Emma Acs overbeviste med sin tyggegummi-psychpop, selvom dele af koncerten kunne være afviklet bedre.
Et fast greb om tambourinen, et kækt smil og lidt nervøse øjne bag de mørke skygger. Emma Acs har alt, der skal til for at få succes. På nær dybde i sangkataloget. Og det var det eneste reelle problem ved debutkoncerten på Roskilde Festival. For både “Fever” og den blændende “We Make Sense” brændte godt igennem, og når Emma Acs får vokal-support fra bandmedlemmerne, sidder hendes til tider lidt tynde vokal som dybt skårne riller i vinyl.
Koncerten bevægede sig desværre lidt væk fra stilsikkerheden med sættets to covernumre. Joy Divisions “Transmission” var en herlig fuck-finger til Henrik Marstals skingre kulturkritik. Værre var den ironiske og lidt for interne joke, Ace of Base-hittet “All That She Wants”. Her var publikum for alvor med. Men det er ikke noget, bandet skal få for vane at gøre ofte, for så ender de som ‘det der rockband, der spiller det sjove Ace of Base-cover’. Også selvom den bubblegum-rockende version, de diskede op med, fungerede ganske glimrende. Det burde bare ikke være nødvendigt for et band med så meget potentiale at gribe til så billige midler.
Heldigvis lykkedes det at fjerne det lidt ferske indtryk med de to afsluttende numre, der opsummerede præcis, hvad det er, Emma Acs og hendes band gør allerbedst. Først med den folkede ballade “Green Stars & an Orange Sun”, der har et af de omkvæd, der skaber karrierer andre steder i verden, samt knaldperlen “Yoko”.
