Det er svært at sætte en finger på ambitionsniveauet på Skjults debut De sy7 dødssynder. Udgivelsen, der har Sophie Kronsted og Jonas Kappel som kompositoriske bagmænd, er, som navnet angiver, en konceptuel én af slagsen. Albummet består af en sang om hver dødssynd samt seks korte interludes og et afslutningsnummer til at skabe sammenhæng numrene imellem. Og credit skal der gives for viljen til at skabe et større, sammenhængende værk med en velovervejet baggrund for sangenes overordnede tema og albummets opbygning. Men her stopper roserne så også, for nok er der tænkt over sagerne, men kvaliteten er en helt anden snak. Den kan man sætte op til flere fingre på.
Rent stilmæssigt har vi fat i en omgang hård rock tilført klassiske elementer, og det giver et smådystert lydbillede på størstedelen af albummet. Som pressematerialet også påpeger, har numrene et ret filmisk præg, især på grund af strygerdelen, og kunne let være soundtrack til en film. Desværre ville det nok være en gyser-B-film, for selvom det ganske vist ikke er negativt, at noget er filmisk, bliver det her udført på nærmest kvalmende teatralsk vis, hvilket gør det besværligt at komme igennem albummets fulde længde. En sand skam, at en ellers interessant idé bliver udført med så lidt succes.
Især Kronsteds vokal fremstår decideret enerverende med sin altid uinteressante melodifrasering. Det er værst i “Begær” og især “Misundelse”, der i den grad er øregangsskærende numre. At kompositionerne heller ikke har noget videre interessant at byde på, hiver ikke ligefrem sangene op på et nyt niveau, ligesom det heller ikke bidrager positivt til lydbilledet, når man fra tid til anden får kylet Kappels elguitar i hovedet. Det virker så impotent, at man næsten ikke tør tro, at arbejdet bagved lyden er foretaget af professionelle folk.
Det eneste positive er egentlig, at flere af mellemspillene besidder et vist potentiale. De kan dog naturligvis ikke stå for sig selv, da formålet med dem er at sammenkoble de enkelte numre, men man kunne i højere grad forestille sig lydsiden til en film bestå af disse mellemstykker frem for af albummets faktiske numre.
Det er altså et slattent album, Skjult har begået, om end bagtanken og ambitionerne bagved må roses. Selvom Kronsted er én af hovedaktørerne bag værket og derfor måske har en del at skulle have sagt, kan man alligevel kun krydse fingre for, at hun til næste gang vil overveje at overdrage vokalarbejdet til mere kompetente folk. Det ville i den grad løfte det endelige værk, som i denne omgang langtfra er vellykket.
