Som udgangspunkt har jeg en, måske usund, skepsis over for hiphop-koncerter. Med store egoer som en så væsentlig del af det kunstneriske omdrejningspunkt har udtrykket det for ofte med at drukne i opblæsthed frem for at indikere overlegenhed – og så synes genrens koncerter da også at være plaget af så mange sidste øjeblik-aflysninger, at der næppe er statistisk belæg for at kalde det tilfældigt.
Alligevel må jeg tilstå, at jeg havde skruet mine forventninger til Big Bois optræden torsdag aften gevaldigt i vejret. Både som en del af Outkast og senest med sit fremragende soloalbum Sir Lucious Left Foot: The Son of Chico Dusty fra sidste år har han været med til at sætte dagsordenen for legesyg, popinficeret hiphop siden midten af 90’erne. Formåede Big Boi bare at videreformidle en brøkdel af albummenes energi og charme, ville festen på Ray-Ban-scenen altså være sikret.
Man blev ikke skuffet. Dårligt havde Big Boi, hans hypeman og dj fundet vej til scenen, før der blev sagt godt og grundigt undskyld til Ms. Jackson. Selvom det naturligt nok var de mange medleys over Outkast-numre som “Ghetto Musick” eller “The Way You Move”, der vakte størst jubel blandt publikum, ramte leveringerne af hans solomateriale om muligt endnu mere plet. Det skyldtes nok, at disse ikke fremstod amputerede på grund af André 3000’s fravær, men under alle omstændigheder formåede Big Bois hold at holde dampen oppe hele vejen gennem den timelange koncert. Et knivskarpt flow og en – trods den påkrævede attitude – helt tydelig omtanke for sit publikums velbefindende, var da også alt rigeligt til at sikre, at koncerten rullede – med et så stærkt bagkatalog ordnede resten sådan set sig selv.
Man kunne måske have ønsket sig, at Big Boi skruede en smule ned for de publikumsengagerende initiativer, da sing along-tiltag i blandt andet et mashup over Queens “We Will Rock You” nærmere gav forstyrrende pauser i flowet end sikrede tilstedeværelsen hos et publikum, der i forvejen var så rigeligt på. På den anden side var det svært at stå for den mindre fanskare af vældig engagerede piger, Big Boi havde hevet på scenen og med stor respekt opvartede, mens de fungerede som dansende fikspunkt under en del af koncertens numre. »You happy?,« spurgte han afslutningsvis for Gud ved hvilken gang sit hujende harem, der netop havde rystet den som en tamburin for fuld skrue. »I like that. I like that.« Tak, Big Boi, det gør vi bestemt også.
