Det er morgen i Tombstone. Stille, tyst – kun en svag hylelyd giver varsel om det kommende. Og så, bang! I stemmer det med uptempo kavaleritrommer, blødende violiner, salonfatter, der hamrer dramatisk i pianoet, og forsanger Simon Aldred, der fuldender scenariet med åbningsordene »Morning spitting vengence,« hvorpå der ellers bliver lagt folk i jorden i snesevis. Morderballaden ”We Sleep on Stones” åbner engelske Cherry Ghosts seneste udspil, Beneath This Burning Shoreline. Paw, den første kugle rammer plet!
Den middelmådige indierock fra debutalbummet Thirst for Romance (2007) er blevet peppet klædeligt op. Nu står den på mariachifortællinger, sømandsviser og sågar Chopin, alt sammen blandet med succes i ”The Night They Buried Sadie Clay”. Paw, endnu en sang er en ren fuldtræffer.
Lyden bevæger sig mellem et Nick Cave-inspireret univers af mordere, svindlere og letlevende damer situeret i en mørk historiefortælling over Echo & the Bunnymens flirt med den mexicanske mariachitradition og eftertænksom indierock a la The National til Coldplays sødmedrivende popflader. Umiddelbart en noget aparte blanding, men Cherry Ghost forstår at male så fængende lydbilleder, at det til tider nærmer sig det filmiske. Og hvilken film det kunne blive, fyldt med værtshusslagsmål om skønne kvinder (»in a certain light / your face could launch a bareknuckle fight« fra “Barberini Square”), gotiske landskaber med kirkegårde (der bliver ligefrem i ægte klichéstil spillet på sav af og til – hvor meget mere spøgelsesagtigt kan det blive?), tordenvejr og ruiner samt hele den hårdkogte westerns melankolske enspænderi, støvede dilingencebyer og mexicanske munterhed.
Der er en rugende mørk romantik i spil, og den kommer til udtryk på “A Month of Mornings”. En ballade, som starter med en melodisk bas, klaverspil og Aldreds stille sang for langsomt at bygge op til en ‘klassisk’ finale med (næsten) alt, hvad den kan trække af elektrisk guitar, trommer og skift mellem energiske udladninger og eftertænksomme mellemspil.
Associationerne til The National er svære at ryste af sig. Aldred byder på interessante tekster, alle med en kulsort bagside. “Only a Mother Could” går glad derudad med en kær omgang hammondorgel og en nærmest cheesy omgang guitarfingerspil, men behandler samtidig vold i hjemmet. “Kissing Strangers” er tænkt som det store croonerhit, men igen med en tekst, der uundgåeligt snor sig ned i dyster håbløshed. Det er en smuk sangtekst, men lige lovlig klistrende musik – især set i forhold til resten af albummets mere tilbagelænede americanastil. Det største problem ved pladen er manglen på homogenitet, der brydes af numre som “Kissing Strangers” og stadionrocknummeret “Black Fang”. Resultatet bliver en lidt rodet affære, hvor et ellers smooth tema belemres med et par vejbump. Men samtidig er disse bump også velfungerende numre, hvilket giver dem en vis berettigelse i sig selv.
Beneath This Burning Shoreline er en plade, der leverer alsidige temaer i både tekst og musik og samtidig plejer glæden ved den gode røverhistorie. Cherry Ghost har skabt en række sange, der sidder lige i – og ellers tæt omkring – bulls eye.
