jj i sædvanlig udadvendt facon.
Skulle man være bare en anelse træt af lortevejret, der ramte Way Out West som en tung uppercut på festivalens første dag, var jj (Jakim Benon og Elin Kastlander) klar til at vende stemningen. Med sin blanding af synthfyldt lillepigepop, sfærisk elektronisk susen og calypso-orienterede, tribale beats tog især Kastlander – med sin kejtede, smågenerte fremtoning – publikum med storm.
Overraskelsen var ellers til at tage og føle på, da hun troppede op med sin guitar og indledte i klassisk singer/songwriter-stil. Hele aftenen havde Världskulturmuséet været indrammet af tunge beats og aggressiv grime, og derfor var det modigt at trække tempoet helt ned med et akustisk nummer, hvor hun brillerede med sin fine stemme, inden der igen blev sat skub i sagerne med ”From Africa to Malaga”. Numrene bølgede imod publikum i en strøm af velkomponerede visuals (bl.a. slowmotion-optagelser af dyr på savannen og en lang række mål af Zlatan Ibrahimovic) og charmerende, skamløs indiepop garneret med synth og tribale beats, der gik lige i svømmefødderne. Især fremkaldte det storladne, violinbårne ”Things Will Never Be the Same Again” stor jubel blandt publikum. I tilgift blev det hele leveret med en attitude, der var lige præcis så casual, at man overvejede, om det var meningen eller udtryk for nervøsitet.
Netop manglen på attitude var et af koncertens problemer: Når Benon ikke slaskede rundt på scenen i noget, der i mistænkelig grad lignede en ukontrolleret hashrus, overfaldt han Kastlander på så omklamrende vis, at det nærmest bremsede koncerten. Derudover stod Kastlanders fremragende vokal meget svagt i lydbilledet, hvilket formodentlig skyldtes, at der er ekstremt højt til loftet i Världskulturmuséet. Og endelig havde festivalen placeret scenen skråt og skævt for siddepladserne, hvilket gav et meget lille (danse)gulv foran scenen, og en skævvridning af lyden for størstedelen af publikum på trappen.
Fraregnet de tekniske problemer og en påvirket kollega på scenen var det dog en fin performance, og afslutningen med supernummeret ”Let Go”, den mere afdæmpede ”You Know” samt endnu ballade slog en perfekt krølle på en ganske overbevisende og overrumplende koncert.
