Sydafrika er i disse uger verdens midtpunkt. Der bliver afholdt VM i fodbold, og ganske passende er det sydafrikanske rockband The Parlotones samtidig klar med deres tredje album, Stardust Galaxies. Sydafrika har en broget fortid, og siden debatten om og afskaffelsen af apartheid-styret har landet vel ikke oplevet en så massiv mediebevågenhed. Den mulighed har The Parlotones benyttet sig af. Sammen med deres pladeselskab har de skabt et appetitligt soundtrack, som uden skarpe kanter og spidser glider let ned. I hjemlandet er de allerede helte, men nu har de altså øjnet verdensherredømmet.
I de seneste uger har lyden af blæseinstrumentet vuvuzelaen fyldt masser af spalteplads i aviserne. Dette horn frembringer et på alle måder enerverende og øredøvende spektakel på fodboldstadioner rundt omkring i Sydafrika, og mange frygtede det forud for kampene. Noget, man tværtimod ikke behøver at frygte, er lyden af Stardust Galaxies. Der er ingen vuvuzelahorn, og der er i det hele taget ingen tegn på, at forsanger Kahn Morbee og det øvrige band deler flag med folkehelten Nelson Mandela. Bandets udtryk er inficeret af 00’ernes britiske musikscene, og der står ganske givet et par plader med Coldplay, Muse og The Killers hjemme i reolen.
Den udgivende kvartet formår dog ikke at bringe noget nyt til genren eller at skille sig ud fra deres inspirationskilder. Bortset fra de første 15 sekunders støjinferno er skabelonen ensartet pladen igennem. Der har tydeligvis været fodbold i tankerne, for der er stadionrock for alle pengene. De fleste numre er egentlig ens, men særligt åbneren ”Push Me to the Floor”, ”The Stars Fall Down” og ”Brighter Side of Hell” er voldsomt pompøse, grænsende til det let kvalmende. Der er tilmed indlagt sagte passager før omkvædene, som passende kan deles med publikum, når sangene skal fremføres live. Generelt er numrene sirligt opbyggede med fokus på omkvæd, syng med-faktor og skrøbelighed.
For selvom The Parlotones spiller deres maskuline potensrock vel, gemmer der sig uden tvivl et par følsomme individer indeni. Den højstemte ballade er et godt eksempel herpå. Tårekanalerne står på vid gab, når Kahn Morbee indfølt og med tyk britisk accent synger: »Me and my Cinderella will fly to the moon / we will dream with open eyes.« Ja, en sådan lyrik kræver vel ikke nogen yderligere beskrivelse, og det er generelt det niveau, vi ligger på tekstmæssigt. De halvklodsede tekster får desværre ret meget plads, da numrene som tidligere nævnt flyder meget ud i hinanden. Omkvædet falder nøjagtig på klokkeslæt, og man frygter faktisk, at Stardust Galaxies er et produkt af pladeselskabets brainstorm.
Påfaldende er det, at pressemeddelelsen ikke beskæftiger sig særligt med det statiske udtryk, men i stedet hæfter sig ved de mange udsolgte koncerter, velgørenhedsarbejdet og det faktum, at der bliver solgt specielle bærbare Parlotones-computere og mættende Parlotones-meals. Vi har så sandelig at gøre med en magtfaktor på det sydafrikanske marked, men der mangler altså lidt nerve, originalitet og noget vildskab. Der er i stedet tænkt i klare og gennemskuelige koncepter. Og ganske passende er bonustracket en VM-sang, som ironisk nok bliver brugt på tysk tv. Men der er altså heller ikke særlig meget vuvuzelahorn over The Parlotones’ tredje album.
