Der er noget meget mærkeligt over følelsen af at få, præcis hvad man forventer, og alligevel være utroligt positivt overrasket. Det er ikke så tit, det forekommer, men når det endelig gør, er det med at skrive sig det bag øret. Sidst det skete for mig, er nogle dage siden, hvor jeg lå og flød det på det fugtige græs i en park med East of Youth i ørene. Det var en oplevelse af de bedre.
Postrocken bliver med god grund uløseligt kædet sammen med dystre sindsstemninger og dyb melankoli. Ingen af delene slipper vi helt udenom på East of Youth, men alligevel er der noget mere lyst og positivt over det. Pladens seks skæringer er så at sige en blanding af Pg.losts melodier, The Evpatoria Reports langsommelige og afdæmpede opbygninger og i glimt This Will Destroy Yous formørkede univers. Hvis man overhovedet er bekendt med disse tre bands, kan jeg ikke andet end at give East of Youth mine varmeste anbefalinger.
Formlen er klassisk postrock, ofte startende med ganske sagte guitarspil og tunge, enkle trommer, der langsomt, men sikkert intensiverer hele lydbilledet. Der er hverken ret meget nyt eller særligt banebrydende ved The Shaking Sensations, men det er fuldstændig ligegyldigt, når resultatet er, som det er. Der er i det hele taget ingen numre, der skiller sig negativt ud. Derimod kunne man med rette fremhæve stykker og passager fra hvert af de seks skæringer. Det kræver en ualmindelig sløv fantasi ikke at lade tankerne vandre af sted på egen hånd, når eksempelvis “Glass Wings” buldrer med sin forvrængede guitar, og nummerets pulserende trommerytme finder vej til øregangene. I samme rille kan nævnes pladens overvældende indledning med “All That Ever Lives Will Live Forever”, der lægger et solidt fundament af shoegazing fra første sekund. I det hele taget er der pladen igennem en fantastisk vekslen mellem støj og stilhed. Et smukt eksempel er det afsluttende “Homage to Boyhood”.
TSS formår stort set at undgå postrockens typiske faldgruber såsom ensformighed og trivialitet. Postrocken er i sit udtryk ensformig med sine lange og ofte melankolske opbygninger. På denne debutplade kan man da også finde enkelte tegn på forudsigelighed, hvis man vel at mærke leder efter dem. Men hvorfor overhovedet spilde tiden på det?
Med en gennemsnitslængde på cirka otte minutter pr. nummer er TSS ikke bange for at kræve noget af lytteren. Og det mindste, man som lytter kan gøre, er at give dette værk al den tid, det fortjener. Den instrumentale postrock giver lytteren muligheden for selv at lægge sin egen betydning og følelser i hvert enkelt nummer og hver enkel passage. Lyduniverset sætter konstant en ny scene: fra de dybe kløfter og op til atmosfæriske højder for så igen at nedbryde sig selv. East of Youth er kort sagt en plade, man virkelig bør høre.
Kongefedt album – Endelig sker der igen noget friskt og spændende på den danske post rock scene!