PJ Harvey: Let England Shake

»The West’s asleep. Let England shake / weighted down with silent dead.« Polly Jean Harveys nye album handler om krig. Hun vil vække os alle og ryste England med sine fortællinger om krig og minde os om alle de gange, England er blevet rystet af krig. Det handler om den almenmenneskelige oplevelse af krig; følelserne, lugtene, lemmerne spredt ud på slagmarken. Men selvom temaet er krig, er Harvey på Let England Shake ikke krigerisk. Det er ikke et politisk album som sådan, og Harvey prædiker ikke for os. Derimod undersøger hun sit elskede England og krigens væsen på intelligent vis.

PJ Harvey har ikke før lavet et decideret konceptalbum, men med årene har hun som kunstner udviklet sig i altid uforudseelige retninger, og Let England Shake tilføjer en ny side til den store musikalske kunstner, hun er. Det er både modigt at lave et album om Englands lange krigshistorie og at lave et konceptalbum i sig selv. Let England Shake er Harveys soloopfølger til hendes minimalistiske, klaverbårne og meget smukke værk White Chalk fra 2007. Siden da indspillede hun A Woman a Man Walked By i 2009 med sin mangeårige samarbejdspartner John Parish. Han er som sædvanlig også om bord på det nye album, ligesom Flood og Mick Harvey traditionen tro også er ved PJ Harveys side på dette album, der er indspillet i en 1800-tals-kirke på en klippetop ved havet i Dorset.

Krigstemaet gik Harvey små småt i gang med på nummeret ”The Soldier” på A Woman a Man Walked By. Ligesom i det tilfælde er det også på det nye album særligt første verdenskrig, der optager Harvey. Omtalt som ‘The Great War’ på sin samtid var det en definerende krig i den engelske bevidsthed: Den krig, hvor alle ædle krigsillusioner bristede, og hvor en hel generation af unge mænd blev udryddet. Hermed placerer Harvey sig som en 100 år senere åndsfælle til en række berømte engelske digtere, der skrev om deres frygtelige og meningsløse oplevelser i første verdenskrigs skyttegrave, som Robert Nichols og Siegfried Sassoon. Deres digte, skrevet ved fronten og på orlov, var med til at få krigsrealiteten ind i englændernes sind derhjemme.

Det samme er Harvey ude på den dag i dag. Datidens og nutidens krige går igennem albummet fra start til slut. Fra trompetfanfarer fra slagmarken på “The Glorious Land” til krigens gruelige, fysiske materialitet, som Harvey gør meget visuel for os på f.eks. ”The Words That Maketh Murder”, hvor hun synger: »I have seen and done things I want to forget / soldiers fell like lumps of meat / blown and shot out beyond belief / arms and legs were in the trees.« Samtidig beskriver hun, på ”All and Everyone”, hvordan krigen gennemsyrer alting og er til stede i alt, hvad soldaterne mærker og gør, selv latteren og drikkevandet: »Death was everywhere / in the air / and in the sounds / (…) / When you rolled a smoke / or told a joke / it was in the laughter / and drinking water.«

Alt sammen er almenmenneskelige oplevelser, som Harvey har knyttet til sin egen stærke oplevelse af England og det at være britisk. Albummet kredser også meget om England, det smukke, tågede England, hvor sangerinden længes efter Themsen og klipperne i Dover. »Goddam’ Europeans! Take me back to beautiful England!,« synger hun på ”The Last Living Rose”, og ligesom digterne fra første verdenskrig hylder hun England, når hun med både smerte og stolthed synger: »I live and die through England« på det nummer, der simpelthen bærer titlen ”England”. Men det er også et bittersødt forhold til et land, hvis jord er pløjet af kampvogne og marcherende fødder, og hvor jordens frugt ikke er korn, men forældreløse børn (”The Glorious Land”).

Englands fugtige muld, krigen, døden og naturen kædes sammen på tværs af historien i Harveys krigskrønike. Hun leger med den samme uhyggelige tanke som Lars von Trier i “Anticrist”: Hvad nu hvis naturen ikke vil os det godt? Hvad nu hvis naturen, som vi altid tror er god, faktisk er ond? Når det er solen selv, der bringer død over soldaterne med sit dødbringende blik på ”All and Everyone”. Når sangerinden står på stedet, hvor krigen engang rasede, og hun endnu mange år efter hører vinden synge, med Harveys lyseste vokal: »Cruel nature has won again,« så det løber koldt ned ad ryggen.

Som sagt handler albummet om krig, men Harvey er ikke krigerisk – heller ikke rent musikalsk. Tværtimod er der en virkelig fin modsætning mellem musikken og teksten. Det er ikke drønende guitarer, som hun lader rase for at skildre krigen. Musikalsk set er dette hverken et dystert eller rasende album. Harvey har raset og rocket langt mere på især nogle af sine tidlige album, og langt mere uhyggelig og dyster var tonen på White Chalk. Let England Shakes numre er luftige, ofte rytmiske og melodiøse. Noget nyt er blæserne, som bestemt ikke er noget, man er vant til at høre på et PJ Harvey-album, men som her er med til at give pondus til numrene som en ironisk swingende kontrast til temaet. En anden ny ting i Harveys lyd er hendes brug af samplinger, fra en gammel vise til Nineys gamle raggaenummer ”Blood and Fire” på ”Written on the Forehead” – selv her, hvor reggaerytmerne lægger op til fest, synger Harvey om en by, der rammes af krigen og brændes ned.

Undervejs spørger PJ Harvey og John Parish i kor: »What if I took my problem to the United Nations?« Vi har historisk set forsøgt os med antiangrebspagter og internationale organisationer, der skal beskytte os mod krig. Selvom verdens sikkerhedssituation formentlig havde været langt værre uden, står spørgsmålet ubesvaret, og virkeligheden svarer os, at der jo stadig er krig så mange steder i verden i dag.

Let England Shake har ikke potentiale til at blive et yndlings-PJ Harvey-album hos denne anmelder. Dét er nogle af hendes tidligere værker, især To Bring You My Love og Is This Desire, for personlige og stærke til, men som det konceptalbum, Let England Shake er, er det en musikalsk fornøjelse og en ikke-prædikende og ikke-bedrevidende beretning om krig. Harvey undersøger den menneskelige side af krigen med stor intelligens og med udfordrende modsætninger mellem musik og tekst. Det er endnu et imponerende værk fra PJ Harvey, der til stadighed vokser rent kunstnerisk. Det er meget få kunstnere i verden, der med musikalsk forståelse, intelligens og indfølelse kan dét, hun kan.