Nyheder

Albumdebutanter debuterer til Spot

Iceage og The Malpractice, hvis debutskiver er friske i erindringen, debuterer begge på årets Spot Festival. Derudover har festivalen også netop føjet Thulebasen og tre andre navne til programmet.

Spot Festival har netop offentliggjort de seks første navne i årets program. Disse er Iceage, The Malpractice, Thulebasen, Dad Rocks!Asbjorn and the Strange Ears og Some Speak of the Future.

The Malpractice, Iceage og Thulebasen, som du kan finde både rosende anmeldelser og lange interviews med her på sitet, har fået en hel del opmærksomhed i den danske musikpresse de seneste måneder. En del kender ganske givet også Dad Rocks! alias den islandske singer/songwriter Snævar Njáll Albertsson, hvis ep fra sidste år vi anmeldte her på siden. Blandt de mere ubeskrevne blade er enmandsbandet Asbjorn and the Strange Ears, som spiller indietronica, og Some Speak of the Future, der er en akustisk folk-duo fra København.

Sammen med en hel masse andre bands vil de spille i Århus til maj, når Musikhuset, pladsen foran samt de omkringliggende spillesteder transformeres til Spot Festival. Det sker i dagene 27.-28. maj, og du kan besøge festivalens hjemmeside for billetter og mere info.

Både Iceage og The Malpractice giver iøvrigt koncerter i Århus i aften. Førstnævnte kan opleves på V58 i forbindelse med natklubben Raw Power, mens sidstnævnte spiller i VoxHall som led i en turné med Marybell Katastrophy.

Leave a Reply