Man ved med en vis sikkerhed, hvad man kan forvente sig af en ny udgivelse, når den viser sig at komme fra det tyske pladeselskab Elektrohasch. En god portion Hendrix-psych, Ash Ra Tempel freak-out og lange, tunge stoner-passager a la Kyuss i let ændret blandingsforhold. Selskabets to måske mest prominente navne Causa Sui og Colour Haze er begge illustrerende eksempler herpå. Med flittigt brug af lange, repetitive passager, våde guitar-effekter galore og tunge mega-riff som den naturlige konsekvens spiller de en fokuseret udgave af de mere udkogte krautgrupper (German Oak, Agitation Free etc.) – simpelt sagt. Og det er for det meste ganske hæderligt.
Præcis sådan forholder det sig også med den hollandske gruppe The Machine. På et album, der varer intet mindre end en time og 20 minutter, kommer de med en måske noget forudsigelig sikkerhed rundt omkring de fleste variationer over temaet tung, psyched bluesrock. Der er de groovede wah-passager, de melodiske c-stykker og de tågede stoner-riff. Gruppen spiller godt, ja, de spiller faktisk så godt, at det til tider kan virke pedantisk. Ikke på et eneste tidspunkt sker der noget uventet. Og det er det største problem, for denne type psychrock giver i mine ører meget begrænset mening, hvis det ikke reelt er uforudsigeligt, jammet og med noget på spil. Man må faktisk vente helt til niende og sidste (hemmelige!) skæring, før der sker et eller andet, man måske ikke lige på forhånd havde regnet med. Langt mere inciterende og med en guitarlyd med mere kraft end på resten af albummet sammenlagt roder gruppen sig ud i lange doompassager, som forekommer uendeligt mere virile end det meste andet, de ellers med tid nok til rådighed giver sig i kast med. Her virker det, som om de foretager sig noget, der måske også for dem selv er uventet. De kan deres forbilleder til fingerspidserne, og så længe de holder sig til de for længst afprøvede formler, kommer de aldrig ud over det vellydende, men essentielt kønsløse – og så meget desto værre. For tung psychrock, der til mindste detalje er hørt før, virker en kende ligegyldigt. Det skal være så hårdt, men ender i minutiøst planlagte stiløvelser.
Det er virkelig at sætte sig mellem to stole i min optik, hvor den ene repræsenterer den fuldstændigt udspassede psych og den anden en mere knugende stoner/doom-metal. Nu er det selvfølgelig ikke, fordi man som sådan ‘skal’ vælge en af disse typer – et sådant forslag ville ligeledes synes meningsløst.
Det er egentlig et ganske fint album, de noget generelle kritikpunkter til trods, og den tredelte “Tsiolkovsky’s Budet” udgør med sin fine dynamiske kompositioner et naturligt midtpunkt. Men når det er sagt, så synes jeg virkelig, at det er et problem for et band som The Machine, at de lyder som et umiskendeligt ‘record collector’-band – de låner lidt groove fra nogle krautgrupper og lidt tung dynamik fra nogle senere amerikanske og bruger kun sjældent disse elementer til noget synderligt interessant. En udmærket plade, men med nogle forholdsvis store problemer allerede inden take-off, så at sige.
