band freeform-jazz med en sans for overjordiske melodier og eksotiske klangfarver, der svæver i en slags tidløs hinde. Disse albums er præget af et forsøg på at forene spiritualisme med jazzens frihed og vildskab, og resultatet er en række albums, der er svære at kategorisere, men hvis indflydelse er let at spore hos mange af nutidens kunstnere – f.eks. i stort set alt Scott Herrens arbejde (bl.a. Savath and Savalas og Prefuse 73) og hos et band som Tortoise.

Det er svært at vælge en favorit blandt disse albums, men Thembi er en fokuseret og klar formulering af de ideer, Sanders kredsede om i den periode. Karakteristisk for alle de nævnte albums er en grundlæggende kompositorisk simpelhed, der gør dem tilgængelige for langt flere end blot jazzfanatikere, og mens visse aspekter af Sanders’ værker fra denne periode peger frem mod fusionsjazzen og dens kombination af jazz, rock og world music, er det også denne simpelhed, der gør det mere oplagt at tænke Sanders som en art konceptuel forløber til eksempelvis krautrocken frem for den progressive rock eller fusionsjazz. På Thembi kulminerede Sanders’ interesse for at inkorporere alverdens instrumenter i sin musik. Derved er de elegante og meditative kompositioner indhyllet i en gylden, krydret atmosfære af diverse fløjter, klokker, percussion og Rhodes.

Can_Future DaysCan: Future Days, 1973
Future Days er et album, der konstant transformerer sig. Stik modsat hvad der igen og igen postuleres om Can, er musikken ikke struktureret omkring repetitioner og gentagelser. Det er meget svært at finde to takter eller sågar taktslag, hvor det ikke er forrykket eller tilsat ét eller andet nyt element. Cans magiske evne består netop i at kunne skabe en uendelig transformation uden at gribe til særligt mange konkrete temaer eller pludselige skift. Det er vitterligt musik, der flyder og snor sig rundt. Og fordi musikken flyder fremad, bidrager selv de mindste percussion- eller rumklangsdetaljer til en helt fantastisk dynamik. Future Days er et perfekt eksempel på, hvordan musik både kan rumme en indadgående og stillestående meditativ kraft og på den anden side virke evigt foranderligt, dynamisk og hektisk. Mange bands vedkender sig Cans enorme indflydelse på deres musik, men desværre er det et fåtal, der rent faktisk praktiserer essensen af Future Days.

Miles Davis_Black BeautyMiles Davis: Black Beauty – Live at the Fillmore West, 1970
Stort set alt, hvad Miles udrettede i perioden 1965-1975, fortjener klassiker-status, men i perioden 1969-1971, hvor grundstammen i Miles’ orkester blev udgjort af Jack DeJohnette på trommer, Dave Holland på bas, Chick Corea på Rhodes og effekter og Airto Moreira på percussion, finder man det reneste guld. Denne grundbesætning blev i perioden ofte varieret på forskellig vis og gæstet af bl.a. Keith Jarret, John McLaughlin, Larry Young og Joe Zawinul, men på denne live-optagelse fra San Francisco i 1970 kan man opleve bandets grundbesætning i sin mest simple form, dog med den nyligt tilføjede Steve Grossman på sax.

