Thurston Moore: Demolished Thoughts

Tidligere i år udgav J Mascis den fremragende, lavmælte folkplade Several Shades of Why, der kredsede om tab, savn, kærlighed, den slags, hvilket ikke er særlig særligt egentlig. Men når nu man mest kender J som hæs frontlegende fra Dinosaur Jr., kan den pludselige blidhed alligevel godt komme som en mindre overraskelse.

Om alderen medfører en ny form for sensitivitet i aldrende støjrockere, er ikke til at sige, men med Sonic Youths Thurston Moores tredje soloudspil, Demolished Thoughts, kan man hurtigt mistænke de gamle mænd for at nå et punkt, hvor de ganske enkelt er vokset fra distortion; hvor modenheden udmønter sig i den voksne folks meditative kvaliteter. Måske fordi støjen er ved at være udtømt, måske faklen for det, man var bannerfører for, er så godt som slukket, måske noget andet.

Muligvis var man med til at søsætte en helt ny lyd, men den lyd er ovre nu, håret er grånet, og burde der ikke være andre, mere stille bedrifter, man kunne kaste sig over i stedet for at fræse guitarer? Det er Elvis Costello-effekten om igen. Man fødes som punk og dør som crooner. Og hvor gemmer nødvendigheden sig så i dét?

Den er overalt på Demolished Thoughts, et nervepirrende vidunderligt album og egentlig ikke så voksent igen. Thurston Moore har slået følge med Beck Hansen som producer, og det kan i den grad mærkes. Hvis man husker, da Beck skrottede samplehysteri for hjertesmertefolk på den superbe Sea Change, vil man hurtigt nikke genkendende til lyden i det første nummer, “Benediction”. Strygere smyger sig som guitaren i en blanding af pastoral-folk, Nick Drake og John Faheys æteriske klimpren. »You better hold your lover down / tie him to the ground,« synger Thurston helt, helt blidt. Sådan har han jo tit sunget. Moores vokal har selvfølgelig aldrig været udbredt aggressiv, og den har altid stået som roen mod støjudladningerne hos Youthen, men her hører man den helt og fuldkomment i samklang med den folkede lyd.

I den insisterende “Circulation” er der skarpe hentydninger til den musik, Thurston Moore er kendt for. Aggression, skæve akkorder, den vaklende hvisken, vi kender fra de gamle dage, men stadig fint og godt søbet ind i strygerne. Det er støjrock uden at være hverken støj eller rock, men arbejder alligevel med samme vigtige intensitet.

Demolished Thoughts vækker også mindelser om Nicos Chelsea Girl. Ikke kun qua deres fælles fortid inden for New York-avantgarden og springet til barok pop, men også i den sarthed, der ligger i legen med en genre så fin i udtrykket. Begge har beholdt deres vokaler i de nye omgivelser, og begge arbejder hele tiden på bristepunktet. Resultatet af det spil er for begges vedkommende helt enormt betagende i sin melodiøsitet og skrøbelighed. Demolished Thoughts er netop det. Sødmefyldte, varme melodier, der krænger sig i maven, fordi de er så skidegode, at man aldrig føler, manden har lavet andet, hvilket gør dem så meget desto stærkere, når man ved, hvad andet manden har lavet.

Men det var den forkætrede nødvendighed, vi kom fra. For det er den; nødvendig. Ikke fordi den bringer noget nyt på bordet, men fordi den balancerer så vidunderligt på kanten mellem det pæne pastorale udtryk og diskanten, der er ved at sprænges ud af Thurston. Demolished Thoughts ender som et værk fyldt med den slags nær-eksplosioner, ligeså ømt som det er groft.

Med Demolished Thoughts har Thurston Moore skabt et album, der ikke alene er tæt på at være lige så besættende som det mest vitale fra Sonic Youths oeuvre, men også grundlæggende melodisk smukt på en måde, der bare rører. Den åbner sig op; det er en plade, der skrider frem og trækker med. Expressway to yr skull, men med en del flere strygere og mindst lige så voldsomt godt.