De fleste feinschmeckere vil jo nok mene, at der ikke er meget ved musik, hvis der som udgangspunkt er mere substans i hele konceptet omkring fremførelsen og universet end i selve tonerne, der vælder fra højtalerne. The Residents har siden midten af 70’erne udgivet rundt regnet en plade årligt, og udgivelseskadencen kombineret med et som tommelfingerregel fuldstændig outreret univers af lige dele avant-art, hysterisk uhygge og forskruet humor har ikke altid kastet store musikalske oplevelser af sig. Til tider har bandet formået at indkapsle deres konceptplader i den helt rette melodiøsitet eller særegne stemning, der kunne få musik og bagtanke til at gå op i en højere enhed. Udgivelser som Eskimo eller God in Three Persons er således unikke, konceptuelle lytteoplevelser, der drager med hele deres fremmedartede lyd- og billeduniverser, men man har aldrig som udgangspunkt skullet regne med at blive overvældet af The Residents.
Bob og Randy.
Medmindre man da lige oplever bandet live, hvor man med rette kan forvente deres sædvanlige performance — der om noget er helt ud over det sædvanlige. Bandets fokus har altid været at skabe mystik om de evigt anonyme medlemmer bag det ene sæt opsigts- og rædselsvækkende masker efter det andet. I tilgift har de formået jævnligt at tiltrække sig offentlighedens positive eller negative opmærksomhed ved at indlemme forskruede medleys over store hits i deres sælsomme mareridtsunivers eller ved at spille deres musik på købt reklameplads i radioen — alt sammen længe før, Lady Gaga måske var en mand.
Selvfølgelig ligger en uvurderlig stor del af bandets tiltrækningskraft i dette konstruerede image, men mødte man tirsdag op i Vega på bandets præmisser, blev man naturligvis ikke skuffet. Ikke af et band, der har specialiseret sig i at fremvise giraffen i små 40 år.
Koncerten var arrangeret som en del af CPH:DOX-dokumentarfilmfestivalen, men som følge af The Residents’ sædvanlige svaghed for musicallignende opsætninger, sære kostumer og opmærksomhedskrævende effekter var det nu ikke noget, der kunne give publikum et udpræget anderledes syn på dem. Ikke desto mindre var det vellykket, at de tre (gruppens fjerde medlem ‘Carlos’ havde angiveligt trukket sig tilbage og fik ikke så få hårde ord med på vejen fra forsanger og performancefikspunkt ‘Randy’) gennem koncerten indlemmede en række videoserier til at opbryde og understøtte deres historier og fjendske lydunivers.
Damen i baggrunden har angiveligt medvirket til at dræbe sin mor med kogt pasta.
The Residents er ikke taget på tour for at lufte gamle hits. Musikken var ny og ville som udgangspunkt gøre sig endnu dårligere på plade, end tilfældet i forvejen er for meget af gruppens materiale. Med et endnu mere fortællende islæt, end man er vant til, var den til gengæld skabt til at danne rammen om The Residents’ temaaften om okkulte fænomener og forskruede hjerner, der selvfølgelig foregik hjemme i bandets dagligstue, i lænestolen foran den nips-belæssede kamin.
Herfra flød historierne til ‘Bob’ og ‘Chuck’s uvenlige guitar- og elektronikdroner, der sjældent indbød publikum til at rokke med, men — netop som teatermusik burde — gjorde det så meget desto nemmere at følge Randys overdrevent gestikulerede fortællinger. Over scenen passerede morbide historier om den usynlige tvilling, der ved et uheld fik slået sin mor ihjel med kogende, juletræformet pasta, eller om enkefruen, der til sidst sov hele døgnet for i drømmene at være sammen med sin mand. Volden, uhyggen og sindssygen i The Residents’ univers er så udpenslet som i en amerikansk B-gyser. Men med tiltrækningskraften i effekternes sære parallelliv, Randys uovertrufne fortællergen og en altoverskyggende sort, sort humor, opstår et univers, der virker så usmageligt indsmigrende, at man ikke helt synes, man kan tillade sig at blive grebet af det.
Det gjorde jeg heller ikke hele tiden. Når Randys vokal forvrængedes så meget, at historierne ikke var til at følge, faldt konceptet til jorden, og ligeledes kunne opstillingen virke anstrengt, når fokus blev fjernet fra musikken for længe ad gangen. Det skete nu heldigvis sjældent, for koncertens hoveddrivkraft i videointerviewene med de skævt dimensionerede, Tim Burton-lignende karakterer var et tilbagevendende højdepunkt, der blev forstærket yderligere af Randys karaktertro, formørkede og som regel temmelig underholdende skuespil.
Min holdning om, at The Residents’ musik sjældent er en stor oplevelse på egen hånd, ændrer gruppens Vega-koncert ikke stort ved. Til gengæld er min respekt for deres evne til at opstille et på samme tid så excentrisk, kitschet, afskrækkende og dragende univers intakt — og det er skam ingen lille præstation i en tid, hvor Lady Gaga og “Mama Mia!”-musicalen er ens største konkurrenter.