Den musik, man stifter bekendtskab med på dette dobbeltalbum, er rå, spraglet, ukontrolleret og støjende – selv i forhold til den genre-definerende klassiker Bitches Brew, der var indspillet et halvt år tidligere. Det er tydeligt, at Miles allerede var på vej videre mod en ny sound, der var mere psykedelisk, funky og frem for alt fri. Han var i denne periode stærkt inspireret af Hendrix, og selvom han endnu ikke havde tilføjet bandet en fast guitarist på dette tidspunkt, så er der tydelige genklange af Hendrix’ psykedeliske improvisationer i disse lange ekskursioner, der summer af ekstase og vildskab. Det er kun med nød og næppe, der bliver holdt sammen på de musikalske former, da Chick Coreas konstant muterende og til tider atonale Rhodes-spil og Steve Grossmans udknaldede soloer hele tiden truer med at opløse enhver struktur og groove. Var det ikke for Jack DeJohnette og Dave Holland’s supertighte sammenspil i rytmesektionen, ville hele molevitten mildest talt falde fra hinanden og ende i en spraglet freejazz-suppedas. Der kæmpes med andre ord hele tiden en kamp i musikken, hvor dens indre elementer konstant truer med at opløse hinanden. Men det forbliver hele tiden groovy og medrivende, for når man føler de lange, muterende passager er kommet helt ud, hvor der er for langt tilbage til land, så sker der noget der med ét samler trådene igen. Der er øjeblikke på Black Beauty, der vidner om en næsten overnaturlig synergi mellem musikerne, og til tider fremstår musikken – som f.eks. på den lange jam der udgør hele disc 2: ”Bitches Brew/Masqualero/Spanish Key” – mere som en organisk proces end som lyde frembragt af en håndfuld jazzmusikere. Det er en fornøjelse at lytte til Jack DeJohnettes sprudlende trommespil og ligeledes Chick Coreas innovative brug af Rhodes og tilhørende ringmodulator, echoplex og wah-wah-pedal. Det er den perfekte syntese af jazz og syrerock, men har absolut intet tilfælles med den genre, der få år senere ville få påklistret mærkatet ‘fusionsjazz’ og stadig lever i bedste velgående på landets konservatorier. En konservatoriemusiker ville sandsynligvis blive fysisk syg af den sublime livsmusik, man finder på Black Beauty.

Herbie Hancock_MwandishiHerbie Hancock: de tre Mwandishi-plader (Mwandishi, 1970, Crossings, 1971, Sextant, 1973)
Herbie Hancocks Swahili-navne-projekt strækker sig over tre plader. De tre plader er eksempler på en af de mest originale sammenblandinger af rock, jazz og elektronisk musik, man kan opstøve. Intet mindre. Det smukke ved de tre plader samlet er, at de alle følger samme formel – tre numre pr. skive, og at de hver især bygger videre på sin egen historie. Vel at mærke en historie som i musikken synes at opstå ligeså spontant og opfindsomt, som de mange variationer musikerne fylder ind imellem de lange, gentagende grooves. Hvis man skal bruge et udhulet musikjournalist-begreb som tranceskabende blot én gang i sit liv, står disse tre plader meget højt på listen over kandidater. De er velsagtens det tætteste, jazzen kommer på en slags pendant til Steve Reich eller Grateful Dead. Vel at mærke uden overhovedet at lyde som de kunstnere, eftersom musikken bibeholder jazzens essentielle dynamiske grundpræmis.

Hvor den første plade er baseret på et Bitches Brew-lignende klangunivers, blot med meget mere markant jungle-rytmik, bevæger plade nr. to, Crossings, sig over i et mere elektronisk sammenvævet univers, hvor stemmer og synthesizerflader fylder en del i kompositionerne, dog uden at numrene mister den fantastiske dynamik og livskraft. Slutstykket Sextant går helt elektronisk bananas og lader støvede synthesizer-apreggios bære en stor del af rytmikken, hvor flere af de bærende elementer lader til at være redigeret ind, og bandets synthguru med det velklingende navn Dr. Patrick Gleeson tilsyneladende har fået dejligt frit spil på sin ARP-synth. Kosmisk!

Læs anmeldelsen af Summer Sessions vol. 1-3.

2 kommentarer

  • Tusind tak for at i gad at bruge tid på at anbefale disse værker, og oven i købet give grundige beskrivelser og baggrundsviden. Det er værdsat, tro mig.

    Jeg vil tjekke ALT det ud, som jeg ikke kender i forvejen.

  • Glæder mig til at høre dem jeg ikke kender. Grænsen mellem syre og jazz er pissespændende.

Leave a Reply