Tænkt scenario 1 – Hyggedyret:
Du har just trukket slumretæppet godt op til hagen, skænket et velvoksent glas rødvin og åbnet din Murakami-paperback, lige der hvor kattene og kvinderne stikker af, og eventyret begynder. Betingelserne for en rar aften er så godt som opfyldt, nu mangler du kun at vælge, hvad der skal fylde luften omkring dig, mens du synker ned i sanseoplevelserne. Det skal ikke være for påtrængende, hellere beroligende, smukt og trukket langt i baggrunden. Hvem sætter du på? Heidi Spencer & the Rare Birds kunne være et passende bud.*
*(Valget af denne cd medfører dog øget risiko for på behagelig vis at blive lullet i søvn, længe før glasset er tømt, og Murakami får svunget sig op til surrealistiske højder).
Spencer blev i 2010 signet til engelske Bella Union og udgiver gennem dem sit tredje album, Under Streetlight Glow. Genremæssigt placerer Spencer sig i en singer/songwriter-tradition, hvis udtryk især lægger sig op ad talentfulde kvinder som Dolly Parton, Joni Mitchell og Tracy Chapman. Lyden er folket med et unægteligt præg af country.
Tænkt scenario 2 – Fuldskægsfanatikeren:
Du er helt oppe at køre over de seneste års folk-udgivelser. Du kræver flere tern på den skjorte! Vildere fuldskæg, vildere! Korharmonier a la Fleet Foxes eller skramlet og minimalistisk som hos Bowerbirds, du sluger det råt. Du stræber efter den ofte sjælfulde og dybe musik, der lever på sin nedbarberede inderlighed, men alligevel har et par tricks oppe i ærmet. Lyder det lovende med et album fra label-søsteren til Fleet Foxes? Bestemt. Bliver du skuffet, når den ryger på anlægget? Det tror jeg nok!
For folk, der ikke svømmer hen over Joni Mitchell eller føler sig som en (u)glad lille cowboy/-girl, vil Under Streetlight Glow ikke være andet end dekorationssange. Behagelig, men fuldstændig uvedkommende muzak. Pladens akilleshæl er den næsten totale mangel på udvikling i sangene. Der sker intet uventet, ingen små afbræk, der fjerner opmærksomheden fra den åh så lige landevej. Ja, nogle gange kan man ligefrem komme i tvivl, om sangen overhovedet når så vidt som til et B- endsige C-stykke. Bevares, Spencer har da et eller andet kørende med den let hæse vokal, hun smører øregangene i. Men musikalsk kører det i tomgang på størstedelen af pladens 10 skæringer. Guitar, klaver og trommer kører så ensformigt derudaf, at jeg ved et blindlyt ville have svært ved at skille de fleste numre fra hinanden.
Et glimt af håb om diversitet skimtes i “Go to France”, hvor tempoet sættes lidt i vejret til en klassisk harmonika-lignende lyd. Kigger man lidt dybt i rødvinen, er det lige før, man kan skimte Eiffeltårnet. Og i “Tried and True” får den blue feeling et ekstra skud med en blødende violin. Ingen af disse eksempler fører dog pladen i nye retninger eller hæver spændingsniveauet væsentligt.
Kort sagt: Er du til musik, der gør indtryk, er varieret i tempo, begiver sig ud i elektroniske fiksfakserier eller i det hele taget nogle former for løjer, så skal du ikke tage på træk med Spencer og de sjældne fugle. Er du derimod til straight up countryfolk, der for de fleste blot vil lægge sig som en blød, anonym sonisk dyne omkring dem, kunne Heidi Spencer & the Rare Birds være et lyt værd.
