Spot Festival har netop afsløret nye navne til dettte års århusianske musikbrag, som løber af stablen 27. og 28. maj. Heriblandt finder vi det lokale band Kiss Kiss Kiss, der spiller hurtig guitarrock med inspirationskilder som Arctic Monkeys og Talking Heads.
Opsættet er interessant, fordi der i princippet ikke er tale om en egentlig koncert med bandet, men nærmere om en hybridkoncert mellem Kiss Kiss Kiss og det østrigske band Ginga. Musikkollegaerne mødte hinanden på Spot 2010 og har herefter ansøgt om at spille sammen på festivalen i år. På Spots egen hjemmeside omtales konceptet således:
»Hvad bliver resultatet, når man parrer dansende dansk storbyfunk med intelligent sammenskruet østrigsk guitarpop? Svaret får vi nu, hvor Aarhus møder Wien i form af Kiss Kiss Kiss og Ginga. De to grupper er blevet ført sammen via SPOT On Denmark-fremstød i Europa, hvorefter obskure links og filer er fløjet frem og tilbage mellem Aarhus og Wien. Nu venter det fysiske samarbejde… Reglerne er simple: Koncerterne varer i 40 minutter og skal indeholde 4-5 sange fra hver af de to navnes bagkataloger. Og så skal der som minimum være én kunstner fra band A på scenen, når band B’s sange spilles.«
Ud over hybridkoncerten mellem Kiss Kiss Kiss og Ginga finder der ligeledes fire andre bandparringer sted på festivalen. Disse kan du læse mere om på Spot Festivals hjemmeside.