Der er mindre psykedelisk tråd og mere hjemmegjort pop, når walisiske Gruff Rhys udgiver album under eget navn i stedet for sammen med Super Furry Animals, hvor han er forsanger. Således også på hans tredje soloalbum, som trods alt er den af hans plader, der lyder mindst, som om den er kommet til verden i hjemmesko og slåbrok.
Både i Super Furry Animals og solo kan man imponeres over Gruff Rhys’ sangskrivertalent. Melodisk evner han at skrive iørefaldende og overraskende numre, der heldigvis også har en god holdbarhed – ikke mindst på grund af hans charmerende ligefremhed både musikalsk og vokalmæssigt. Og mens vi er i gang med at imponeres, så lad os også lige gøre det over hans arbejdsomhed, der på det sidste b.la. har omfattet samarbejder med Gorillaz, Sparklehorse og Danger Mouse og den brasilianske tv-reparatør Tony Da Gatorra – og så kom der vist også en dokumentarfilm, hvori Gruff Rhys søger efter sine sydamerikanske aner i Patagonien.
Således mere imponerende er det, at Hotel Shampoo, der tager sin titel fra Gruff Rhys’ store samling af shampoo-flasker fra alverdens hoteller, holder et rigtig højt niveau. Og det lover godt for et kommende Super Furry Animals-albums efter den lidt famlende Dark Days/Light Years.
Måske er det indbildning, men at nogle af numrene på Hotel Shampoo er skrevet samtidig med Gruff Rhys’ tur til Sydamerika, kan høres. Singlen “Shark Ridden Waters”, for øvrigt produceret af Andy Votel fra Finders Keepers Records, lugter, ikke mindst på grund af reallyde fra havet, vældigt af sol og Alcapulco-spionmystik med et stænk romantik, mens “Sensations in the Dark” får et ordentlig skud eksotiske Mariachi-horn.
Gruff Rhys har også medtaget et par numre, som lige så godt kunne have været med på et Super Furry Animals-album. “At the Heart of Love” er en ballade anno Rings around the World, mens “Patterns of Power” er mere simpel og med sin rocklyd nærmere er fra tiden omkring Radiator. “Christopher Columbus” er med sit “London Calling”-riff en kende forudsigelig, men reddes af en fantastisk saxofon-solo tropicália-style halvvejs. “Space Dust #2” er en sød duet med svenske El Perro del Mar om at mødes og forelske sig på en konference. Solo har hun en dejlig speciel stemme, som desværre ikke helt kommer til sin ret her.
At Gruff Rhys også trækker på 60’ernes klassiske popmusik er f.eks. tydeligt på “Honey All Over” og “Sophie Softly”, der sammen med “Rubble Rubble” er albummets dårligste numre. Men i denne sammenhæng betyder dårligt faktisk stadig en ganske fin popsang, og til trods for albummets forskellige musikalske genrer binder Gruff Rhys Hotel Shampoo sammen til en tilbagelænet og yderst sympatisk enhed.
