Big Boi: Sir Lucious Left Foot: The Son of Chico Dusty

»De ville have mig til at gå ind og lave min version af Lil Waynes “Lollipop”! Det er den største form for respektløshed, man kan komme ud for.« Således beskrev Big Boi bruddet med Jive Records og gav dermed et fremragende billede på ét af den kommercielle musikindustris største problemer p.t. Mødet mellem forretningsmæssige og kunstneriske interesser.

Grundet denne problemstilling har verden måttet vente hele to år på det første soloalbum fra et OutKast-medlem siden det kreative brud mellem Big Boi og André 3000 i 2006. I ventetiden op til udgivelsen af Sir Lucious Left Foot: The Son of Chico Dusty har Big Boi dog været så storsindet at leake en række numre over internettet, og de gav store forhåbninger om et kommende hiphopstorværk. ”Royal Flush”, ”Shine Blockas” og senest ”Shutterbug” viste verden en rapper på toppen af sin karriere, der ved hjælp af stærke produktioner, musikalsk legesyge, et sublimt flow og spidsfindige ordspil for et kort øjeblik fik al snak om en snarlig OutKast-gendannelse til at forstumme.

Big Boi beviste med disse tre numre kort og godt, at han sagtens kunne stå på egne ben uden på nogen måde at sætte den efterhånden legendariske OutKast-kreativitet over styr. Og nu da vi langt om længe har fået det færdige resultat af hr. Antwan André Pattons anstrengelser, er dommen klar. Sir Lucious Left Foot: The Son of Chico Dusty er et af de stærkeste kommercielle hiphop-udspil i mands minde. Ja, vi skal vel nærmest tilbage til OutKasts eget Stankonia fra 2000 for at finde samme grad af opfindsomhed, legesyge og spraglethed på blot ét album. P-funk, soul, rock, R&B og hiphop og et helt sammensurium af stilarter blandes på Sir Lucious Left Foot: The Son of Chico Dusty sammen i én stor festlig og boblende gryde, og resultatet er ganske enkelt sublimt.

Tag bare ”Daddy Fat Sax”, hvor en spacey synthflade og et pumpende beat tager lytteren ud på rumfart mod en kosmisk fest af dimensioner. Eller hvad med det evigt funky og stilfulde ”Turns Me On”, der luller sin lytter ind i et ustoppeligt groove af coolness. Og ja, så er der det bombastiske ”General Patton”, der ved hjælp af et pompøst kor og et hårdtslående beat skaber en fuldstændig overjordisk hiphophymne. Der er minsandten også det førnævnte ”Shutterbug”, der med sit opklippede beat, laserlydende synthlinjer, soulfulde omkvæd og Big Bois overlegne flow er ét af årets mest intelligente pop-/hiphopnumre. Og, nå ja, glemte jeg i min benovelse at fortælle, at selveste p-funkens skaber, George Clinton, medvirker på det futuristiske ”Fo Yo Sorrows”, eller at ingen ringere end Big Bois gamle samarbejdspartner André 3000 har produceret det minimalistiske ”You Ain’t No DJ”, der vækker mindelser om Neptunes’ og Timbalands avantgardistiske genoplivning af R&B-musikken i starten af nullerne?

Og sådan kunne man blive ved. Der er ikke ét eneste fejltrin at finde på Sir Lucious Left Foot: The Son of Chico Dusty. Den er med andre ord mesterlig – ja, til tider grænsende til det geniale i sit indhold. Og sammen med tilsvarende stærke albums fra Janelle Monáe og The-Dream antyder den desuden, at den sorte kommercielle musik forhåbentlig er på vej mod en ny kreativ opblomstring.

Om man vil det eller ej, så har Big Boi med dette album revitaliseret den kommercielle hiphop, og det skal blive spændende at se, om André 3000 kan gøre OutKast-partneren kunsten efter på sit bebudede soloalbum. Indtil da står Sir Lucious Left Foot: The Son of Chico Dusty med sin enestående kreativitet som en milepæl inden for sin genre. Mine damer og herrer, en nyklassiker er født!